
Der er noget helt særligt ved en aften hos Wallmans – og med det nye show ‘KONFETTI’ i den nyrenoverede Cirkusbygning bliver det hurtigt klart, hvorfor så mange vender tilbage år efter år. Vi forstår det godt – vi gør det selv.
Showet leverer præcis det, man håber på: et varieret, tempofyldt og underholdende mix af musik, dans og imponerende artistiske indslag. Publikum var med hele vejen, og stemningen i salen var smittende. Nogle vil måske mene, at Wallmans følger en velkendt formel, og det er der noget om – men det er en formel, der virker. Samtidig bliver der år for år justeret og fornyet, så showet hverken føles forudsigeligt eller fortærsket. Tværtimod mærker man en oprigtig lyst til at udvikle konceptet. Og så gør gensynets glæde jo heller ikke noget.
Og ja – titlen ‘KONFETTI’ viste sig ikke kun i overført betydning. Ad flere omgange regnede det festligt ned fra loftet, og konfettien blev på den måde en del af det overordnede showgreb, der løftede stemningen og for alvor slog festtemaet fast.
Noget af det, der virkelig kendetegner Wallmans, er ensemblet. Her er det ikke bare performere på en scene – det er mennesker, der skaber kontakt og nærvær hele vejen rundt. Dmitriy, en af showets tilbagevendende cirkusartister, leverede endnu en gang en opvisning, der fik flere kæber til at ramme bordkanten. Hans indslag er ikke bare spektakulært – det er medrivende.
En særlig del af Wallmans-oplevelsen er, at de medvirkende også er en del af værtsskabet. De byder velkommen, serverer maden og sørger for, at man føler sig set og inkluderet. Det giver en afslappet og personlig stemning, som sjældent opleves i denne form for shows.
I år var Megan Moore erstattet af Jasmin Gabay som værtinde. Gabay har en mere elegant og rolig tilgang, og hun bragte en ny balance til aftenen – både som sanger og formidler. Med både karisma og vokalt overskud viste hun, at hun er mere end komfortabel i rollen. Det var samtidig en slags hjemkomst for hende, da hun for præcis 11 år siden selv stod på Wallmans-scenen som artist. Det er tydeligt, at hun har bevaret forbindelsen til universet – og nu træder hun ind i en ny rolle med overbevisning og autoritet.
Musikken var – som altid – velvalgt og veludført, med store hyldester til blandt andre Robbie Williams og Anne Linnet, der både fik gang i fødderne og ramte noget velkendt hos publikum. Det hele er nøje tilpasset, så showet bevarer sin rytme og energi gennem hele aftenen.
Også menuen fortjener ros. Uanset om man vælger den klassiske eller veganske udgave, er niveauet højt, og alt serveres med overskud og præcision. Den ikoniske blomkålssuppe er fortsat på menuen – og den skuffer aldrig.
‘KONFETTI’ er et helstøbt festfyrværkeri af en aften, hvor show, mad og atmosfære går op i en højere enhed. Der er kælet for detaljerne, og man mærker, at der ligger både erfaring og kærlighed bag.
Wallmans har igen skabt en aften, der rammer bredt, men aldrig mister sjæl eller nærvær. Vi gik hjem mætte, både på mad og oplevelser.





