Den danske revykultur er i den grad enestående og er et eksempel på danskernes måde at tackle humor såvel som satire og aktuelle situationer på. Genren er 170 år gammel og en stor del af den danske kultur – alligevel er den ikke på dagsordenen, når det kommer til de aktuelle hjælpepakker, der i øjeblikket skal komme dansk erhvervsliv såvel som kulturliv til undsætning.
Netop på denne baggrund har Revy Danmark i dag udsendt en pressemeddelelse, der skal gøre opmærksom på problemstillingen om hvorvidt, revyerne er dækket af hjælpepakken ”Kompensation for udskudte eller aflyste arrangementer”, hvilket for en kommerciel branche som den, revyerne er en del af, kan være katastrofalt.
I pressemeddelelsen fra Revy Danmark fremgår det, at: ”Aftaler med såvel skuespillere og andre leverandører sker mere end et år før spilleperioden, ellers er det jo umuligt at sælge billetterne, som er i salg et år før spilleperioden. Revyerne var således allerede før 11. marts 2020 langt forbi det punkt, hvor de kan nå at stoppe en revy. Hvilket betyder, at såfremt der er forbud mod at spille, så har revyerne en markant stor del af omkostningerne alligevel.
De danske revyer er kommercielle virksomheder, som derfor skal leve af de indtægter som et trofast publikum gennem mange år har betalt. De færreste virksomheder kan klare at skulle køre med fuld produktion et helt år uden at få nogen indtægt. Revybranchen kan i hvert tilfælde ikke.”
En løsning kræver, at der tænkes ud af boksen. Skal revyerne have kompensation til at spille, vil en kompensation indebære, at man er nødt til at begrænse publikum i antal, hvormed revyernes økonomi endnu engang kan risikere at blive sat over styr? De danske revyer er en kulturskat, som danskerne ikke har råd til at miste, og som i situationer, som blandt andet den, vi står i nu, netop kan være med til at give danskerne et smil på læben såvel som et mere lyst syn på tilværelsen og ikke mindst en mere let tilgang til de problemstillinger, danskerne stilles over for.
Ifølge formand for Revy Danmark og direktør for Odense Sommerrevy, Lars Arvad, er de 21 danske revyer noget helt unikt: ”Revyerne betaler selv gildet samtidig med at de leverer noget godt til den danske kultur. Revyerne giver et spejl af hverdagen og er ventilerende i forhold til både det folkelige og det satiriske. Vi vender årets gang og alt det, der kan være svært at få sagt. Samtidig er det historisk og helt enestående dansk. I denne tid leder mine tanker sig faktisk netop hen på Liva Weels ”Man binder os på mund og hånd”, som jo pludselig er mere aktuel end den længe har været.”
Revy Danmark ønsker derfor, at der lægges op til en løsning, som tilgodeser revybranchen såvel som den øvrige kultur generelt.
”Som situationen ser ud lige nu, er det mildest talt kaotisk for hele branchen, som i den grad mangler afklaring på såvel må/må ikke og hvis ikke, så om hjælpepakken ”Kompensation for udskudte eller aflyste arrangementer” bliver tilpasset!”
Til Kulturtid uddyber Lars Arvad, at han egentlig er af den overbevisning, at man gerne vil hjælpe: ”Jeg tror egentlig, at man har ville holde hånden under os, men vi falder uden for og derfor skal vi ind og være en del af ”Hjælpepakken for udskudte og aflyste arrangementer”, derfor begynder vi at råbe højt – også selvom det er H.M. Dronningens fødselsdag, men hver dag tæller, jeg kan slet ikke overskue det, hvis der er revyer, der må lukke.”
I øjeblikket har Revy Danmark henvendt sig til flere ordførere samt såvel finans- som kulturminister, men afventer stadig at høre yderligere, hvilket ifølge Lars Arvad stresser branchen og lammer den yderligere: ”Vi står lige med skægget i postkassen, som situationen er nu”.
Kulturtid følger løbende udviklingen og er af den overbevisning, at en redning af den danske kultur bør prioriteres. Vi håber derfor på, at revyerne består og glæder os til, at komme tilbage på tilskuerrækkerne.