Forførelsen er uimodståelig, når årets største musical-klassiker CHESS skaber magi med berusende toner og fascinerende scenografi.

Den temperamentsfulde amerikanske verdensmester i skak, Frederick Trumper, er i Merano for at forsvare sin titel mod den russiske skakmester Anatoly Sergievsky. Men det er ikke kun titlen som verdens bedste skakspiller, der kæmpes om. Et storpolitisk nervespil mellem koldkrigstidens stormagter ruller sig ud i kulisserne og på skakbrættet. Samtidig forelsker Fredericks sekundant Florence Vassy sig i Anatoly, og trekantsdramaet bliver yderligere kompliceret, da Anatolys kone Svetlana melder sin ankomst.

Teaterproducent og kapelmester Mikkel Rønnows moderne opsætning af CHESS leverer spænding fra første til sidste sekund. Det visuelle udtryk er i sig selv stærkt og spektakulært på alle fronter, hvilket sætter barren højt for orkestret såvel som de medvirkende at leve op til. Men med sværmen af lækre arrangementer og talentfulde sangere, musikere og lydteknikere har musikken aldrig lydt bedre i Tivolis Koncertsal.

Hele vejen igennem byder Florence (Xenia Lach-Nielsen), der i øvrigt er godt på vej mod tronen som Danmarks nye musical-dronning, Anatoly (Stig Rossen), Freddy (Bjarne Langhoff) og de øvrige biroller på en fængende elegant musikalsk oplevelse. Om tonerne leveres en- to-, tre- eller endnu-flerstemmigt klinger det mesterligt, mens overgangene mellem sangene er smukt arrangeret – i alle 140 minutter.

Et godt stykke hen ad vejen lykkes forestillingen også med den danske oversættelse, hvis kanter med fordel kan slibes af for at fuldende den eminente produktion. I sin helhed rammer holdet bag CHESS anno 2018 bulls eye igen og igen uden at blinke. Med variation, ambition og kunstnerisk kreativitet har Rønnow ganske enkelt mestret forførelsens kunst i musical-genren.

CHESS spiller i Tivolis Koncertsal frem til 17. februar 2018, på Musikhuset Aarhus fra 20. februar til 4. marts, på Odeon i Odense fra 6. til 10. marts, på Vejle Musikteater fra 13. til 17. marts og på Musikteatret Hostebro fra 21. til 24. marts.

Iscenesættelse: Mark Clements
Kapelmester: Mikkel Rønnow
Scenografi og kostume: Peter McKintosh
Medvirkende: Stig Rossen, Xenia Lach-Nielsen, Bjarne Langhoff, Pernille Petersson, Kristian Vetter, Jakob Zethner, Martin Loft og et stort ensemble.