Balletmester Nikolaj Hübbe har til lejligheden indbudt sine ”balletbrødre” Peter Bo Bendixen og Alexander Kølpin til at gestalte antiheltene Don Quixote og Sancho Panza. Det er et godt valg. De var forud på point allerede inden de kom på scenen, fordi de begge er populære skikkelser hos os i publikum, der husker tilbage til deres dansekarriere på teatret. Peter Bo Bendixen var iført et ridderkostume, der gav mindelser til tinmanden i ´Troldmanden fra Oz´ med en lille omvendt tragt af metal ovenpå hovedet. Eller også var det en sølvpapirhat, for Don Quixotes tanker kan en gang imellem være en anelse forstyrrede. Alexander Kølpin var blevet udstyret med en kæmpemave, der hang udover bukserne og så en forpjusket rød paryk. Peter Bo Bendixen var fjern, og det var oplagt, at hans Don Quixote ikke så verden, som hans omgivelser gjorde. Det, der redder figuren fra ikke bare at være irriterende, er hans renhjertede natur. Han vil dybest set bare alle det gode. Kølpin er urkomisk som Sancho Panza, der virkelig ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Kølpin viser hele sin sceneerfaring, og man griber ham ikke en eneste gang i at falde ud af rollen, selv når han befinder sig bagest på scenen. Inviter gerne de to herrer igen.
Holly Dorger og Jonathan Chmelensky dansede de to store hovedpartier som det forelskede par Kitri og Basil. De er virkelig nemme at se på. De ser begge fantastiske ud, de passer godt sammen, og så er de så sikre i deres teknik, at det gnistrer. Han understøtter sin partner og får hende til at stråle. Jonathan Chmelensky er en af den kongelige ballets allerbedste dansere, og hans elegante skikkelse understreger det. Holly Dorger har udover sin teknik en sødme, som ikke mange har.
Der er dejlig meget dans i forestillingen, og heldigvis er det ikke kun hovedparret, der får lov til at brillere. Der er toreadorer, polkadamer, soldater og dryader. Andet akt byder på flot dans af sigøjnerdanserinden, Carling Talcott-Steenstra og Tobias Praetorius som sigøjnerkongen – et parti han bogstaveligt må være sprunget ind i, for hans medvirken fremgik ikke af programmet. Det gjorde bestemt ikke noget for os i publikum.
I andet akts drømmesekvens dansede Wilma Giglio Dryadedronningen, og Eukene Sagues var Amor. Det var en forstyrret drøm, han havde Don Quixote, men heldigvis blev han reddet af sin tro væbner, der får ham vækket.
Forestillingen bygger op til det store klimaks i tredje akt med den berømte grand pas de deux mellem Kitri og Basil. Den var i den grad værd at vente på, og stemningen var på kogepunktet, da Chmelensky og Holly Dorger dansede op til hinanden og publikum.
Annemarie Woods´ kostumer er i første akt holdt i sort, og der kunne man godt have brugt lidt mere farvepalet. Der er dog en undtagelse, for den uheldige frier Gamache er iført et bolsjelyserødt outfit og en pudderparyk. Han blev gestaltet af Alexander Stæger, der heldigvis er tilbage i kompagniets rækker efter i en årrække at have danset i Corpus. Stæger er sjov og så komisk, så man næsten får ondt af ham. I de næste akter er der skruet op for farverne med smukke tutuer til dryader og til pudseløjerlige gæster i sidste akt.
Det er en umådelig flot forestilling, så det er bare med at skynde sig. Forestillingen spiller til 4. juni og er (ærgerligt nok) ikke på repertoiret i næste sæson.
Don Quixote på Det Kongelige Teaters gamle scene
Medvirkende: Peter Bo Bendixen, Alexander Kølpin, Holly Dorger, Jonathan Chmelensky, Astrid Elbo, Vitor de Menezes, Elenora Morris, Guilherme de Menezes, Alexander Stæger, Marcin Kupinski, Caroline Baldwin, Morten Eggert, Carling Talcott-Steenstra, Tobias Praetorius, Wilma Giglio, Eukene Sagues, Mette Bødtcher, Mads Blangstrup med mange flere.
Koreografi: Marius Petipa
Koreografi: Mikhail Baryshnikov
Koreografi: Nikolaj Hübbe
Musik: Ludwig Minkus
Scenografi: Steffen Aarfing
Kostumer: Annemarie Woods
Lysdesign: Lee Curran
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Dirigent: Matthew Rowe
Det Kongelige Kapel
Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. 2 pauser
Spilleperiode: 7. maj til 4. juni 2022
