Man siger, at tredje gang er lykkens gang. I tilfældet med Axel Levin er tredje gang i hvert fald den bedste.
‘Til døden dem skiller’ er nummer tre i rækken af Levin-krimier, og Marco Goth Thorsen er i den grad kommet i mål. Forestillingen er både sjovere, skarpere og mere velspillet end de to foregående, og samtidig tør den skrue op for både musik, koreografi, referencer så selv Balling og Antonsen inddrages og ikke mindst en masse plot twists. Faktisk så meget, at man på et tidspunkt holder op med at prøve at regne ud, hvem der har gjort hvad. Der er simpelthen for mange drejninger. Ét plot twist? Ja eller 10.
Peter Beierholm har aldrig været bedre som Axel Levin. Han er efterhånden så hjemme i rollen, at det føles som at møde en gammel bekendt. Dog en bekendt af den slags, der har en lidt større risiko end alle andre for at ende midt i et mordmysterium, og som i den grad ikke forstår sine egne begrænsninger.
Denne gang får han et særdeles stærkt modspil fra Kristian Pedersen som journalisten Jens Bang. Og Pedersen er en stor gevinst for teatret. Det viste han allerede i Cabaret, og her cementerer han indtrykket. Han har både timing, nærvær og en tilstedeværelse, der gør, at man gerne vil have mere. Jens Bang er sendt på den vel nærmest utaknemmelige opgave at skrive Levins erindringer – en bog man faktisk gerne ville læse – men ligesom Barnaby er bedst med Jones ved siden side, så klæder det også Levin og Beierholm at få en makker.
Majken Stokbæk, Jeppe Adolph Jensen og Calum McQuhae danner et fantastisk og til tider noget chokerende trekløver. De spiller med på forestillingens leg med publikum, og når man tror, man har gennemskuet det hele, kommer næste drejning. Især Stokbæk skejer helt ud, mens Adolph Jensen og McQuhae viser sårbare og følsommer sider, der kræver lidt ekstra af en amatørskuespiller, men som de klarer uden problemer.
Håkon Tranberg som toastmasteren Ole er til gengæld så fantastisk irriterende, at man nærmest sidder og venter på, at han bliver myrdet. Det siger egentlig alt om, hvor godt han rammer rollen. Heldigvis får han lov til at kompensere for sin karakters irriterende personlighed med en sprød og lækker stemme.
Det samme gælder Nina Løyche Pedersen, der er eminent som forsanger i bryllupsbandet. At man aldrig har sat hende til at synge lige så meget som hun gør i denne forestilling er en gåde. Sammen med Tranberg fungerer hun virkelig godt musikalsk. I det hele taget er bryllupsbandet en fornøjelse og musik og sang hænger bedre sammen end det har gjort længe.
Det er faktisk en af de ting, teatret fortjener ros for. Der er taget et alvorligt og meget klædeligt nyk opad i castingen. Man har valgt skuespillere, der kan synge, og måske endnu vigtigere; man har ikke følt behov for at give alle en solo bare for at bevise, at de kan synge. Det giver en langt stærkere forestilling.
Ellen Bjerg Ørom er fantastisk som den noget blanke Lotte. Hun har en skøn stemme, men kæmper lidt med et af 80’ernes sværere hits ‘Elsk mig i nat’. Heldigvis er hendes performance og udstråling så blændende og det samlede musikalske niveau så højt, at man hurtigt tilgiver det.
Niels Lind Brunsborg er både dygtig og herligt usympatisk som den forfærdelige godsejer Eigil Rosefeldt. En karakter, man meget hurtigt får lyst til at sende direkte ind i kategorien “ham stoler jeg ikke på”.
Katrine Madsen har leveret en koreografi, der løfter forestillingen markant. Det er energisk, struktureret, opfindsomt og flere steder decideret overraskende. Her føles det, som om teatret har taget det til det niveau, man længe har haft potentialet til, og endelig besluttet sig for at gå efter det samtidig med, at kendere af Madsens koreografi kan se hendes små personlige aftryk i koreografierne – det klæder forestillingen.
Især koreografien til Blondies ‘One Way or Another’ er et højdepunkt. Den er vild, sjov og langt mere overraskende, end man lige forventer, og med Tranberg og Nina Løyche Pedersen på vokal bliver det et af forestillingens helt store musikalske øjeblikke.
Og det er måske netop det, der gør ‘Til døden dem skiller’ så vellykket. Den prøver ikke kun at være en krimi. Den vil også være musical, komedie, mordmysterium og underholdning, og denne gang lykkes det langt bedre at få det hele til at hænge sammen.
Marco Goth Thorsen er i den grad kommet i mål med en fantastisk tredje del af Levin-serien. ‘Til døden dem skiller’ er indtil videre den bedste Levin-krimi. Den har et stærkt ensemble, bedre musikalske kræfter, markant bedre koreografi og masser af humor og overraskelser.
På den måde kan anmeldelsen nemt opsummeres:
1 stjerne for det vanvittige plot
1 stjerne for det store løft i koreografien
1 stjerne for at sætte fokus på sangen, og hvem der er dygtige nok til at bære en solo
1 stjerne for makkerparret Levin og Bang
1 stjerne for den skarpe formidling
‘Til døden dem skiller’ spiller på Dronning Dorothea Teatret fra 24. oktober 2026.
Manuskript og instruktion: Marco Goth Thorsen
Koreograf: Katrine Madsen
Kapelmester: Frederik Studsgaard
Kor- og vokalcoach: Vicki Gemmer Schultz
Medvirkende: Peter Beierholm, Majken Stokbæk, Jeppe Adolph Jensen, Niels Lind Bruunsborg, Ellen Bjerg Ørom, Calum McQuhae, Håkon Tranberg, Kristian Pedersen, Nina Løyche Pedersen, Alex Pedersen, Maria Aarestrup, Natasja Paulsen
