Hippodromen på Nørregade danner rammerne for en meget skøn og hjertevarm aften med ”Tilløkke Otto – en hyldest til en baggårdspuma.
Otto Brandenburg gik desværre bort i 2007, og med et tabte Danmark én af dets mest charmerende rock´n´roll og popidoler. Med charme, glimt i øjet og en sprød sangstemme havde Otto Brandenburg, som debuterede i 1955 taget danskerne med storm.
Jesper Lohmann er kommet med den gode idé og manuskript, og ønsker med ”Tilløkke Otto” at skabe en hyldest til …Brandenburgs evne til at mestre alle genrer, hvor Brandenburg hver gang efterlod en autencitet og et umiskendeligt præg af ” Otto”.
Jesper Lohmann træder frem på scenen og fortæller, som var han Otto Brandenburg om sit liv, en detalje man lige skal fange, da man kan tage fejl og tro Jesper Lohmann fortæller om sit eget liv.
Hvis man forventer et tribute til Otto Brandenburg indeholdende en storskærm med billeder af Otte Brandenburg, der repræsenterer Ottos liv, så er Tilløkke Otto ikke en tribute.
I stedet er man ”inviteret med til en fest” hvor baggrunden er flot udsmykket med flerfarvet lametta, der er med til at skabe en meget festligt stemning.
”Tilløkke Otto” bliver dog en lidt lettere fortælling om Otto Brandenburgs liv krydret med næsten alle Otto Brandenburgs største hit og ørefangere som Buona Sera, To lys på et Bord, Sømand i knibe, Når en sailor går i land, Søren Banjomus og What do you want to make those eyes at me for – med flere skønt synget af Jesper Lohman.
Jesper Lohmann har en meget smuk stemme, og han kan i den grad synge, og hans stemme brager igennem, især når det gælder Otto Brandenburgs danske sange, som Jesper Lohmann leverer som en virkelig stor nydelse for publikum.
Uden tvivl har Jesper Lohmann publikum i sin hule hånd fra start til slut, og stort set alle blandt publikum stoledanser, synger, tramper eller klapper med i takt og med stor glæde mindes de en forgangen tid, og føler sig hjerteligt underholdt.
Med så stort et talent som Jesper Lohman har, hvor ville det dog være dejligt, hvis Jesper forblev Jesper og i stedet for at prøve at være Otto, kunne Jesper fortælle om Otto livs, og synge Ottos skønne sange, som var det hans egne – for han har uden tvivl stemmen til det.
Jesper Lohmann er desværre ikke den helt store fortæller i denne sammenhæng, og nogle gange gentages historier, der allerede er fortalt, men det kan være premierenerver.
Jesper Lohmans ”Big Band” bestående af Mathias Grove Madsen på klaver og keyboard, Regin Fuhlendorf på guitar, Andreas Hatholt på Bas og Kristian Karotki på trommer gør det vældig godt. Men de må godt give den mere gas, og virkelig vise hvor dygtige, de uden tvivl er.
Jesper Lohmann og musikerne er eminente til at skabe en stemning af swing, god musik. Og ” Tilløkke Otto” kan uden tvivl anbefales.
Den lidt ældre årgang blandt publikum, der havde en samtid med Otto Brandenburg er på en rejse i fortidens minder, en tid, der vækker ægte glæde og gode grin.
Den lidt yngre årgang vil nyde at høre nogle af Danmarks bedste sange udført af en rigtig dygtig entertainer.
Kulturtid.dk der denne gang tilhører den lidt yngre årgang følte sig i den grad underholdt, og nød Jesper Lohmanns smukke sangstemme og evne til at få salen til at svinge og kvitterer med 4 store hjertevarme stjerner.
Medvirkende: Jesper Lohmann
Ide og koncept: Jesper Lohmann
Manuskript: Jesper Lohmann
Instruktion: Susanne Breuning og Jesper Lohmann
Scenografi: Camilla Bjørnvad
Kapelmester: Mathias Grove Hansen
Musikere: Andreas Hatholt, Regin Fuhlendorf og Kristian Karotki
Københavnerpremiere: 19 februar 2020
Spilletid: 2 timer med pause