´Giant Steps´ inviterer denne sæson publikum Verden rundt, når USA, Finland og Danmark er repræsenteret på scenen. Der er nyt og gammelt mellem hinanden med tre forskellige bud på dans i topklasse. Balletten har med Balanchine, Jorma Elo og Harald Lander en blandet palet af koreografi at arbejde med.
Aftenen indledtes med George Balanchines neoklassiske ballet ´Serenade´ fra 1934 for hele 20 damer og 6 herrer. Balanchine har fastholdt, at balletten ikke har nogen handling, men hans statement clasher med et andet af hans – nemlig at der er en historie, når en mand og en kvinde er på samme scene. Alle kvinderne er iklædt lange lyseblå kjoler og scenen har blå baggrund. I åbningssekvensen står alle damer med højre hånd løftet over hovedet, hvorefter hånden bøjes med et knæk. Fødderne er samlet, indtil de flyttes til første position. Koreografien skærer ind til benet og smelter ganske sammen med Tjajkovskijs fantastiske musik.
Stephanie Chen Gundorph, Tara Schaufuss og Wilma Giglio dansede solopartierne. De gjorde det smukt, men især Stephanie Chen Gundorph er yndefuld og har en sødme, når hun slipper håret løs og kaster sig på gulvet, og hendes møde med Sebastian Haynes var forunderligt.
Sibelius’ 4. symfoni af Jorma Elo er finsk med finsk på. Musikken er af Jean Sibelius, Finlands mest kendte komponist, koreografien er af finske Jorma Elo, der har baseret sit værk løseligt på romanen ´Syv brødre´ fra 1870 af den finske forfatter Aleksis Kivi. Det var aftenens helt nye værk for 10 herrer og én kvinde. Det var mørkt, dystert og spændende. Jorma Elo har udover koreografien også designet scenografi og kostumer. Herrernes kostumer var brune med guldstriber hen over brystet, og den enlige kvinde var iført sort kort tutu med lys kontrast over brystet. Bagest på scenen var et kæmpe videooplyst øje, der scene for scene skiftede farve. Elos trinsprog er stramt, hurtigt og kraftfuldt og har elementer fra både klassisk og moderne ballet, når ikke der løbes eller slås vejrmøller. Handlingen er ikke helt gennemskuelig, men det er til at se, at de syv herrer – eller syv brødre hører sammen, og at de tre resterende er udefrakommende. Kvinden forstyrrer flere af de herrer, og der er bestemt noget på spil mellem hende (Wilma Giglio) og Jonathan Chemelensky, som var i topform. Alle herrerne dansede forrygende. De var maskuline på den rigtig gode måde. Det var et skønt værk, og det giver altid noget, når der skabes direkte til danserne.
Harald Landers ´Etudes´ fra 1948 behøver ikke nærmere præsentation hos det danske publikum. Værket er kendt og elsket for sin stringente gennemgang af ballet fra første plié ved barren til den fejende flotte finale, når danserne stormer i spring i to lyskegler, der mødes i et kryds midt på scenen. Lander giver nedslag i den daglige træning, hofballetten, Sylfiden og endelig et klassisk russisk bravur-afslutningsnummer. Det er et værk, der i den grad kræver præcision, og alle skal udstråle danseglæde, og den var der masser af hos de 42 dansere, der fyldte scenerummet.
Koreografien til ´Etudes´ er hundesvær. Den kræver styrke, præcision og hurtighed. Den er samtidig enkel, og alt kan ses, hvis det ikke er helt på plads. Dertil kommer, at lyssætningen er afslørende, når de kvindelige dansere står ved barren og lyset fokuserer på deres ben. Hvis det ikke foregår i takt, kan det være lige meget. Der er dans for korpset, og der er solopræstationer.
Ballerinaen blev danset af Emma Riis-Kofoed, der på nær et enkelt kiks, var tindrende flot og veldansende. Jón Axel Fransson og Alban Lendorf dansede partierne som de to soloherrer. Jón Axel Fransson gjorde en flot figur, men også han fejlede en enkelt gang. Det skal dog være dem begge tilgivet. Alban Lendorf har i denne sæson haft en mindre rolle i ´The Dante Project´ som Vergil. Som Vergil skulle Lendorf stort set kun gå, så hvorvidt han stadig for alvor kunne danse, var ikke oplagt. I ´Etudes´ dansede han den ene soloherre. Og jo, Alban Lendorf kan i den grad stadig danse – eller danse igen efter flere år wmed alvorlige skader. Han lavede ikke en eneste fejl. Han var både sikker og selvsikker, og publikum elskede det, og den applaus, der blev ham til del, sagde det hele.
Det var en flot og spændende aften, Balletmester Nikolaj Hübbe havde sammensat, og stemningen var i top hos premierepublikummet, hvor en meget begejstret Prinsesse Benedikte indtog kongelogen.
Giant Steps
Serenade
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Iscenesættelse: Stacy Caddell assisteret af Rose Gad
Kostumedesign: Karinska
Lysdesign: Ronald Bates
Sibelius’ 4. symfoni
Koreografi og iscenesættelse: Jorma Elo assisteret af Jared Angle
Musik: Jean Sibelius
Scenografi og kostumedesign: Jorma Elo
Lysdesign: Mikki Kunttu
Kunstnerisk rådgiver for koreografen: Nancy Euverink
Etudes
Koreografi: Harald Lander
Musik: Knudåge Riisager
Iscenesættelse: Thomas Lund assisteret af James Clark, Claire Still, Anna Trevien og Amy Watson
Kostumedesign: Lise Lander og Rikke Korfix
Kunstnerisk rådgiver: Lise Lander
Dirigent: Matthew Rowe
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. to pauser
Spilleperiode: 2. til 20. marts 2024
