The Woman in Black er noget så sjældent som en gotisk teatergyser for to herrer og ét spøgelse! Mere skal ikke afsløres om handlingen her.
Det er That Theatre Company, der har genopsat spøgelseshistorien af Susan Hill og Stephen Malatratt efter at have opført den tilbage i 2013. Barry Mckenna har instrueret Ian Burns, Benjamin Stender og spøgelset Christina Hildebrandt.
Der er ganske få rekvisitter på den lille black box scene i Krudttønden. Der er nogle overdækkede giner med forskelligt tøj, når de ikke er overdækket af gråt klæde. Der er en stol, og så er der en stor gammel kiste på hjul. Især kisten bliver brugt i mange sammenhænge. At en dragkiste sammen med en lænestol kan illudere en cykel eller en gig er utroligt og viser skuespillernes format. Dertil kommer, at lydeffekterne hjælper med illusionen, og lydeffekter er der mange af.
Det hele foregår i et yderst intimt rum, og på første række er publikum kun en meter fra skuespillerne. Det kræver en del af de medvirkende – der er ingen mulighed for at gemme sig eller at holde os på afstand.
En af Ian Burns første bemærkninger er ”I am not an actor” – en ganske selvudslettende og ironisk bemærkning for så god en skuespiller, der end ydermere skal favne hele 7 roller i denne historie. Han gør det med lune og man mærker hans mangeårige erfaring gennem hver replik.
Benjamin Stender er sublim som den unge mand, der udsættes for hjemsøgelser af en kvinde, der ikkeblev behandlet godt af livet. Danske Benjamin Stenders engelsk er så godt, at man skulle tro, han var indfødt.
Første del af forestillingen var en anelse stillestående, og selv om den sorte dame til tider åbenbarede sig, var der ikke optræk til den store uhygge. Det ændrede sig dog i den grad i anden afdeling, hvor der blev blusset op for den store uhygge, og en stor gruppe skolebørn i den grad levede med. Der blev skreget igennem.
Tag til Krudttønden og få et godt gys i denne Halloween tid.
Woman in Black
Manuskript: Susan Hill og Stephen Mallatratt
Instruktør: Barry McKenna
Medvirkende: Ian Burns, Benjamin Stender og Christina Hildebrandt
På Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø
Spilleperiode: 24. oktober til 24. november, mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17