I ´Tid til glæde´ lærer publikum i forestillingens første halvdel personerne at kende. Der er den altoverskyggende mor, hendes datter og søn, der er tvillinger, enken med sine to bonussønner, naboen og hans gravide ekskone. Der er masser af sprængstof i de relationer uden at man overhovedet går ind i det forhold, de rent faktisk har til hinanden. Der skal virkelig gås på æggeskaller, for at de mentale problemer ikke skal boble op til overfladen.
Alle befinder sig ved havet i et bakket strandlandskab med marehalm. Det er badet i rødt lys og har blå baggrund. Her befinder sig en bænk, som man ikke får at se, så om den i virkeligheden ikke er der, kan man kun fundere på. Bænken betyder meget for en mor, der har sat sine børn stævne her, fordi hun vil vise dem, hvor fredfyldt stedet er. Det er dog kun datteren, der i første omgang dukker op, og freden er det så som så med, da stranden lige pludselig vrimler med mennesker.
I forestillingens anden halvdel har alle skiftet rolle. Sceneriet er ekskærestens lejlighed, hvor han nu befinder sig alene efter kærestens (tvillingebroderen) forsvindingsnummer. Moderen er blevet en anden mor, en søn er blevet til svigersønnen, der er blevet forladt, enken er blevet til enkemand og så videre. Her bliver stykket en anelse mærkeligt for at sige det mildt. Man skal lige opdage, at personerne ikke er, hvad de var i første afdeling, og i det er der lidt spildtid. Man skal lige regne det ud.
Tina Gylling Mortensen bærer forestillingen. Hun har en teksttung rolle, hvor hun skifter mellem at være en empatisk og sympatisk mor til at være det komplet modsatte. Hun siger konstant sin mening, og det skulle hun have holdt sig fra. Antipati overfor svigersøn, dennes mor m.v. skulle hun have bidt i sig. Hun tramper uden blusel på sin datters følelser, da datteren efter at have fortalt, at hun ikke kan få børn, får at vide af sin mor, at det at få børn er det vigtigste og mest meningsfulde i livet. Sådan!! Men hele tiden er hun dog mor med stort M, og mødre kan ikke forpligte sig over evne. Det er der i øvrigt ingen, der kan.
Peter Christoffersen – den homoseksuelle tvilling, der er stukket af fra kæresten, er ret skøn ved udpenslingen af sit (lidt selvvalgte) martyrium. Han har brug for mig-tid, og så må hensynet til omgivelserne vige. En anden side af personligheden kommer frem, når han spiller sin kæreste iført en gigantisk rullekravesweater. Alle spiller godt, og den vildt underlige drejning i handlingen fremstilles fint.
Det bedste ved manuskriptet er nok den genkendelighed, man som tilskuer sidder med gennem hele historien. Om det er morrollen, rollen som søster eller bror, en forsmået kæreste, en ekskone, der er kommet til at sige noget dumt til sin tidligere ægtefælle eller den ægtefælle, der hverken kan eller vil tilgive. Der vil ikke være en eneste i publikum, der ikke har et eller andet tilfælles med mindst en af karaktererne. Og man krummer tæer over sig selv, og det er givet vis meningen. Der trykkes ind, hvor det gør ondt og hvor det er virkelig pinligt. Ingen vil frivilligt indrømme at være smålig, egoistisk eller selvcentreret. Det er kun de andre, der er sådan. Og alle personerne i historien har en rem af huden på de mere usympatiske sider af personlighedsspektret. Oveni det påstår de, at de søger glæden og kærligheden, for uden den, er livet intet værd.
Om de lykkes med det forehavende, må man se forestillingen for at bedømme.
,
Tid til glæde på Nørrebro Teater
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Manuskript: Arne Lygre
Scenografi og kostumer: Laura Rasmussen
Lyddesign: Mathias Friis-Hansen
Lysdesign: Mia Jandje Willett
Koreografi: Esa Alanne
Oversættelse: Julie Maj Jakobsen
Medvirkende: Sarah Boberg, Peter Christoffersen, Brian Hjulmann, Christiane Gjellerup Koch, Johannes Lilleøre, Tina Gylling Mortensen, Katinka Lærke Petersen, Jacob Weble & percussionist Mathias Friis-Hansen
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 21. september 2024 til 21. september 2025
