En aften på Det Kongelige Teaters gamle scene på Kongens Nytorv med tre værker af Jerome Robbins kan ikke gå helt galt, og det gjorde det bestemt heller ikke. Jerome Robbins nåede i sin karriere som koreograf at skabe mere end 60 værker, der bevæger sig fra Broadway-agtig og humoristisk stil til lyriske og minimalistiske balletter.
Aftenen indledtes med ´Fancy Free´ med musik komponeret til værket af Leonard Bernstein fra 1944 – et banebrydende værk, der senere blev til musicalen ´On the Town´, som i 1949 blev filmatiseret med blandt andet Gene Kelly og Frank Sinatra.
´Fancy Free´ fortæller den muntre historie om tre unge sømænd på orlov, og de er ude på skæg og ballade. Kvindeligt selskab søger de naturligvis også, og to damer gør deres entre, hvilket skaber noget af en konkurrencesituation for de tre venner.
Scenen var sat i en bar med stærke mindelser til Edward Hoppers ´Nighthawks´ fra 1942. Bag baren stod Morten Eggert. Han var sjov i sin attitude overfor de tre kåde herrer, der når øllen gik ind, blev mere og mere opspændte.
Første dame gjorde sin entre i gul nederdel og sort cardigan og høje sorte sko og ikke mindst havde hun en rød taske. Det antændte i den grad det mandlige selskab. Anden dame var Silvia Selvini i smart lilla kjole med pink ærmer. De tre sømænd i traditionelt matrostøj var på premiereaftenen Tobias Praetorius, Jón Axel Fransson og Sebastian Pico Haynes. Der var en sjov dynamik mellem de tre, hvis soli var vidt forskellige. Tobias Praetorius imponerede med kæmpespring i split for at lande på gulvet i spagat eller i kolbøtter. Jón Axel Fransson var sjov i valsetrin og i undren over, at hans to venner hele tiden fik narret ham til at tage barregningen. Sebastian Pico Haynes var sexet i en sensuel danzon, hvor vi i publikum fik lejlighed til at fokusere på hans veldrejede popo. Det er tre skønne herrer, og oplagt var det, at damerne nød opmærksomheden.
Værket er ikonisk og morsomt og må i sin samtid have været opmuntrende i beskrivelsen af den krigssituation, som amerikanerne befandt sig i.
Aftenens sidste værk ´De fire årstider´ fra 1979 med musik fra tre af Giuseppe Verdis operaer er et muntert abstrakt værk med stemninger fra de skiftende årstider. Vinteren blev beskrevet ved en flok meget frysende damer omringet af tvillingerne Guilherme og Vitor de Menezes. Det var en sjov effekt med to nærmest identiske mænd, der pustede den kolde vind på frossenpindene. Sjove var også de personificerede årstider. Det var Morten Eggert, Mette Bødtcher, Christina Michanek og Mads Blangstrup – alle i overdådige udstyrsstykker af nogle farverige kostumer. Samuel Zaldivar var en herlig og farlig faun. Værket bød på dejlige pas de deuxer med blandt andre Ryan Tomash i topform.
Aftenens højdepunkt var Robbins´ geniale værk ´Glass Pieces´ med musik af Philip Glass. Det er ikke kun musikken, der er minimalistisk. Scenografien af Jerome Robbins og Ronald Bates består af en bagvæg af små fliser og lyse gardiner i siden – man befinder sig næsten i et gigantisk badeværelse. Hele kompagniet var på scenen forekom det. De var i enkle trikoter og overdele i klare farver og myldrer i diagonaler, der passede til musikkens repetitive struktur og gav mindelser til mylderet på Grand Central Station, som Robbins havde i tankerne. I denne menneskemængde dukkede på skift 3 solistpar op – Isabella Walsh, Joseph Aumeer,/ Carling Talcott-Steenstra, Alexander Stæger og Joscelyn Dolson, Filippe Moraes, der alle var veldansende. Den stærkeste solo blev dog danset af et fjerde par Ji Min Hong i et stålgråt skinnende heltrikot med Gregory Dean i et tilsvarende kostume i vinrødt. De var sikre og smukke i alle strukturelle positurer. Det så enkelt ud, men det var det helt sikkert ikke.
Aftenen var i den grad amerikansk og en hyldest til en stor afdød kunstner, og det er oplagt for Nikolaj Hübbe at trække på sit amerikanske netværk og hente kræfter til København fra New York City Ballet. Senere på sæsonen er der repremiere på ´Juveler´, hvor George Balanchines koreografi er på scenen.
Så er vi i USA igen.
Giant Steps på Det Kongelige Teaters gamle scene
´Fancy Free´
Koreografi: Jerome Robbins Musik: Leonard Bernstein Scenografi: Oliver Smith Kostumedesign: Kermit Love Lysdesign: Ronald Bates, genskabt af Jennifer Tipton Iscenesættelse: Robert La Fosse, assisteret af Tim Matiakis
Medvirkende: Tobias Praetorius, Jón Axel Fransson, Sebastian Pico Haynes, Lena-Maria Gruber, Silvia Selvini, Joscelyn Dolson og Morten Eggert.
Glass Pieces Koreografi: Jerome Robbins Musik: Philip Glass Scenografi: Jerome Robbins og Ronald Bates Kostumedesign: Ben Benson Lysdesign: Jennifer Tipton Iscenesættelse: Amar Ramasar, assisteret af Petrusjka Broholm
De fire årstider Koreografi: Jerome Robbins Musik. Giuseppe Verdi Scenografi og kostumedesign: Richard Hudson Lysdesign: Jennifer Tipton Iscenesættelse: Maria Calegari og Bart Cook, assisteret af Rose Gad og Ask la Cour
Medvirkende: Isabella Walsh, Joseph Aumeer, Carling Talcott-Steenstra, Alexander Stæger, Joscelyn Dolson, Filippe Moraes, Ji Min Hong, Gregory Dean og Corps de ballet.
´De fire årstider´
Koreografi: Jerome Robbins
Musik: Giuseppe Verdi
Scenografi og kostumer: Richard Hudson
Lysdesign: Jennifer Tipton
Iscenesættelse: Maria Calegari, Bart Cook assisteret af Rose Gad og Ask la Cour
Dirigent: Per Kristian Skalpstad
Det Kongelige Kapel
Medvirkende: Schonan Greve, Morten Eggert, Camilla Ruelykke Holst, Guilerme de Menezes, Vitor de Menezes, Mette Bødtcher, Emma Riis-Kofoed, Alexander Bozinoff, Christina Michaned, Stephanie Chen Gundorph, Filippe Moraes, Mads Blangstrup, Wilma Giglio, Ryan Tomash, Samuel Zaldivar og Corps de ballet.
Varighed: 2 timer og 25 minutter inkl. 2 pauser
Spilleperiode: 4. til 23. marts 2023