Et råt udseende fortæppe med stykkets titel møder publikum på Folketeatrets store scene. Allerede her antydes det, at handlingen udspiller sig i New York. Herefter åbenbares Palle Steen Christensens flotte og velfungerende scenografi til ´The Humans` af Stephen Karam.
Vi befinder os i en kælderlejlighed i New York, hvor lyset har virkelig svært ved at trænge ind. Væggene er afskallede og fugtige, og kakerlakkerne har gjort deres indtog. Man kommer fra stueniveau til kælder via en smal vindeltrappe. Her bor lillesøster Bridget og hendes kæreste, evighedsstudenten Richard, der nærmer sig de 40. De skal have besøg af hendes forældre, søster og den demente farmor i anledning af Thanksgiving. Familien har vovet sig til storbyen fra Scranton, Pennsylvania, og alle er optændt af den kærlige ild, for besøget skal være en succes.
Som aftenen skrider frem, krakelerer overfladen, for alle har problemer, der presser sig på. For så vidt er den demente farmor den, der har det lettest. Hun lever i tågerne og forstår ikke voldsomt meget af, hvad der foregår omkring hende. Til gengæld har Marianne Høgsbro den sværeste rolle, for det er vanskeligt at portrættere et menneske, der mentalt ikke har meget at byde på, samtidig med, at hun måske er klar over, at hun dybest set mest er til besvær. Marianne Høgsbro gør det fantastisk i sin uforståelige mumlen, hvad enten hun er lagt til at sove på en lille sofa, eller hun sidder med ved bordet og et øjeblik går amok, når hun bliver fodret med en proteindrik, og de andre får rødvin. Det kunne pisse de fleste af.
Bridget, spillet af Nanna Skaarup Voss, vil gerne slå igennem som komponist, men for det første er det nemmere sagt end gjort, og en noget lunken anbefaling fra hendes lærer på konservatoriet, hjælper ikke på det. Derudover er hun mildt sagt irriteret på sin kæreste, der uafladeligt laver lister over alt, hvad der er godt. Han på sin side ser Bridgets familie for første gang, hvilket altid kan være akavet. Paw Henriksen er sjov som den undrende kæreste, der forsøger at bevare den gode stemning. Han pifter det hele op med at fortælle om sine mærkelige drømme, hvilket særligt hans kæreste gerne havde været foruden.
Bridgets søster Amy, Lucia Vinde Dirchsen, er lige blevet forladt af sin kæreste Carol, hun er blevet fyret fra sit job som advokat, og endelig lider hun af en tarmsygdom. Hun synes ikke, der er så meget at være taknemmelig for. Hvor vi føler med hende og forstår, at hun ofte må ty til ophold på toilettet. Amy beskytter sin familie fra den smerte, hun gennemgår – både som følge af kærestesorg, men også og nok især på grund af den sygdom, der lige om lidt skaffer hende en stomi. Hun stiller det på en gang banale, overfladiske, men yderst relevante spørgsmål: Hvordan får jeg en kæreste med en stomi, og på hvilken date kommer man lige ud med den oplysning? Hun er skrøbelig og til tider arrogant over for den lillesøster, der ikke helt kommer ud over rampen professionelt.
Børnenes mor, spillet af Ditte Hansen, er en tilsyneladende munter og livsglad kvinde, der passer sit arbejde som kontorchef og i sin sparsomme fritid arbejder som frivillig og hjælper flygtninge fra Bhutan. Derudover tager hun sig af sin demente svigermor med et martyrisk smil, mens hun kalder hende ´Mor´. Ditte Hansen er på en gang sjov, sød, rørende og megairriterende. Hun drikker for meget, spiser for meget og er frustreret over, hvordan livet behandler hende samtidig med, at hun ser det som sin opgave at holde sammen på hele familieforetagendet. Ind over kommer, at hun er katolsk i sit lille hoved, hvilket hun gør opmærksom på ganske ofte. Det manifesterer sig blandt andet i, at indflytningsgaven til det unge par er en Jomfru Maria figur. Den falder ikke i god jord, ligesom det moderlige ønske om, at det unge par gifter sig, bestemt heller ikke gør.
Faderen er skolepedel på en katolsk skole. Noget plager ham, men hans døtre får ikke ud af ham, hvor skoen trykker. Som vi forstår det i salen, er der ting, der peger bagud og nogle, der ligger i nutiden. Hvad der plager, skal ikke afsløres, men som aftenen skrider frem, kommer en del dog op til overfladen. Der er problemer med økonomien. Faderen er blevet sagt op fra sit job, så en forestående flytning til et nyt hus ned til en sø, er blevet skrinlagt. I stedet skal parrets hus sælges, og de skal flytte i lejlighed. Lars Brygmann er faderen, og han står for aftenens fornemste præstation. Hans portræt af den trængte, arbejdsløse mand, der alt andet lige også vil alle det bedste og som bærer på en tung byrde, er intenst og empatisk overfor hans karakter. Vi forstår hans vrede, hans frustration og hans afmagt. Vi fornemmer den kærlighed, han har til sine børn og det skæbnebånd, han har med sin ældste datter.
Personerne på scenen vil det bedste for deres familie. Det vil de fleste, og det går jo desværre tit galt. Mange af problemstillingerne er universelt genkendelige. Forældre kan ikke lade være med at opdrage på deres voksne børn, og i forældrenes selskab er voksne børn indimellem som teenagere, der føler sig berettigede til uhæmmet at kritisere deres formentlig velmenende forældre. Det er en uløselig knude. Imidlertid titter et manglende socialt sikkerhedsnet frem, for vi er i USA, hvor udgangspunktet er, at man skal klare sig selv og ikke kan få hjælp fra det offentlige. Hvis man har et dement familiemedlem, kan man godt få pasning til vedkommende, men en pris på 200 dollars i døgnet kan nemt tære på en privatøkonomi.
Forestillingen beskriver den svære kærlighed i den nære familie, men det er ikke kun et sørgeligt socialrealistisk drama, vi er vidne til. Det er også sjovt, og det får den bitre pille til at glide ned. Derudover er der mystik, for hvad er det for en larm fra lejligheden ovenpå? Den er meget over det sædvanlige lydniveau, og er den kinesiske dame, der dukker op til sidst og lister rundt i gangene med en indkøbsvogn ikke mere end underlig. Endelig bliver svigersønnens drømme om monstre, der ser ned på os ”humans” muligvis virkelig. For vægge flytter sig, og bedstemor forsvinder på et tidspunkt umærkeligt og uden forklaring.
Stephen Karams prisvindende skuespil fra 2016 giver os noget at grine og græde over. Det efterlader os i grublerier om tilværelsens kakerlakfyldte krinkelkroge, mens monstrene kigger ned på os.
Manuskript: Stephen Karam
Oversættelse og instruktion: Kim Bjarke
Scenografi: Palle Steen Christensen
Medvirkende: Ditte Hansen, Lars Brygmann, Marianne Høgsbro, Nanna Skaarup Voss, Paw Henriksen, Lucia Vinde Dirchsen og Sumiko Jensen
Varighed: 1 time og 40 minutter uden pause
Spilleperiode: 9. februar til 19. marts
