For pokker da en skøn aften, den kongelige ballet har sammensat i samarbejde med kompagniet Corpus, (før der lukkes og slukkes efter dem). Tre værker er på programmet – ét værk skabt direkte til danserne og to danmarkspremierer.
Hvad Bobbi Jene Smiths værk ´Pierre´ handler om, er op til publikums egen fortolkning. Oplagt er det, at Pierre ikke har det nemt, og at samværet med pigen heller ikke har været det. Hun vil videre med sit liv. Han sidder fast, og et bud kunne være, at han opholder sig på den lukkede afdeling. I hvert fald dukker ånderne fra fortiden op og jagter hans forpinte sind. Scenografien er en enkel hvid kasse med en diskret skydedør på bagvæggen. Der foregår meget, når alle dansere er på scenen, og det er på en gang dramatisk og sjovt. Tvillingebrødrene Guilherme og Vitor de Menezes optræder som bluesbrothers kloner i gråt jakkesæt og mørke solbriller. Marcin Kupinski danser tango med den lillebitte Eukene Sagues. Han har ikke meget styr på hende, for hun insisterer gang på gang på at trække sin kjole af og løbe rundt kun iført underbukser. Kupinski er et af teatrets mest elegante dansere og at se ham i enn smægtende tango er både forførende og farligt. I det hele taget foregår der ting og sager i dette værk. Gregory Dean står og går iført kjole- og hvidt som en streng og vogtende butler. Der spilles bold op ad bagvæggen af en flok unge mænd. Musikken er helt essentiel i værket. Celeste Oram har komponeret, og det er et kludetæppe af fransk chanson, folkemelodier og udforskning af forskellige instrumenter. På scenen er placeret et flygel, og Eukene Sagues har til lejligheden lært at spille violin, og en trompetist er også på scenen.
Hovedpartiet som Pierre danses af Alexander Bozinoff, og det er interessant at opleve ham i et parti, hvor han ikke er romantisk prins. Tværtimod udfordres han af Corpusdanseren Marco Høst, som han danser tæt med på et bord. Det viser et helt nyt lag i Bozinoffs talent, og han er næsten sitrende i scener med Astrid Elbo, der er inde i en rivende udvikling i denne sæson. Det er et genialt værk, som kan ses mange gange, så man kan opdage nye detaljer.
´Bedroom Folk´ fra 2015 af Sharon Eyal danses af 4 damer og 4 herrer. Damerne er iført sort ærmeløs trikot og herrerne er i sort trikot med ben og bare skuldre. Bagvæggen er holdt i sort og rødt lys, der hæves op og ned, så snart det røde, snart det sorte er dominerende. Koreografien er pumpende og rytmisk til Ori Lichtiks teknorytmer udsat for det kongelige kapel. Der er oplagt blevet ekserceret med danserne. Det er tydeligt, for de 8 dansere er robotagtigt præcise, og det er ment som en kompliment. De bevæger sig ind og ud af formationer både unisont og med soli. Man tapper fødderne i gulvet og nikker med hovedet, og det er sjældent, det sker til en ballet på nationalscenen. Det er ungt og friskt og en udfordring for både dansere og kapel. Den udfordring har de grebet og er bestået med topkarakter i dette abstrakte værk, der nok ikke har en historie, men som skaber stemninger.
Aftenens ældste værk ´Verklärte Nacht´ af Teresa De Keersmaeker er fra 1995 med musik af Arnold Schönberg. På scenen er et drømmeagtigt lys, der strømmer ned gennem birketræer. Teresa De Keersmaeker har ladet sig inspirere af et digt af Richard Dehmel om en kvinde, der indrømmer overfor sin elskede, at hun venter en anden mands barn. Hendes elskede erklærer, at deres kærlighed til hinanden vil få barnet til at være hans. Det er en smuk historie, men den var lidt svær at få øje på, hvis man ikke havde læst programmet. Det gjorde nu ikke så meget. Oplagt var det, at menneskelige relationer var i spil. Der var kærlighed og jalousi i Keersmaekers sensuelle og smukke koreografi, hvor damerne som små frøer hopper op på mændene.
Alle tre værker er gode og meget forskellige. Aftenens to første værker var larmende, pumpende og havde tempo. ´Verklärte Nacht er ganske anderledes og poetisk. Dets stille skønhed kom til at stå lidt i skyggen af de to andre mere direkte og larmende værker. Hvis det havde været placeret som første værk på aftenen, havde følelsen givet været anderledes.
Det var en skøn aften både koreografisk, dansemæssigt og musikalsk. Dansen og musikken smelter i alle tre værker nærmest symbiotisk sammen. Kapellet har i den grad været på arbejde med de tre helt forskellige kompositioner. Samarbejdet mellem balletten og Corpus var et spændende bud på en aften med moderne koreografi.
Giant Steps
Ved alle værker:
Dirigent: Alain Franco
Orkester: Det Kongelige Kapel
40 dansere fra den kongelige ballet og Corpus
Pierre:
Koncept og iscenesættelse: Bobbi Jene Smith
Koreografi: Bobbi Jene Smith, Or Schraiber, Tom Weinberger og danserne
Musik: Celeste Oram
Scenografi: Christian Friedländer
Kostumer: Christian Friedländer og Bobbi Jene Smith
Lysdesign: Thomas Bej Jensen
Dramaturgi: Marie Haugsted Mors
Violinlærer: Keir GoGwilt
Bedroom Folk:
Koreografi og iscenesættelse: Sharon Eyal – assistereret af Leo Lerus assisteret af Esther Lee Wilkinson
Koreografisk medskaber: Gai Behar
Musik: Ori Lichtik -arrangeret af Mathias Friis-Hansen
Lysdesgn: Thierry Dreyfus, realisteret af Alon Cohen
Vereklärte Nacht:
Koreografi: Anne Teresa De Keersmaeker
Musik: Arnold Schönberg
Scenografi: Gilles Aillaud og Anne Teresa De Keersmaeker
Kostumer: Rudy Sabounghy
Musikdramaturgi: Georges-Elie Octors
Iscenesættelse: Anne Teresa De Keersmaeker og Johanne Saunier assisteret af Bosthan Antoncic, Clinton Stringer og Fernando Mora
Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. 2 pauser
Spilleperiode: 6. til 23. november 2021
