Duften af popcorn møder én, når man træder ind i Gasværkets foyér og minder én om, at målgruppen for aftenens forestilling er unge mennesker. Det er deres eventyr/fantasy univers, vi er inviteret ind i til historien om den helt unge Clara, der udsættes for en kæmpekat, en uhyggelig fjende, en meget sej moster med en levende ugle og diverse prøvelser.
Gasværket er som skabt til historien, og Benjamin La Cours scenografi går ind og understreger det rå rum. Et gigantisk gråt, rundt ståltårn med trapper op og ned og flere etager danner rammen om Clara, hendes ven Oscar, hendes meget almindelige mor og hendes seje moster, Vildheksen Isa.
Lene Kaaberbøls roman, dramatiseret af Sune Svanekier og Thomas Høg handler om den usikre pige, der kommer på en dannelsesrejse og ender som en sej vildheks, der tror på sig selv. Der er girlpower for alle pengene. Thit Aaberg er Clara. Hun har en sødme i sin glæde for vennen Oscar og er virkelighedsnær i sin muthed overfor sin mor, der på sin side trods sin tilsyneladende almindelighed ved, hvad der er på spil for hendes datter.
Kaya Brüel med en rigtig ugle på armen brænder igennem som Vildheksen, der hjælper sin niece. Kaya Brüel er flot og synger utroligt, og hun bliver ikke for docerende, når hun forklarer, at andre mennesker former en, men at alle selv har et ansvar for deres eget liv. Jens Schyth Brøndum er kæmpekatten, der først kradser Clara til blods og siden bliver hendes vildven. Han springer rundt på trapper og har både smidighed, styrke og en dyrisk udstråling, så vi i publikum tror på, at han er en kat. Michel Tange van Leeuwen flyver, ruller i tov og hopper på stylter som den onde heks, der vil Clara til livs.
Clara skal gennem fire prøver for at bevise, at hun er en vildheks, og der er glimtende lyskæder, flammer, røg og en stemme fra oven. Det er som prøvelserne i Tryllefløjten – udsat for et ungt publikum. Det hele er meget farligt, men der afsløres nok ikke for meget ved at sige, at det hele ender godt. Det er jo et eventyr!
Forestillingen har både dans, sang, nycirkus og en god historie for de unge, men de voksne generationer kan sagtens være med. Tag dit barn eller barnebarn med og nyd historien om Clara.
Romanforlæg: Lene Kaaberbøl
Medvirkende: Kaya Brüel, Michiel Tange van Leeuwen, Thit Aaberg, Malike Sia Graff, Jens Schyth Brøndum, Laurids Skovgaard Andersen, Camille Schnack Tellefsen, Jens Andersen, Katja Holm, Adam Gregersen, Stina Strange Thue Tobiasen, Troels Graakjær og Uglen Ullu
Instruktion: Mads M. Nielsen
Scenografi og kostumedesign: Benjamin la Cour
Koreografi: René Vinther
Dramatisering og musik: Lasse Aagaard
Dramatisering og tekst: Sune Svanekier og Thomas Høg
Musikalsk arrangement: Niels Bye
Forestillingen varer 1 time og 25 minutter uden pause.