Det er helt eventyrligt for københavnerne, at solodanser Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth diverterer med den ene fantastiske danseoplevelse efter den anden i hovedstaden – denne gang på Østre Gasværk. Senest har Batsheva Ensemble fra Israel besøgt hovedstaden med værket ´Decadance´, der havde premiere i Tel Aviv i 2000. Koreografen er israelske Ohad Naharin, der fra 1990 til 2018 var leder af Batsheva Dance Company i Israel. The Batsheva Ensemble er det unge kompagni i kompagniet, og unge og energiske er de, så man mister pusten på den rigtig gode måde.
´Decadance´ består af uddrag fra koreografier, som Naharin har skabt til moderkompagniet, men værket udvikler sig fra sæson til sæson, idet de eksisterende koreografier nyfortolkes, og der tilføjes nye. De tyve dansere var fit, veltrænede og yndefulde. De kunne indgå i ethvert dansekompagni være sig moderne som klassisk. De er trænede i det trinsprog, som Ohad Naharin selv har udviklet – nemlig GAGA – (og nej det har ikke noget med en kendt sangerinde at gøre). Faktisk har der under dette års ´København Danser´ været en seance i GAGA, hvor alle kunne prøve denne træningsform.
´Decadance´ er et både fysisk, tænksomt og meget humoristisk værk. Publikum lærer ikke kun dansernes fysik at kende. De bliver også præsenteret for dansernes personligheder, når de hver især fortæller om, hvad der har drevet dem til at blive professionelle dansere. Der har været meget på spil. Flere af danserne har været ramt af ulykker og operationer, men har på trods eller på grund af trænet ihærdigt og utrætteligt til de har nået et eminent niveau. En af danserne fortæller, at hun indtil for nylig ikke har fået anerkendelse fra sin mor – en tidligere primaballerina fra Bolshoi. For nylig havde hendes mor set en af hendes forestillinger – og havde kunnet lide den. Det får en lille tåre frem i øjenkrogen. En anden danser kæmper med had til sin krop. Et had man ikke udefra kan forstå med en dansekrop, der ser helt perfekt ud. Forhåbentlig har det at sige det højt hjulpet hende.
Sjovt er det, når en af danserne udstyret med en mikrofon får alle i publikum til at stå op. Efter forskellige parametre som vores transportform til teatret, om vi har set en forestilling med Batsheva før med videre, får vi alle lov at sætte os igen. Der skal personlighed og karisma til for, at det ikke bare bliver tåkrummende.
Værket bød på et langt uddrag fra Naharins kongeniale værk ´Minus 16´ fra 1999. Det er et værk, der bare bliver ved med at give. Der bydes på musik fra alle ender af det musikalske spektrum. Det går fra Dean Martin til Mambo, fra tekno til traditionel israelsk musik med meget mere. Værket har været danset af mange dansekompagnier, og selv om koreografien ligger fast, fremstår det uendeligt forskelligt alt efter, hvem der danser. Den kongelige ballet i København havde deres egen måde at fortolke det på, og det var herligt. En helt anden oplevelse fik man, når Alvin Aileys dansere opførte værket i Tivolis Koncertsal. (Der var ikke et sæde tørt efter at have oplevet det). Nu var det så de unge dansere fra Batsheva Ensemble. De gav værket en ung energi og en medrivende charme, der sidder i en længe efter tæppefald.
De tyve dansere sidder på stole i en halvcirkel iført stramme sorte jakkesæt og hat. De danser unisont med undtagelse af én danser, der springer op på sin stol den ene gang efter den anden, og en anden danser kaster sig uafladeligt på gulvet. I en anden sekvens løber danserne ud til publikum, og en flok heldige bliver inviteret op til dans på scenen. Det er et skønt syn, og værket er så godt skruet sammen, at ingen af de indbudte bliver gjort til grin, som det ellers tit er tilfældet, når publikum intetanende lige pludselig befinder sig midt i rampelyset.
Det er grundlæggende en humoristisk og medrivende koreografi, som man hver gang glæder sig til at gense.
Det er at gentage sig selv, men for pokker et fantastisk initiativ, ´København Danser´ er. Skønt er det også, at Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth (med TinTin-krøller og forskelligfarvede strømper) introducerer deres gæster, før forestillingen går i gang.
Lørdag og søndag går det løs på ny med ´Les Etoiles´ fra Paris.
Tak igen.
`Decadance´ præsenteret af ´København Danser´ og del af CphStage 2023
Medvirkende fra The Batsheva Ensemble sæson 2022-2023: Gili Yaniv Amodai, Adi Blumenreich, Maya Botzer Simhon, Emil Brukman, Holden Cole, Lounes Landri, Bo Matthews, Mermoz Melchior, Roni Milatin, Kylie Miller, Dor Nahum, Sofiia Pikalova, Adi Schwarz, Ido Toledano, Naomi Turnpo, Annika Verplancke.
Aspiranter: Mika Goren, Niv Kabiri, Ori Mbazbaz, Leann Reizer.
Nye koreografier af uddrag fra:
Seder (2007), Sadeh21 (2011), Yag (1996), Anaphase (1993), Naharin’s Virus (2001), Kyr (1990), Max (2007), Zachacha (1998)
Lysdesign: Avi Yona Bueno (Bambi) Kostumedesign: Rakefet Levi Kostumefitting: Eri Nakamura
Soundtrack design og redigering: Maxim Waratt Tekst: Maxim Waratt Tekst om forestillingen: Shira Vitaly
Teknisk Chef: Yuval Glickman
Lys: Nir Gavrielli
Lyd: Ran Yeshurun
Sceneteknik: Saul Itzhak
Musik: “Issa Nore” by Maxim Waratt, “Train” by Goldfrapp, “Pictures” by Ohad Fishof & Maxim Waratt, “Stones Start Spinning” by David Darling, “Verlaine: Part I: Un midi moins dix” by John Zorn, “Al Ghariba” by Khader Shama, “Riacho” by Guem, “Hava Nagila” by Dick Dale and the Del-Tones, “Echad Mi Yodea” by The Tractor’s Revenge & Maxim Waratt, “Somewhere over the Rainbow” by Harold Arlen, “Sway” by Luis Demetrio, “Na Tum Jano Na Hum” by Rajesh Roshan Ibrahim Ashq, “Do” by Micha Acher, Markus Acher, Guido Hieronymus, “You’re Welcome” by Brian Wilson, Van Dyke Parks
Verdenspremiere: Suzanne Dellal Center, Tel-Aviv, 2000
Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause
Spillede i Østre Gasværk
