I ´Dance Ballerina Dance´ tager Chris Minh Doky, hans musikere og 11 dansere hul på julen med en jazzet forestilling med hele 28 croonede musiknumre. Minh Doky er både kapelmester, idémand og manuskriptforfatter. Han indkapsler den begyndende julestemning hos unge mennesker i New York. Her flyver amorinerne i træningssale og på natklubber.
De 11 dansere kommer overvejende fra ballettens verden, men heldigvis er der castet en enkelt danser fra hiphoppens verden – nemlig Suad Demirovic, der er en fantastisk danser. Han har kant og giver sine balletkolleger kamp til dansestregen. Det giver en god vibe, at ikke alle dansere har samme træningsmæssige udgangspunkt. Balletdanserne er dels hentet fra Den Kongelige Ballet, New York City Ballet og American Ballet Theatre.
På Falkonerteatrets scene er musikerne opstillet i scenens højre side og til venstre er der i flere scener opstillet en elegant bar, der snildt kan holde til, at danserne springer op og ned ad den. Det er især smækre, rødhårede amerikanske Graceanne Pierce, der giver den på baren og lader sig dumpe ned i armene på fire herrer. Hun har former og sexappeal og giver mindelser til Marilyn Monroe, og mange må oplagt have tabt kæben ved synet af hende.
Selvfølgelig er julemanden eller Santa med i en juleforestilling, og hos Chris Minh Doky og co. er han af en noget anden statur end vi er vant til at se ham. Der er ikke et stort hvidt skæg eller en kæmpe rød kåbe over en gigantisk vom. I stedet er det Alban Lendorf, der er Santa. Han er til lejligheden udstyret med gråt overskæg a la Hercule Poirot, har en stor tot gråt i frisuren, elegant jakkesæt og hat. Alban Lendorf er i topform som Santa, der nok vil de unge mennesker det godt, men som bliver sur, hvis det ikke lykkes i første omgang. Han er herligt selvoptaget i rollen. Alban Lendorf er oplagt til partiet, tilbage i topform, og han har en charme, der ikke er til at stå for. Han flirter med sine medspillere og ikke mindst sit publikum, og så har han endda overskud til i en scene at overtage klaveret i nogle takter.
Forestillingen fortæller om den unge fokuserede ballerina, der ikke opdager sin beundrer den generte trompetist. Historien er papirtynd, men den er også kun en undskyldning for dejlig musik og ditto dans. Solodanser Holly Dorger fra Den Kongelige Ballet og Ask La Cour, der i mange år har været solodanser i New York City Ballet var parret, der havde svært ved at finde hinanden i kærligheden. Holly Dorger er kær og sofistikeret på en og samme tid, og Ask La Cour fik overbevisende vist sin mandlige usikkerhed.
I øvrige partier dansede en perlerække af dansere fra Kongens Nytorv. På herresiden Jón Axel Fransson, Viktoria Falck-Schmidt, Marcin Kupinski, Esther Lee Wilkinson, Maria Bernholdt og Mads Blangstrup. De gav alle en sprudlende opvisning i skøndans. Damerne var i mange scener i høje hæle og selskabskjoler, hvilket kun bidrog til længden af deres ben. Herrerne var i elegante jakkesæt, og det kan virkelig noget.
Gregory Dean har skabt koreografien og har helt sikkert været inspireret af Twyla Tharps ´Come Fly Away´, og det er naturligvis bevidst. Femke Mølbach Slot har stået for en stram instruktion, så hun har givet sine tidligere kollegaer fra Kongens Nytorv noget at arbejde med. Hun har fået en del sjov ud af flere scener, hvor et par af herrerne har fået en tår over tørsten.
Chris Minh Doky og orkester leverer musik, der går lige i øregangene og sjovt med julefortolkninger af `My heart belongs to Daddy´, der for Minh Doky bliver til Santa. Sjov er også en fortolkning af ´Lille Per i Sneen´ udsat for jazz.
´Dance Ballerina Dance´ holder, hvad den lover. Den giver publikum dans og musik, så det er til at forstå for alle samtidig med, at det er kvalitet. Der tales aldrig ned til publikum, og det er en kunst.
Hvis man vil have blød nougat for øjne og ører og en forestilling, der introducerer julen, men ikke overdoserer den, skal man unde sig selv at se ´Dance Ballerina Dance´.
Medvirkende: Alban Lendorf, Holly Dorger, Ask La Cour, Graceanne Pierce, Viktoria Falck-Schmidt, Marcin Kupinski, Jon Axel Fransson, Mads Blangstrup, Esther Lee Wilkinson, Suad Demirovic og Maria Bernholdt
Kreativt hold:
Idé og manuskript: Chris Minh Doky
Koreograf: Gregory Dean
Instruktør: Femke Mølbach Slot
Scenograf og design: Nadia Nabil Korsbæk
Kapelmester: Chris Minh Doky
Producent: Christian Krage – Live Nation
Thomas Langkjær – Lion Musicals
Varighed: 1 time og 45 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 23. til 30. november på Frederiksberg – derefter turné rundt i landet.