Dans2Go er et af Det Kongelige Teaters sympatiske tiltag, hvor man til en enhedspris på 285 kr. på alle pladser i teatret kan opleve hele fire værker i en forestilling. Det er en herlig måde at snuse til, hvad dans kan – og i særdeleshed, hvad den kongelige ballet kan.

Mellem de forskellige indslag glider et stort lærred ned, og dansere og koreografer fortæller om de enkelte værker. Det foregår ret pædagogisk, men bliver heldigvis ikke nedladende, hvad man ellers kunne frygte.

Der blev gået både klassisk og moderne til værks med de fire indslag. Helt klassisk var det med et uddrag fra Marius Petipas Svanesøen med Pjotr Tjajkovskijs udødelige musik. Det var pas de deuxen mellem Prinsen og den forføriske sorte svane Odile, der forsøger at lokke den stakkels prins til at erklære sig sin kærlighed. Sker det, er den hvide svane Odette dømt til aldrig at blive til den prinsesse, hun i virkeligheden er.

Astrid Elbo var den sorte, forføreriske svane. Hendes lange linjer klæder partiet, og Ryan Tomash var den perfekte prins. Han er smuk og besidder en fantastisk teknik. De to dansere er et godt match, og alle kan glæde sig til det nye år, hvor balletten får repremiere i sin helhed ude på operaens store scene.

Aftenens første værk ´Belles-lettres´ fra 2014 var af amerikanske Justin Peck, der er tidligere danser og nu huskoreograf ved New York City Ballet. Til musik af César Franck smukt spillet på scenen af 6 musikere udspillede den abstrakte ballet sig. Den er dog ikke mere abstrakt end at der er fire par og en enlig herre. Så er der allerede noget på spil. Alexander Bozinoff var den enlige herre, og han havde en lidt androgyn fremtoning i trikot og med spytkrølle. De resterende par havde deres indbyrdes skærmydsler, og der blev byttet lidt rundt i konstellationerne undervejs. Det var smukt, romantisk, abstrakt og dramatisk. Koreografien var sine steder sjov, når danserne i kæder lavede en gang ”kluddermor” – på den elegante måde.

Det var et dejligt klassisk værk, og når musikerne og danserne er så tæt på hinanden, sker der noget magisk.

Koreografduoen ESTHER & THOMAS aka Esther Lee Wilkinson, tidligere leder af Corpus og danser ved Den Kongelige Ballet og scenekunstner og arkitekt Thomas Radil stod bag intet mindre end en verdenspremiere på deres nye værk ´HEARTCORE´ for seks dansere. Også her var værket abstrakt, og koreograferne beskrev selv værket som refleksioner og tilstande. Man kan også sige, det er en fantasi om appelsiner. Der blev brugt en kraftig blæser under et stort stykke stof, og under det fødtes et væsen. Det var Lukas Hartvig-Møller, der var på gæstevisit fra Dansk Danseteater, og han er en af de mest spændende dansere i Danmark lige nu. Det er ligegyldigt, om han danser på Ofelia Plads til sommerdans, om han agerer kvinde i ´De syv Dødssynder´ sammen med Oh Land på Operaen eller når han som her får gestaltet et forhold til og med appelsiner. Lyder det syret – det er det også en lille smule. Det er interessant og moderne, og så er det ovenikøbet sjovt, hvilket ikke altid er givet i et moderne værk. Forhåbentlig bliver ESTHER & THOMAS inviteret til at lave flere værker til den kongelige ballet.

Aftenens sidste værk var endnu en verdenspremiere – nemlig Eukene Sagues´ værk ´Silent Birds`. Her holdt morskaben op, for det var en historie blandt nomader, hvor et forældrepar mister deres barn. Deres relation tager – naturligt nok – voldsom skade, og moderen – stærkt danset af Camilla Ruelykke Holst skubber sin ven (måske barnefaderen) væk. Den tragiske historie er nem at følge med i, men det skal ikke afsløres her, om der er lys for enden af tunnelen. Eukene Sagues er korpsdanser i balletten, og hendes koreografi er en af Den Kongelige Ballets udviklingsprojekt ”Koreorama”, der har til formål at udvikle nye talenter. Det var et spændende, men dystert værk.

Det er en god ide at udvikle koreograftalenter indenfor egne rækker, og det var oplagt at præsentere værket ved denne sæsons Dans2Go.

Dans2Go

Belles-lettres

Koreografi og iscenesættelse: Justin Peck

Musik: César Franck

Kostumer: Nadia Nabil

Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Musikere: Inge Andersen, Therese Andersen, Karin Dalsgaard, Leif Jensen, Johans Korsfeldt, Thomas Rischel

Dansere: Caroline Baldwin, Holly Dorger, Ji Min Hong, Silvia Selvini, Gregory Dean, Jonathan Chmelensky, Mathieu Rouaux, Guillherme de Menezes og Alexander Bozinoff

Heartcore

Koreografi, koncept og iscenesættelse: ESTHER & THOMAS

Kostumedesign: ESTHER & THOMAS

Lysdesign: Thomas Bek Jensen og Thomas Radil

Dramaturg: Sosha Teperowska

Svanesø pas de deux

Koreografi: Marius Petipa

Musik: Pjotr Tjajkovskij

Kostumer: Mia Steensgaard

Medvirkende: Astrid Elbo og Ryan Tomash

Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Iscenesættelse: Florence Clerc og Nikolaj Hübbe

The Silence of birds

Koreografi & koncept: Eukene Sagues

Kostumer: Eukene Sagues og Louis Kynd

Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Lyd-design: Mikkel Peter Larsen

Dramaturg: Astrid Øye

Iscenesættelse: Eukene Sagues med assistance fra Christina Michanek

Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause