Det er ikke så tit, der bydes på en vaskeægte spøgelseshistorie på de skrå brædder, men der er både hokus pokus, påstået magi og uhygge i amerikanske Lucas Hnaths kammerspil for fire personer fra 2019. Stykket egner sig glimrende til den lille black box scene på Teatret ved Sorte Hest.

Linda driver en forholdsvis givtig forretning som medium ved diverse seancer med at få kontakt til personer på ”den anden side”. Hendes publikum er skrøbelige mennesker, der har det mentalt svært efter at have mistet deres kære. De er nemme at manipulere med, og Linda gør det til perfektion. Det gælder især unge Hilda, der for nylig har mistet sin mor og som kæmper med ikke at have været på den bedste fod med hende. Samtidig har hun haft et nært forhold til sin bedstemor, der (efter det oplyste) også havde evnen til at se ting i det område, hun betegnede som ”the thin place” – ting der kun kunne ses og opfattes med det indre øje. Det var i hvert fald, hvad lille Hilda blev bildt ind, indtil hendes mor fik nok og forbød sin datter at se sin bedstemor mere.

Hilda og Linda bliver venner, og som venskabet skrider frem, indrømmer Linda, at alt hvad hun forudsiger, er løgn og manipulation. Ved et selskab er Hilda og Linda sammen med Lindas venner Sylvia og Jerry. Der bliver drukket tæt mellem Sylvia, Linda og Jerry, og intrigerne i deres relation kommer op til overfladen, og det er ikke til Lindas fordel. Imens sidder Hilda som betragteren og studerer de tres indbyrdes trakasserier.

Vanessa Poole er det lidt for smarte medium. Hun har en god udstråling, og man forstår, hvorfor folk omkring hendes drages. Hun kan manipulere på mange måder, så folk tror på hende eller føler med hende. Pooles lidt sprøde stemme er charmerende, moderlig og intrigant på en og samme gang. Seren Oroszvary er den unge pige, der forfølges af sin fortid og ønsker at slutte fred med den. Hun har problemer med de svigt, hun har været udsat for og med de svigt hun har udsat andre for. Hun taler hele tiden, men er også god til at lytte til sine omgivelser. Det gør hun allerede, når publikum træder ind i rummet, hvor hun sidder i en lænestol og bare kigger på os. Jana Pulkrabek og Tom Hale som Sylvia og Jerry har en aura af tvivl om sig. Man får ikke helt føling med, hvad deres relation er, og det er givet heller ikke meningen.

Forestillingen giver mindelser både til Edward Albees `Hvem er bange for Virginia Woolf´ og Susan Hill og Stephen Mallatratts ´Woman in Black´ med en blanding af udforskning af relationer mellem mennesker og ægte uhygge.

´The Thin Place´ er et gæstespil fra HIT International Theatre Arts, og det er skønt, at der er teater, der opføres på engelsk i København. Det er dejligt at se en forestilling opført på originalsproget. Forhåbentlig opdager herboende engelsksprogede tilbuddet. Forestillingen spiller ganske få gange endnu. Den er et besøg værd.

,

´The Thin Place´ på Teatret ved sorte hest

Medvirkende: Vanessa Poole, Jana Pulkrabek, Seren Oroszvary, Tom Hale

Forfatter: Lucas Hnath
Instruktør: Christoffer Berdal
Lys og lyd-design: Andrew Christiansen
Musik og lydeffekter: Mashti
Stage Manager: Michelle Bowman Bak

Produceret af: HIT International Theatre Arts/Move the North

Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause

Spilleperiode: 27. maj til 7. juni        

Forestillingen opføres på engelsk