Gregory Deans ballet fra 2019 om en af Danmarks mest ikoniske forfattere, Karen Blixen, havde repremiere i lørdags og havde skiftet lokation til Operaens store scene, hvor bagvæggens videodesign kom fint til sin ret. Man fulgte årstidernes skiften på Rungstedlund, man så havet, da Blixen rejste til Afrika og en afrikansk maske. Sidstnævnte var vist en nyskabelse, for i balletten fra 2019 dansede kikuyuerne som silhuetter bag en rød skærm. Det har man forladt – man kan kun gætte på hvorfor – måske selvcensur efter problemer med og opgivelsen af John Neumeiers ´Othello`. Den scene fungerede ellers godt. Gregory Dean har ellers holdt fast i skelettet med tre akter og hele 18 scener, hvor store dele af Blixens liv rulles frem i dans. Det er barndommen på Rungstedlund med faderens selvmord som skelsættende begivenhed efterfulgt af forlovelsen med Bror Blixen og afrejsen til Afrika. I anden akt skildres Blixens liv i Kenya, hvor hun efter giftermål med Bror bliver indlemmet i selskabslivet med de britiske kolonister. Ægteskabet med Bror var fyldt med bekymringer for Blixen. Han var konstant utro, og han havde ikke styr på økonomien på farmen, så kreditorerne bankede til stadighed på døren. Dødsstødet kom, da Bror smittede sin kone med syfilis, hvilket blev enden på deres ægteskab. Det blev også mødet med engelske Denys Finch Hatton, der blev Blixens store kærlighed. En anden vigtig person i Blixens liv i Kenya var hendes hushovmester Farah. Gregory Dean har i genopsætningen gerne villet gøre Farah til et mere helt menneske – og ikke ”bare” en tjener hos Karen Blixen. Han er både hushovmester, ven og på den måde mere ligeværdig med sin arbejdsgiver.
Det er altid en god ide at arbejde med sit værk og ikke bare blindt kopiere, hvad man en gang har skabt. At have et kritisk blik på den engelske kolonitid er bestemt sundt. At skildre Farah fra Somaliland som et mere helt menneske er interessant og vigtigt. Imidlertid forekommer det alligevel mærkeligt, at han blev danset af Alexander Stæger. På en lidt omvendt måde modsiger det måske intentionen, for Sebastian Pico Haynes dansede Denys Finch Hatton på premiereaftenen. Haynes er en vidunderlig og smuk danser, og han var inderlig i forelskelsen i Caroline Baldwins Blixen. Imidlertid er han ikke en bleg englænder, som Finch Hatton var. Det er oplagt, at Gregory Dean har haft en pointe med at caste, som han har gjort. Imidlertid forekommer det en anelse søgt, når resten af balletten fremstiller Blixens liv mere en til en.
Caroline Baldwin var en dejlig Blixen, og hun favnede følelsesregistret fra helt ung pige, forsmået hustru, forelsket kvinde og dødssyg diva. Hun gav Jón Axel Franssons djævel modspil, og han var tilpas farlig.
Benjamin Buza dansede Blixens far Wilhelm, og hans pas de deux med Karen som barn (Merle Zacher), er rørende.
Der er mange store optrin for mange dansere, og især en natklubscene med charlestonrytmer med Marcin Kupinski i elegant kjole og hvidt fungerer godt. Der er sjove øjeblikke, når Maria Bernholdt tegner et komisk portræt af Blixens husbestyrerinde Clara Svendsen, ligesom kreditorernes indtog på farmen på trods af den endelige fallit har et skær af morskab over sig. Også ballettens karakterdansere fylder i denne opsætning. Anne Marie Vessel Schlüter er altid god, og som stramtandet familiemedlem illuderer hun godt. Peter Bo Bendixen og Mette Bødtcher klædte hinanden som lensgreveparret Frijs, og Holly Dorger var veldansende som deres datter og Blixens hjerteveninde.
Værket er ikke så frisk som ved premieren i 2019, hvor Dean havde skabt partiet som Blixen til Kizzy Matiakis, men der er stadig dejlig meget dans og vidunderlig musik af Claude Debussy. Alison Smith var aftenens pianist, og hun leverede aftenens mest imponerende præstation.
Blixen på Operaens store scene
Koreografi: Gregory Dean
Musik: Claude Debussy
Orkestreret og arrangeret af: Martin Yates
Scenografi og kostumer: Jon Morrell
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt
Dirigent: Robert Houssart
Medvirkende: Caroline Baldwin, Jón Axel Fransson, Benjamin Buza, Ji Min Hong, Merle zacher, Cara Jarltoft, Natalie Lindegaard, William Riise, Eukene Sagues, Silvia Selvini, Tobias Praetorius, Mattia Santini, Anne Marie Vessel Schlüter, Christina Michanek, James Clark, Emma McKenzie, Jonathan Chemelensky, MacLean Hopper, Peter Bo Bendixen, Mette Bødtcher, Holly Dorger, Birgitta Lawrence, Tara Schaufuss, Ditte Baltzer, Filippe Moraes, Sebastian Pico Haynes, Marcin Kupinski, Alexander Stæger, Carling Talcott-Steenstra, Eliabe D´Abadia, Guilherme de Menezes, Maria Bernholdt og Corps de ballet.
Det Kongelige Kapel
Pianist: Alison Smith
Spilleperiode: 24. september til 3 november 2022
