Det er fransk romantisk ballet, og det ender ikke godt for Giselle. Hun bliver vanvittig og dør, da hun opdager, at hendes elskede ikke er bonden Loys, men hertugen Albrecht, der end ydermere er forlovet med fyrstedatteren Bathilde. Den sidste detalje har Albrecht lige glemt at fortælle hende om. Giselle besidder imidlertid hjertets renhed og elsker sin Albrecht på trods af hans svigt og redder ham fra at blive danset til døde af wilierne.
Holly Dorger og Jón Axel Fransson dansede hovedpartierne som Giselle og Albrecht på repremiereaftenen. Holly Dorger har en imponerende teknik, har let til smil og ser yndig ud i en mørkegrå kjole med hvidt underskørt. Hun kan udstråle forelskelse og uskyld i sin betagelse af Albrecht. Hun kan vise alvor og inderlighed i sine bønner til wiliernes dronning Myrtha, men i transformationen til vanviddet kommer hun lidt til kort. Jón Axel Fransson er sikker i sin teknik og var god både i forelskelsen, når hans bedrag opdages og i sin uendelige sorg over at have mistet Giselle. Det er skønt at se to dansere, der i den grad behersker deres teknik og derfor også kan leve sig ind i deres karakter.
Sebastian Haynes var Giselles forsmåede bejler Hilarion, og man forstod både hans jalousi og forbitrelse overfor Albrecht. Haynes er en vidunderlig danser, man gerne forbinder med det moderne repertoire. Det er imidlertid forfriskende, at Nikolaj Hübbe bruger ham i en meget klassisk rolle.
Mette Bødtcher leverede en af aftenens mest rørende præstationer som Giselles mor Bertha. Hun får den livserfaring, hun udstråler overfor sin datter ud over rampen, og hendes sorg over datterens død er ægte.
Der er dejlig meget dans i forestillingen, og det er ikke kun for danserne i hovedpartierne. Det gælder både danse med folkeliv i første akt og wiliernes dans i andet akt. Hos wilierne kommer korpsets kvindelige dansere for alvor på banen i den langsomme, hundesvære koreografi med Emma Riis-Kofoed i spidsen som den skrappe Dronning Myrtha. Hun kan virkelig se bister ud. Damernes lange hvide tutuer skabt af Mia Stensgaard understreger trinene.
Den gamle historie lægger op til, at publikum skal græde med Giselle og Albrecht – (hans svigt og løgn til trods). Imidlertid er der to personer, der står tilbage med knuste hjerter. Det er Hilarion, der kæmper for den kvinde han elsker og hjælper hende, selv om hun afviser ham. Også Bathilde står tilbage med håret i postkassen overfor den forlovede, der uden på det nærmeste at ænse det, svigter hende. Men lad det nu ligge. Det er nok præmissen for en romantisk ballet.
Det er altid dejligt at se en klassisk ballet som Giselle og skønt, at teatret har mulighed for at genbruge både kostumer og scenografien af Maja Ziska, der giver mindelser til et maleri af Caspar David Friedrich. Der er dog ikke så meget fornyelse i valget. Forestillingen spiller kun 6 gange i september 2022.
Giselle på Det Kongelige Teaters gamle scene
Koreografi: Jean Coralli
Koreografi: Jules Perrot
Koreografi: Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff
Dirigent: Robert Houssart
Musik: Adolphe Adam
Scenografi: Maja Ziska
Kostumer: Mia Stensgaard
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Medvirkende: Holly Dorger, Jón Axel Fransson, Oliver Starpov, Joscelyn Dolson, Mette Bødtcher, Sebastian Pico Haynes, Benjamin Buza, Silvia Selvini, Mattia Santini, Christina Michanek, Morten Eggert, Emma Riis-Kofoed, Camilla Ruelykke Holst, Lena-Maria Gruber og Corps de ballet.
Varighed: 2 timer og 10 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 3. til 22. september 2022
