Mon ikke mange i publikum havde en lidt uklar følelse omkring, hvad der ventede os til premieren på ´Teatermaskinen´?
Hvad der dog var helt oplagt, var at castet af skuespillere var hentet på allerøverste hylde, så det var en god begyndelse.
´Teatermaskinen´ er ægteparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers svanesang. Bente Lykke Møller har som i alle årene stået for scenografi og kostumer. Staffan Valdemar Holm siger i programmets interview med ham, at Bente Lykke Møller i denne forestilling har valgt at forenkle maksimalt. Det kan man roligt sige. Skuespilhusets store scene var helt bar og sort, skuespillerne er alle klædt i sort, og indimellem kommer et stort lærred ned fra loftet. Da først tanken har været der, må den have været ganske nem at føre ud i livet.
Valdemar Staffan Holm har sat sig for at undersøge, hvad teater er og hvad det kan. Han er i sit manuskript gået helt tilbage til de gamle grækere med tekster af Aischylos og Euripides. Samtidig har han set tilbage på de mange forestillinger, han har lavet gennem en lang karriere.
Stina Ekblad insisterer dog i forestillingens åbningsscene på ikke at starte med grækerne, men at gå helt tilbage til istiden, men kaldes til orden af Karen-Lise Mynster. Olaf Johannesen griber ind på svensk og giver den som den uforståelige skånske instruktør lige indtil han råbende forklarer, at han bare en skuespiller fra Færøerne. Så er Olaf Johannesen sig selv eller Staffan Valdemar Holm? Vi befinder os i hvert fald på et metaplan i handlingen, og det sker flere gange.
Skuespillerne drøfter arbejdsmetoder. Det er blandt andet Stanislavski og method-acting, der drøftes. Her kommer en ret intens dramapædagog ind i billedet. Hun er ikke fan af Stanislavski og hans magiske ”hvis”. Hun går rimelig hårdhændet til værks, da hun vil sætte dele af Gösta Berlings saga op som børneforestilling. Det bliver en anelse for voldsomt, da skuespillerne bliver sat til at bide børnene. Tina Gylling Mortensen er dramapædagogen, og hun er ufattelig morsom. Ingen kan som hende fange det absurde i en situation. Hun har en god diktion – der er ikke noget mumlen med hende.
Naturligvis er Shakespeare en stor del af en forestilling om, hvad teater er. Nicolas Bro fremsiger Hamlets monolog om at være eller ikke. Det er intenst og sine steder tyst på den gode måde. Jens Albinus er Macbeth, og Karen-Lise Mynster er ladyen med de ekstremt stærke meninger om, hvilke uhyrligheder, hendes mand skal udføre. De er begge gode.
Staffan Valdemar Holm er ikke for ingenting svensk, så naturligvis er både Lars Norén, Strindberg og Selma Lagerlöf repræsenteret.
Et scoop er det, at Staffan Valdemar Holm har fået Stina Ekblad med i sin teatermaskine. Hun er en vidunderlig kunstner med et smukt sprog, og så kan hun skabe følelser fra det helt blide til det meget voldsomme.
Der er mange sjove øjeblikke i forestillingen, når Karen-Lise Mynster eksempel laver en lille dans og forklarer, at hun er i proces med at kombinere klassisk ballet med butoh dans.
I en forestilling som denne gøres der naturligvis grin med de myndigheder, der skal finansiere kulturen og gerne vil påvirke kunsten.
Flere gange sænkes det store lærred ned, hvor diverse teater-koryfæer udtaler sig om, hvad teater er og hvorfor vi behøver det i verden anno 2026, (hvor AI ellers er ved at tage over). Man kan ikke nå at forholde sig til alle budskaber, men det er vist heller ikke meningen. Vi må gerne grine af de noget selvhøjtidelige teaterfolk med rigtige og intellektuelle holdninger.
Forestillingens sjoveste indslag er Lauri Wylies ´90 års fødselsdagen´, som uden bord og stol spilles af Olaf Johannesen som den lydige butler og Stina Ekblad som Miss Sophie, og de spiller på formfuldendt engelsk. Her er vi alle med, og det er nok en pointe fra Staffan Valdemar Holms side. Skal der også være lidt for de mere uvidende? Under alle omstændigheder er det urkomisk, for vi ved, hvad der skal ske. Som en nyskabelse, vi ikke er vant til, spillede Karen-Lise Mynster tigertæppet. Hun bliver dog sketchen igennem mere og mere nervøs for den til stadighed mere berusede butler, så hun hiver sig væk fra scenen. I scenens udkant griber Jens Albinus butleren.
De seks skuespillere fylder scenen ud, hvilket er en præstation, fordi den er stor, når scenografi ikke på nogen måde formindsker den. De bevæger sig godt i scener, hvor der danses, ligesom effekten med skuespillerne på drejescenen, der er sat i gang, fungerer.
Forestillingen slutter poetisk med, at skuespillerne danser og fremsiger Prosperos replik fra Shakespeares ´Stormen´:
”Nu er vores spil forbi. Og de som spilled, var lutter ånder, som jeg nævnte før, de er forsvundet i den tynde luft; og ligesom disse syners lette spind skal himmelhøje tårne, gyldne slotte, højtidelige templer, hele kloden og alle, som bebor den, svinde hen; Alt skal, som de ulegemlige skue, gå sporløst bort. Vi er af samme stof, som drømme gøres af; vort korte liv skal omfavnes af søvn”.
Der er virkelig meget tekst i forestillingen, så skuespillerne er seriøst på arbejde. Suffløren måtte et par gange træde til, men det skal bestemt være tilgivet.
Hvor meget klogere publikum er blevet på, hvad teater er, kan man fundere over. Men om ikke andet er vi forvirrede på et højere plan. Oplagt er det, at Staffan Valdemar Holm i arbejdet med forestillingen har villet se tilbage på tidligere forestillinger, han har villet oplyse og nudge publikum med viden om teatervidenskab. Det lykkes bestemt, og humoren hjælper til, for Staffan Valdemar Holm har selvironien med indover.
Når det er sagt, er forestillingen i perioder indadvendt og ikke inkluderende, selvom skuespillerne flere gange henvender sig direkte til publikum. Staffan Valdemar Holm befinder sig lidt i ”ananas i egen juice”, hvor skuespillere og teaterfolk over en bred kam er med i legen, men hvor publikum måske tabes lidt.
Det er en forestilling, der formentlig vil vinde ved flere gensyn. Se den og nyd skuespillernes faglighed, vid og humor.
Og køb endelig programmet der indeholder oversigter over både forfattere og forestillinger.
,
Teatermaskinen
Medvirkende: Jens Albinus, Nicolas Bro, Stina Ekblad, Olaf Johannesen, Tina Gylling Mortensen, Karen-Lise Mynster
Iscenesættelse og manuskript: Staffan Valdemar Holm med tekster af Aischylos, Euripides, Shakespeare, Norén, Strindberg, Moliére, Brook, Schiller, Artaud, Wylie, Lagerlöf, Tjekhov, Diderot
Scenografi- og kostumekoncept: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Lyddesign: Rasmus Kreiner
Oversættelse: Niels Brunse
Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 25. september til 4. november 2026
