Højt at flyve – dybt at falde. Økonomisk og socialt deroute interesserer bredt og viser i den grad, at ingen skal tage for givet, at velstand og succes varer ved.
The Art of Falling på teatret ved sorte hest er netop sådan et drama. Baseret på dokumentarfilmen Grey Gardens fra 1975 om Edie og Edie Beale, der faldt fra stor rigdom og social status til fattigdom og forfald, har svenske Sara Stridsberg begået det lille teaterstykke. Det er ikke første gang, historien om mor og datters fald fra de økonomiske tinder er dramatiseret. Allerede i 2009 blev spillefilmen Grey Gardens produceret for TV med Jessica Lange og Drew Barrimore i hovedrollerne som mor og datter.
I Danmark kom i 2011 TV-dokumentaren The good life om en dansk mor og datter, der havde levet i sus og dus i Portugal. Også her står den ældre datter pludselig på socialkontoret i Danmark og ved ikke hverken ud eller ind og med meget lidt forståelse for, at hun ikke bare sådan kan få pension i et land, hvor hun aldrig har bidraget.
Forestillingen på Teatret sorte hest handler om mor og datter Edie og Edie Beale og deres mildest talt dysfunktionelle relation. De bor sammen i det 28 værelser store hus i East Hampton, New York. De to har imidlertid ingen økonomiske midler og bruger derfor kun moderens soveværelse. De andre rum befolkes af fugle og vaskebjørne. Mor og datter lever i deres egen lille drømmeverden og skændes ivrigt, mens de drømmer sig tilbage til, hvad der har været. De er begge musikalske, og når de har det bedst, synger de sammen. Så er der te for to for alle pengene. Datteren lille Edie har færdedes i de bedste society kredse sammen med sin kusine Jackie Kennedy. Edie lægger ikke skjul på, at hun var smukkere og mere omsværmet end sin kusine, (der jo dog scorede en præsident). Selv fortæller hun, at både Joe Kennedy og Paul Getty friede til hende. Hendes mor spørger kynisk, hvorfor hun ikke giftede sig med en af dem.
Scenen er sat i moderens soveværelse. Der er rodet og nusset med et køleskab i hjørnet, og tomme dåser fra dåsemad flyder. De to senge skubbes enten tæt sammen eller fra hinanden – alt efter Edie og Edies humør. Moderen spilles af Sue Hansen-Styles, leder af Why Not Theatre Company. Hun er forrygende, når hun skifter mellem at være munter, kynisk, kærlig eller decideret ond og sårende over for datteren. Hun er ligeglad med, om hun har BH på. Der er jo ingen, der ser mig, siger hun. Det kan hun have ret i. Datteren spillet af Sira Stampe er skøn. Hun prøver at give igen over for sin håbløse mor, men kommer som regel til kort over for de snertende og manipulerende kommentarer. Hun er bitter over, at hendes skæbne er blevet at skulle tage sig af sin mor under så kummerlige forhold, mens hendes to brødre, som hendes mor elsker langt højere end hende, har klaret frisag.
Endelig medvirker Kevin Kiernan-Molly i diverse roller som blandt andet Jackie Kennedy, datterens tidligere elsker med flere. Han gør det godt, men i virkeligheden havde man ikke behøvet ham i forestillingen. En fortælling om de forskellige personer, han portrætterer, havde været nok.
Det er herligt med sådan en lille perle af et stykke, og da stykket spilles på engelsk, burde det også lokke turister til. Teatret ved Sorte Hest tiltrækker folk, der ikke er bange for at satse på kvalitet. Hele stedet emmer da også af god smag fra det øjeblik, man træder ind i det lille teaters foyer, hvor man på fremlagte plancher kan læse om virkelighedens Edie og Edie.
Rhea Leman har lavet scenografi og har instrueret skildringen om en mor og datter, der hverken kan holde hinanden, men på ingen måde kan undvære hinanden.
Begge dele har hun gjort fremragende.
Spiller på Teatret ved Sorte hest til den 12. maj og foregår på engelsk.
Instruktør og scenograf: Rhea Leman
Dramatiker, forfatter: Sara Stridsberg
Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Kevin Kiernan-Molly og Sira Stampe
