Er det en skæbne, der venter os alle? Spørger Folketeatret med denne samfundskritiske forestilling rettet mod plejesektoren. Det er teatertrioen Henrik Szklany, Martin Nyborg og Laura Rasmussen, der er kendt for flere lignende succeser, som står bag denne og det må de simpelthen love, at de ikke stopper med at lave lige foreløbig.
Forestillingen giver os et indblik i noget, vi alle sammen godt vidste og frygtede i forvejen – et underbemandet plejehjem med alt hvad det indebærer. Der er pres fra top til tå på Solsiden, da den arbejdsløse Nicky søger ufaglært arbejde og bliver ansat helt uden tøven, for der mangler varme hænder og gerne mange af dem.
Det er noget af et kulturchok for den unge Nicky, som kommer fra mekanikerverdenen og som nu skal på med handsken – plastikhandsken og vaske og tørre ældre mennesker steder han aldrig havde forestillet sig. Nicky bliver i starten et dejligt, friskt pust på det pressede plejehjem og formår også at skabe stærke relationer til flere af stedets beboere, særligt den nyankomne beboer Herta.
Men så er spørgsmålet bare, om Nicky kan blive ved med at være et friskt pust eller han også bliver sovset ind i en hverdag fyldt med forråelse og svigt.
Forestillingen skildrer råt både medarbejdernes arbejdsforhold og livet for de ældre på plejehjemmet Solsiden og hvordan disse uløseligt hænger sammen. Medarbejderne kan dårligt hænge sammen for både stresssymptomer og dårlig ledelse. Medarbejderne prøver at råbe op til en døv leder, som er fyldt med buzzowords taget direkte ud af mellemleder-grundbogen. Det går kun udover dem det absolut ikke må og skal gå udover – nemlig de ældre, der bliver overladt mere og mere til sig selv. Det hele er ved at gå i opløsning.
I første akt af forestillingen er stemningen let og vores hovedperson Nicky sætter gang i både plejehjem og teatersal, men efter pausen sker der en markant ændring i stemningen. Det er tydeligt og det er fantastisk godt skildret.
Man kunne have frygtet, hvordan man ville gribe så vigtigt og vedkommen et emne an, for kan dårlig velfærd være underholdning? Det kan det, hvis man både kan gøre det let og dybt rørende på samme tid og det må man i den grad sige, at de er lykkedes med her. Sjældent er noget lykkedes så godt. Der blev både grint højt og fældet stille tåre i den teatersal og det er mesterligt i sig selv at kunne ramme begge dele, da flere forestillinger godt kan oplevelses som noget mere enten eller. Enten let og humoristisk eller tungt og alvorligt. Det er enormt godt skrevet og sammensat, og ikke mindst spillet. Der er otte skuespillere på scenen – fire plejehjemsbeboere og fire personaler, og der er ikke én af dem, man ikke kan mærke. Deres relationer og historier er så relaterbare at det næsten er som at være fluen på væggen på et plejehjem et sted i det danske land.
Man kan så sandelig godt mærke, det ikke er første gang denne teatertrio har lavet samfundskritisk teater – fantastisk godt.
Alt ved denne forestilling ramte lige i – ”der skal da gøres noget-nerven” og ”nogle må da gøre noget-håbet”. Det er som sagt ikke noget, vi ikke vidste eksisterede, men en skæbne vi alle stadig frygter for os selv, vores nærmeste og alle andre. Med denne forestilling glemmer vi det i hvert fald ikke.
‘Truckervask til Ældrebyrden’ spiller på Folketeatret fra 18. april
Manuskript: Henrik Szklany
Instruktion: Martin Nyborg
Scenografi: Laura Rasmussen
Lysdesign: Lars Schou
Lyddesign: Rasmus O. Bunton
Medvirkende: Marcus Gad Johansen, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Petrine Agger, Amira Jasmina Jensen, Joen Højerslev, Lene Poulsen, Jela Natius Abildgaard
