Publikum trådte ind i en mørklagt A-sal, hvor 5 podier var opstillet. På podierne stod henholdsvis dansere og musikere iført tætsiddende uhyggelige masker og kostumer med farvestrålende metalfarver. Oplagt var det, at publikum var inviteret til en koncert snarere end en danseforestilling. De fem dansere optrådte både på podierne og blandt publikum, så meget nemt kunne man have en danser lige op i ansigtet eller strygende op af en bagfra. Koreografien var målrettet hver enkelt danser. Som den eneste klassiske balletdanser var Alexander Stægers soli præget af piruetter og spring, mens de resterende boltrede sig i det mere moderne univers med mere gulvsøgende moves fra contemporary dance og breakdans.
Som forestillingen skred frem, faldt maskerne fra de medvirkende. Rummet blev oplyst af både laser leveret af to stjernekrigsagtigt klædte figurer og stroboskoplys med deraf følgende metallisk virkning af dansen.
Stemningen vekslede mellem alskens menneskelige følelser af lykke, kærlighed og desperation, og relationer mellem mennesker var på spil.
Musikken leveret af Baby In Vain var mere larmende end melodisk, og det var noget nær umuligt at høre teksterne, men sådan er det tit i det moderne koncertmiljø.
Det skortede ikke på advarsler før premieren på Corpus forestilling ”The Real Raw”. Der ville være laserlys, man ikke skulle kigge direkte ind i, der ville være stroboskoplys, man ville gøre klogt i at tage ørepropper på, og så ville der kun være ringe mulighed for at sidde ned under forestillingen. Set i det lys kunne man godt blive en anelse skuffet, for så høj var lyden heller ikke, og det var ret nemt at undgå laserlyset. Til gengæld er det bestemt ikke en forestilling for personer, der ikke holder til at stå op i en time, for det er realiteten.
Corpus har med sit nyeste udspil nok sigtet på et yngre publikum end det traditionelle balletpublikum, og det kan på mange måder være tiltrængt. Idéen med at skabe en koncertoplevelse, hvor danserne er på lige fod med musikerne og flere steder hierarkisk over dem, er også god. I koncertsammenhænge skal dansere tit bare være der, men de er aldrig hovedpersoner.
Imidlertid syntes danserne ikke at tage sig selv helt alvorligt. Det skulle virke farligt, men det blev det aldrig helt, så på trods af mangfoldige røg- og lyseffekter var hele foretagendet skuffende og en anelse kedeligt. Muligvis vil det virke bedre og mere sitespecifikt, når koncertforestillingen rammer Roskilde Festival i juli.
Det er stadig en god idé at have en uartig lillebror til balletten i form af kompagniet Corpus, men kvaliteten af de seneste udspil er dalende og slet ikke på højde med den reumertbelønnede ballet Føling, kompagniet lavede i samarbejde med Christian Lollike og med dansere fra den kongelige ballet.
Iscenesættelse: Kristin Ryg Helgebostad
Musik og live-optræden: Baby In Vain
Dansere: Alexander Stæger, Hazuki
Kojima, Louella May Hogan, Alma Toaspern, Maren Fidje Bjørnseth
Lysdesigner: Jakob Kvist
Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers
Produktionsassistent: Peter William Larsen
Lys & scene: Kasper Riisberg
Tonemester: Jonas Jensen
Kostumier: Annette Nørgaard
Rekvisitter: Mikkel Rasmus Theut
Produktionsleder: Per Uffelmann
Varighed: 1 time
Spilleperiode: 10. til 25. maj i A-salen bag Det Kongelige Teaters gamle scene og på Roskilde Festival i juli.
