Gamle Scenes Akropolistæppe var lyst op, så det var blodrødt, så stemningen var sat, allerede før tæppet gik for Eukene Sagues´ ballet over Federico García Lorcas kærlighedstragedie ´Blodbryllup´, Det Kongelige Teaters helt store balletsatsning denne sæson. Astrid Øye har stået for manuskript og dramaturgi, og det er der kommet en let forståelig historie ud af. Det er en bedrift, for indimellem kan det svært at følge med i handlingsballetter. Dramaet centrerer sig om moderen, hendes søn brudgommen, faderen, bruden, ekskæresten Leonardo og dennes hustru og foregår dels i brudgommens hjem og dels ude i den farlige skov.
Brudgom og brud skal giftes. Dette forstyrres af Leonardo, der har været kæreste med bruden. De har hver især ikke glemt dette, hvilket skaber kaos. Bruden forlader sin egen bryllupsfest, moderen er forfærdet, faderen drikker sig fuld, og Leonardos hustru, der står med et lille barn, er både fortvivlet og rasende.
Handlingen udspiller sig i Spanien, og det afspejles tydeligt i Palle Steen Christensens scenografi og i Louis Kynds kostumer. Scenografien er bygget op med kæmpe-reb, der hænger fra loftet og kan via en skinne skubbes i forskellige formationer. De kan afskærme ind til bryllupsfesten i første afdeling, og i anden afdeling ude i den mystiske skov hænger de hulter til bulter fra loftet. Begge dele giver en god effekt.
Manuskriptet følger ikke slavisk Lorcas skuespil fra 1935, der var skrevet til hans egen teatertrup i en betændt tid i Spanien. Året efter blev Lorca myrdet. Astrid Øyes manuskript har forstærket kvinderollerne. De fremstår arketypisk, hvor de hver især begrænses af samfundets og familiens restriktioner.
Man har været heldig at få den spanske flamencosangerinde Roció Bazán med i forestillingen. Hun synger både på scenen og fra orkestergraven. Hun fortolker Manuel de Falla, Federico Garcia Lorca og Elena Abads musik blændende. Der er en desperation i hendes sang, så selv om de fleste ikke forstår ordene, er vi med. Alt dette understøtter Eukene Sagues´ koreografi, der er en sublim blanding af klassisk ballet og spansk dans. Hun forstår at formidle sit budskab og sin historie. Sagues har valgt at skifte Lorcas farlige knive til herrerne ud med lange træ-stokke. Det er et flot koreografisk greb at bruge stokke både i deciderede kampscener og ved optræden ved brylluppet. Stokke larmer både rent visuelt og fysisk som de fallossymboler, de er. Ballettens herrer havde taget dem til sig og udviste en imponerende (og nødvendig) præcision.
Månen indgår som et vigtigt element i historien. Månen forbinder de tre kvinderoller – moderen, hustruen og bruden. Den repræsenterer den sanselige del af mennesket. Den blev på premiereaftenen danset af Alexander Stæger med tildækket hvid isse og iført en lang hvid kjole, der foldede sig ud fra en trapez. Han udstrålede både kølighed og sensualitet overfor de personer, han interagerede med. Stæger er en fantastisk danser, og hans erfaring fra hans tid i teatrets alternative kompagni Corpus fornægter sig ikke. Han favner i den grad både det klassiske og moderne.
Astrid Elbo dansede den symbolske moderskikkelse, der strammes ind i sort og som forsøger at holde sammen på familiestrukturen ved at holde sin svigerdatter til ilden ved brylluppet og ikke kun kigge i retning af sin tidligere elsker, ligesom hun opildner sin søn til at steppe op over for sin brud. Stephanie Chen Gundorph er bruden, der er splittet mellem sine følelser og lidenskab for Leonardo og sin pligt til at blive på dydens smalle sti. Det sidste kan være svært, når Leonardo danses af Ryan Tomash, der udstråler både farlighed og sex – hold nu op. Ryan Tomash rummer det hele. Han er et regulært og voldeligt svin over for sin hustru, han elsker bruden til ekstremer, indtil han bruger sin fysiske overmagt og voldtager hende. Endelig er han dyster i kampen mod brudgommen Guilherme de Menezes ude i skoven, hvor lyset er holdt i blodrøde farver.
Eukene Sagues er god til at skabe billeder, når bryllupsgæsterne gestikulerer med armene ved middagen, og man kan se den sidste nadver og katastrofen nærme sig. Hun kender sine spanske rødder, men er efter sine syv år i Den Kongelige Ballet inde i Bournonvilles repertoire. Bournonville satte altid en rammehistorie, der foregik hjemme ude og hjemme igen. Den ramme benytter Sagues sig også af, men hvor Bournonville med en enkelt undtagelse (med Sylfiden, som han havde taget med hjem fra Paris), lod sine balletter ende lykkeligt, ender Sagues og Lorcas historie på ingen måde rart i den hjemlige arne. Godt nok kommer bruden hjem, men med sig slæber hun ligene af sin tidligere elsker og sin ægtemand.
Den spanske sang gør sig godt, hvorimod dansernes talte dialog på engelsk fungerer mindre godt. Det er umuligt at høre, hvad danserne siger, og det bliver hverken fugl eller fisk. Det er dog en lille indvending overfor en helstøbt balletaften.
Det er lykkeligt, at nu afgåede balletmester Nikolaj Hübbe betroede Eukene Sagues denne store opgave, og dejligt at han selv oplevede forestillingen på premiereaftenen. Han er heldigvis ikke helt skrevet ud af ballethistorien. Han har set rigtigt, og man kan bare håbe, at den nytiltrådte balletchef Amy Watson giver Eukene Sagues flere koreografiske opgaver i de kommende sæsoner.
,
Blodbryllup
Medvirkende: Alexander Stæger, Astrid Elbo, Stephanie Chen Gundorph, Joscelyn Dolson, Ryan Tomash, Guilherme de Menezes, Mads Blangstrup, Emilie Palsgaard-Jensen og Vitor de Menezes
Corps de ballet
Koreografi og iscenesættelse: Eukene SaguesManuskript og dramaturgi: AstridØyeMusik: ElenaAbad, FedericoGarciaLorca, ManueldeFallaMusikarrangement: Elena Abad, Mariano Abad CorralScenografi: Palle Steen ChristensenKostumedesign: Louis KyndLysdesign: Súni Joensen
Varighed: 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 9. til 22. november 2024
