Wow. Ganske enkelt wow. Dronning Dorothea Teatret i Kolding fascinerer og fremkalder wow-effekt et utal af gange i løbet af en aften samtidig med, at du er garanteret at køre derfra med lysten til at høre ’Queen’ for fuld skrald.
Tænker man tilbage på seneste sommerspil på Amfiscenen i Kolding, er det i den grad med blandede følelser. ’Vi maler byen rød’ var en noget tvivlsom opsætning, hvor folkene bag Dronning Dorothea Teatret på ingen måde fik lov at vise, hvad de egentlig er i stand til. Faktisk gik man derfra nogen slukøret og havde næsten ondt i maven over forestillingen.
Alle de følelser blev fra første tone blev slået an gjort til skamme og Dronning Dorothea Teatrets medvirkende fik i den grad vist, at coronapauser havde givet dem ekstra meget blod på tanden. Daniel Trelborg Hansen og Sjanne Baun Madsen udgør de to hovedroller Galileo Figaro og Scaramouche i en historie, som vel egentlig er lidt flad og intetsigende, men det synes egentlig irrelevant, når Trelborg og Baun synger røven ud af bukserne og i samarbejde med resten af holdet performer på et niveau, der er en rockkoncert værdig. Trelborg, der vel mest af alt ligner en fra Greenday, synger, så Freddie Mercury må sidde et sted og være meget imponeret, han er en kæmpe performer og når helt ud over scenekanten gang på gang, når han giver samtlige blandt publikum gåsehud. Første gang bliver med nummeret ’I want to break free’ også kører det ellers derud af derfra blandt andet sammen med Sjanne Baun Madsen.
Det er svært at sige, hvilket nummer, de to leverer bedst, men ’Who wants to live forever’ giver med Baun og Trelborgs stemmer garanti for både at blive imponeret og få gåsehud over hele kroppen.
Emma Skov er kvinden bag Killer Queen og sikke en Queen. Skov viser ikke kun en stort kunstnerisk og musikalsk talent som den hysteriske kvindelige leder – 50 % pixel 50 % menneske – hun beviser meget tydeligt også, at en sexet kvindekrop ikke kun er en størrelse XS. Selvfølgelig må en del af netop den oplevelse også tildeles de dygtige kostumefolk, men Skovs attitude, sexappeal og performance er i den grad også med til, at Killer Queen er sexet som bare pokker. Hun brager ind på scenen og markerer for alvor sin tilstedeværelse med nummeret ’Killer Queen’, men beviser også sin timing og forståelse for performance, når hun sætter Kashoggi på plads med ’Don’t stop med now’ og senere med ’Another one bites the dust’.
Rasmus Freimann Gattrup er perfekt kastet i rollen som den onde håndlanger Khashoggi. Hans dybe stemme er genial til blandt andet ’Seven Seas of Rhye’ men i den grad også til solostykket i ’Bohemian Rhapsody’. Han har en genial ondskabsfuld flirt med Killer Queen og er skøn i bedste Matrix-stil med frakke og solbriller.
Julie Stahl Hansen og Jacob Zinn spiller henholdsvis Meat Loaf og Britney Spears – de to ledere af oprørsgruppen. Oprørsgruppen er som taget ud af 90’er-serien ’The Tribe’ og er både syrede og flippede, mens de hylder kunstnere lige fra Madonna til Boy George. Stahl og Zinn er knivskarpe i deres samspil, de synger og rocker som var det en drøm og spiller parforholdets intimitet helt ud over scenekanten. De brillierer med ’I want it all’, hvor du i den grad sættes på prøve, hvis du er typen, der har det bedst med at sidde stille og lytte – det er ganske enkelt ikke muligt.
Hans Vincens er en skøn del af ensemblet blandt andet som oprøreren Pop. Han er klar med kække og upassende bemærkninger og bidrager til, at der også er noget at grine af. Samtidig leverer han ’These are the day of our lives’, så man helt glemmer bade tid og sted.
Generelt er det et fantastisk dygtigt ensemble, der står på scenen. Historien giver dem ikke meget at arbejde med, men det gør ikke noget, når de synger og danser, som de gør. Man har formået at udvælge folk, så de har lige præcis den rolle og opgave, der passer allerbedst til deres evner og kunnen, hvormed de alle sammen spiller hinanden stærkere.
’We will rock you’ er en hyldest til ’Queen’ og en sand gevinst og fest for alle os, der elsker deres musik. Tag ikke ind og se det for at få en god historie, tag ind og se det fordi samtlige medvirkende spiller røven ud af bukserne og danser som var det en leg i en scenografi, der er helt genial til formålet og en koreografi og kostumer, der binder det hele sammen. Du forlader Amfiscenen i Kolding med lysten til at høre endnu mere Queen og med fare for, at synge ’Bohemian Rhapsody’, ’Crazy little thing called love’, ’Who wants to live forever’ eller et af de 31 andre numre de næste mange mange dage.
’We Will Rock You’ spiller på Amfiscenen i Kolding fra 28. juli til 19. august 2022.’
Musical af Queen og Ben Elton
Instruktør: Allan Grønlykke Glue
Produktionsleder: Louise Pontoppidan
Kapelmester: Michael Kristensen
Koreograf: Rikke Lillevang
Scenograf: Natascha Arenze Ulrich
Medvirkende: Daniel Trelborg Hansen, Sjanne Baun Madsen, Emma Skov, Rasmus Freimann Gattrup, Julie Stahl Madsen, Jacob Zinn, Hans Vincens, Diana Bramsen, Laura Fast, Ida Bødker Krogh, Louise Korsholm m.fl.