August Bournonvilles ´Et Folkesagn´ fra 1854 har ikke været danset på Det Kongelige Teater siden 2014, så det er bestemt tid til et gensyn. Det er Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds opdaterede udgave af værket fra 2011, der danser over scenen. Makkerparret Hübbe og Englund har bevaret det oprindelige ideindhold fra 1854, men har indarbejdet nye nuancer og indfaldsvinkler til den gamle historie om forbyttede børn, trolde og kærlighed, og det er der kommet både dybde og sjov ud af.
Frøken Birthe, arving til Højgården, huserer og tyranniserer sine omgivelser, mens Hilda mildt og sødt henslæber tiden i troldehøjen i skoven. De to damer er forbyttede som spæde. Frøken Birthe er i virkeligheden et troldebarn, mens Hilda er den egentlige arving til Højgården. Endelig er der junker Ove, en indadvendt ung mand, der ikke kan forlige sig med sin temperamentsfulde forlovede frøken Birthe. Hun bliver i sin afmagt mere og mere arrig og kaster sin interesse i retning af Hr. Mogens, der på sin side er mest interesseret i ussel mammon. Banen er således kridtet af til intriger og forviklinger, men da det nu er Bournonville, kan man som publikum læne sig tilbage og vente på den lykkelige slutning, hvor Hilda og junker Ove kan fejre bryllup til tonerne af Niels W. Gades vidunderlige brudevals.
På premieredagen blev frøken Birthe danset af Holly Dorger iført stram sort frakke og korte støvler, og hold nu op hvor ser hun godt ud. Hun er fræk, dominerende og misforstået, denne Birthe. Ingen forstår, hvad der foregår i hendes sprælske krop. Hvordan kunne de også – disse borgerlige mennesker, der ikke har indset, at de har en stækket trold i deres midte? Holly Dorger favner Birthe. Hun har en fremragende teknik, og hun er sjov, når hendes iltre temperament løber af med hende. Hun mestrer de hundesvære trin, hvor hendes krop spasmer af det raseri, hun ikke kan tøjle. Samtidig har Dorger en sødme og charme, så man ikke kan lade være med at holde af hende. Der er indrømmet også mere sjov ved frøken Birthes karakter end den engleagtige Hilda, der kommer valsende ind fra højre og charmerer alle.
Caroline Baldwin dansede Hilda til premieren, og nok er Hilda mild, men hun er også snu. For i troldehøjen hærger troldene anført af troldkvinden Muri, der pønser på at få Hilda gift med sønnen Diderik. Da Hilda ikke er fan af den ide, slår hun sig sammen med den lille trold Viderik. De sørger for at hælde godt med sprit på gæsterne til et troldeselskab og får held til at stikke af. Ude af troldenes kløer møder Hilda junker Ove, der er danset til vanvid af elverpiger med hul i ryggen. Hildas kærlighed til junkeren får ham bragt tilbage til livet, og de kan forenes. Til gengæld står en lille forelsket trold tilbage med fletningerne i postkassen. Han indser, at det ikke kan blive ham og Hilda, og giver parret sin velsignelse. Det er historiens mest rørende øjeblik, hvor Viderik giver slip på sin elskede. Man føler med den lille trold, danset og ageret af Tobias Praetorius. Hans forstand ved, at det er sådan, det skal være, men hans hjerte er ikke med i beslutningen. Tobias Praetorius er skæg, og han kommer sig ret hurtigt over skuffelsen, da der er stor fornøjelse i at drive gæk med de blå gendarmer, der vil fange junker Ove – danset af Sebastian Haynes, der er vendt tilbage til kompagniet.
Andreas Kaas er junker Ove, og han tilfører rollen både poesi, vanvid og ikke mindst kærlighed til sin Hilda. Han har aldrig været bedre. Hilda er hans sjælefrænde, og hun bringer ham harmoni. Caroline Baldwin og Andreas Kaas klæder hinanden, og det er rørende, når de helt i hvidt danser brudevals til Niels W. Gades vidunderlige toner.
Der er sjove optrin, og troldenes depraverede selskab med dværge, kæmper og andre freaks er ubetaleligt, og de mange ballettroldebørn ser ud til at have en fest. Oliver Starpov er skøn som troldkvinden Muri i en imposant lilla frakke, og Mads Blangstrup er festlig som den grove trold Diderik, der ikke forstår, at Hildas afvisning af ham er alvorligt ment.
Tredje aktens pas de sept er hos Hübbe og Englund udført af en omrejsende dansetrup, og den er veloplagt og veludført, og de dybrøde kostumer er smukke. Frøken Birthe er draget til truppens livsstil, og ved bryllupsfesten springer hun ind i deres nummer.
Scenografien af Mia Stensgaard er vidunderlig, fantasifuld, grotesk og farlig. Troldehøjens vægge skævvrides, så uhyggen breder sig, og gennem hulens loft strømmer dagslyset ind, og filigrandekorationerne, der pryder både i menneske- og troldeverdenen, er florlette og smukke. De klæder operaens store scene.
Det er en forestilling, hvor scenografi, lys, video og et velspillende kapel har en stor andel i det færdige resultat. Alle er veldansende og veloplagte efter endnu en irriterende nedlukning af kulturlivet.
Et Folkesagn på Operaens store scene
Koreografi: August Bournonville
Koreografi og iscenesættelse: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund
Musik: J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade
Scenografi og kostumedesign: Mia Stensgaard
Lysdesign: Mikki Kunttu
Videodesign: Martin Reinwald og Sebastian Troels Eskildsen
Dramaturgi: Ole Nørlyng
Dirigent: Tim Murray
Medvirkende: Caroline Baldwin, Holly Dorger, Andreas Kaas, Oliver Starpov, Tobias Praetorius, Mads Blangstrup, Mette Bødtcher, Sebastian Haynes, Christina Michanek, Eukene Sagues, Morten Eggert, Viktoria Falck-Schmidt, Emma McKenzie, Emilie Palsgaard-Jensen, Carling Talcott-Steenstra, Wilma Giglio, Ditte Baltzer, Stephanie Chen Gundorph, Gregory Dean, Alexander Bozinoff, Mattia Santini samt bønder, riddere, elverpiger, brudepiger, trolde og troldebørn.
Spilleperiode: 22. januar til 17. marts 2022
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. 2 pauser
