Mozarts opera Tryllefløjten er en af de mest elskede. Den har det hele, den har eventyr, komik, alvor, kærlighed, had, lykke, lyst til selvmord, ærlighed og bedrag. Musikalsk spænder den fra Nattens Dronnings smukke og svære arie i den højeste diskant til Papagenos mere folkelige melodier. Fælles for hele musikken er, at den hænger i øregangene på den virkeligt gode måde, og alle kan synge med. Det er en genistreg al den stund, Mozart skrev sin opera eller sit syngespil, som det blev kaldt på grund af den talte dialog, helt tilbage i 1791. Musikken skal der derfor aldrig pilles ved, når forestillingen sættes op på ny. Til gengæld kan der ændres på scenografi, kostumer og digitale virkemidler.
Operaens chef John Fulljames har inviteret Barrie Kosky og Suzanne Andrade fra Teaterkompagniet ”1927” til København med deres produktion af Tryllefløjten, der allerede har betaget mange steder i verden. Her er man langt fra fuglebure til Papageno og storslået scenografi. Der er nærmest ingen scenografi. I stedet befinder vi os i et stumfilmunivers, og den ellers talte dialog kommer op på den stumfilm, der er lærredet for forestillingen med underlægningsmusik a la stumfilm af Mozart, idet Mozarts fantasier for klaver KV 475 i c-mol og KV 379 i d-mol er bearbejdet hertil. Papageno er iklædt gult jakkesæt og hat. Hans kostumer og hele udseende minder umiskendeligt om Buster Keaton, mens Paminas karakter med sorte og hvide kostumer og glat kort sorthåret pagefrisure er inspireret af Louise Brooks, (amerikansk danser og filmstjerne 1906-1985). Sangerne kommer ind og ud af filmen gennem døre, der svinger op, hvorefter de står på et lille trin. Det er en sjov effekt, at sangerne er en del af filmen og stiller krav til, at de spiller op til filmens handling og eksempelvis en lille sort kat, der følger Papageno. Paul Barrits videodesign illustrerer personernes drømme og mareridt og illustrerer de prøvelser, som prins Tamino og Papageno udsættes for, før de endelig kan hengive sig til kærligheden med henholdsvis Pamina og Papagena. Det er et fantasifuldt univers, hvor ugler har røde cancan dameben, og hvor Papageno i stedet for et glas vin får en gigantisk lyserød drink, der får ham til at se flyvende lyserøde elefanter, mens han drømmer om kærlighed til Papagena. Da det endelig lykkes for ham, fører filmen ham og hans udkårne til et hus, hvor børneflokken hastigt vokser. Det er et syret univers med mindelser til Monty Pytons Terry Gilliam.
Nattens Dronning – på premieredagen sunget fremragende af Rainelle Krause – er en edderkoppekvinde med lange fangarme, der fanger hendes datter Pamina i sit spind. Det er en mor, der ikke vil nogen det godt, og det illustreres på bedste vis.
Jacob Skov Andersen og Sofie Elkjær-Jensen var gode som det unge par Tamino og Pamina, der skal så meget ondt igennem, før de får hinanden, og Palle Knudsen var både sjov og sød som den enfoldige Papageno, der ikke kan holde mund, når han skal.
Hele castet var imponerende med Stephen Milling som Sarastro, Christian Damsgaard som Monostatos og første, anden og tredje dame sunget af Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson og Hanne Fischer. De tre damer sang fra balkonen, mens de blev personificeret af danserne Nadia Skriver Rosenby, Fenella Cook og Stine Rønne på scenen. De tre var elegante iført lange frakker i 1920-erstil. Tristan Spencer Ostertag-Shaw, Laurits Bang Liebst og Valdemar Jordansen havde de skønneste stemmer som første, anden og tredje dreng, der følger Pamina, Tamino og Papageno i deres prøvelsesfærd.
Operakor og kapel under ledelse af korsyngemester Steven Moore og dirigent Nikolaj Szeps-Znaider var på deres absolut bedste og vitale.
Hele foretagendet var friskt, og den anderledes tilgang til værket var interessant, selv om man i korte øjeblikke kunne savne den tredimensionelle følelse, der er i en traditionel opførelse.
Det var en dejlig forestilling. Så meget mere ærgerligt er det, at så få kommer til at opleve operaens satsning. I operasalen er der ca. 1.500 siddepladser, men i disse coronatider må teatret kun huse 500 personer, og dette tal er inklusive medvirkende og øvrigt personale. Således var der til premieren 147 mennesker til at afvikle forestillingen, og det samlede antal personer på tilskuerpladserne var 353. Det giver en følelse af en næsten tom sal, og den berusende stemning af premiere var heller ikke til stede. Det er synd for kunstnere, publikum og i øvrigt også for forretningen Det Kongelige Teater.
Der skal passes på os alle sammen i disse coronatider, men restriktionerne skal også give mening, og det er svært at se, at så stort et sted som operaen ikke skulle kunne huse mere end 30 % af dens kapacitet.
Der skal lyde et stort opråb til Danmarks kulturminister om at lægge vejen forbi operaen, så teatrets ledelse kan få lov til at sætte mange flere billetter i salg.
Tryllefløjten af Wolfgang Amadeus Mozart
Instruktør: Berrie Kosky og Suzanne Andrade
Dirigent: Nikolaj Szeps-Znaider alternerende med Ian Ryan
Libretto: Emanuel Schikaneder
Dramaturg: Ulrich Lenz
Scenografi og kostumer: Esther Bialas
Lysdesign: Diego Leetz
Videodesign: Paul Barrit
Forestillingen synges på dansk med danske overtekster
Medvirkende: Jacob Skov Andersen, Sofie Elkjær-Jensen, Palle Knudsen, Siri Kval Ødegård, Stephen Milling, Rainelle Krause, Christian Damsgaard, Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Jens Christian Tvilum, Morten Staugaard, Tristan Spencer Østertag-Shaw, Laurits Bang Liebst, Valdemar Storm Jordansen.
Dansere: Nadia Skriver Rosenby, Fenella Cook og Stine Rønne
Det Kongelige Kapel ved koncertmester Mikkel Futtrup
Det Kongelige Operakor ved korsyngemester Steven Moore
Varighed: 2 timer og 45 minutter inklusive en pause
Spilleperiode: 30. august 2020 til 1. juni 2021.
