Det er næppe gået nogens næse forbi, at det har været Pride-uge i København. På Folketeatret havde tidligere solodanser Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth i regi af ´København Danser´ inviteret til klassisk ballet fortolket af 14 mænd, der dansede alle roller – herre- som og især damepartier. Det var Les Ballets Trockadero de Monte Carlo eller ´Trocks´ i kærlig omtale – et kompagni, der har eksisteret i snart 50 år. De 14 mænd kastede sig ud i ´Svanesøen´, ´Go for Barocco´, ´Svanens Død´ og ´Paquita´.
Det var sjovt, parodisk, sine steder grotesk og ikke mindst talentfuldt. For tag ikke fejl. De herrer er topprofessionelle – og så tjek lige deres navne – allerede her kan man få sig et godt grin.
Aftenen indledtes med anden akt af ´Svanesøen´. De to venner Benno og Prins Siegfried befinder sig i skoven, hvor de har planer om at afprøve deres nyerhvervede armbrøster. I skoven bor en masse svaner, der i virkeligheden er unge piger, som en meget arrig troldmand von Rothbart har forvandlet til svaner. Da prinsen ser svaneprinsessen, bliver han til troldmandens store fortrydelse forelsket i hende. Prinsessen på sin side bliver forelsket, men ser bestemt også sin fordel i den unge mand, for han er den eneste, der muligvis kan ophæve fortryllelsen.
De herrer svaner var iført traditionelle lange tutuer, opsat ballerina-frisure, svanefjer og tåspidssko, og de var et ømt syn. I den klassiske koreografi var naturligvis indlagt en hel del gak og løjer, så selv den mest tungt opfattende var klar over, at det her var for sjov. Prinsen var en forvirret tegneseriefigur med Prins Valiant hår, der strittede til alle tider. Svanernes make-up var synlig på de bageste rækker på balkonerne, og der må være blevet svedt i sminken for at få det hele til at sidde fast. Der er overdreven mimik, der er svaner, der er ude af takt og som skamløst kigger ud fra rækkerne for at være sikker på, at vi har set dem.
De fire små svaner, som danser helt unisont i en pas de quatre, var selvfølgelig også med. Det er nok den klassiske balletsekvens, der over årene har været parodieret flest gange. Så selvfølgelig også her og det var urkomisk at se benene ryge i forskellige retninger, og hvor fødder sine steder flekses i stedet for at tourneres.
Også den neoklassiske ballet blev med værket ´Go for Barocco´ taget under kærlig behandling. Koreografien af Peter Anastos er stærkt inspireret af George Balanchines stramme værker. Klædt i sort til musik af Bach cementerede kompagniet, at nok laver de sjov, men de kender deres ballethistorie på fingrene.
Den døende svane med musik af Camille Saint-Saens med koreografi efter Michel Fokine var et herligt lille nummer. Danseren var af en ret bombastisk støbning, men hold da op hvor han døde. Fjerene dryssede i alle retninger og fyldte scenen. Svanen vågnede dog op på ny for at modtage publikums gunst – mere end én gang.
Aftenens afslutningsværk var ´Paquita´ koreograferet af russiske Elena Kunikova, der er uddannet på Vaganova Ballet Academy og skolen ved Mariinsky Ballet in St. Petersburg, og som er en kapacitet inden for russisk klassisk ballet. Her er der ligesom i de øvrige balletter stor spas for publikum. Samtidig var det i dette værk, danserne for alvor fik lov til at brillere. Der var adskillige soli, hvor der ikke laves sjov. Det toppedes, da en af danserne lavede 32 fouettéer – (piruet, hvor danseren drejer rundt på det ene ben på tå, mens det andet ”piskes” rundt i cirkelbevægelser). Her komden maskuline styrke ind, for sjældent har denne kraftudladning været så overbevisende. Hold nu op hvor var det flot, og salen kogte da også formelig.
Det kræver styrke og teknik for kvindelige balletdansere at bevæge sig højt på tå – kun understøttet af et areal på størrelse med en femkrone. Med mænd skal man lægge både højde og vægt oveni, hvilket bestemt ikke gør foretagendet nemmere. At klovne med en vanskelig koreografi kræver et højt teknisk niveau og et indgående kendskab til den originale version, ligesom en stor respekt for den klassiske ballet er nødvendig. Så bliver parodien kærlig og ikke bare ondskabsfuld. Det mestrer ´The Trocks´ til fulde, og oplagt var det, at de havde salen med sig.
Næste gæstespil er til juni 2024, hvor Göteborgoperans Danskompani indtager Operaens store scene og danser værket ´Hammer´af Alexander Ekman.
Så København danser videre.
Les Ballets Trockadero de Monte Carlo
Medvirkende: Colette Adae, Ludmila Beaulemova, Maria Clubfoot, Holly Dey-Abroad, Nadia Doumiafeyva, Nina Enimenimynimova, Helen Highwaters, Elvira Khababgallina, Varvara Laptopova, Anya Marx, Grunya Protozova, Eugenia Repelskii, Olga Supphozova, Maya Thickenthighya, Minnie van Driver
Jacques d’Aniels, Bruno Backpfeifengesich, Boris Dumbkopf, Ketevan Iosifidi, Nicholas Khachafallenjar, Marat Legupski, Sergey Legupski, Timur Legupski, Vladimir Legupski, Chip Pididouda Yuri Smirnov Kravlji Snepek, William Vanilla, Jens Witzelsucht, Tino Xirau-Lopez
Le Lac Des Cygnes (Swan Lake, Act II)
Musik: Pyotr Ilyich Tchaikovsky
Koreografi: Efter Lev Ivanovich Ivanov
Kostumer: Mike Gonzales
Scenografi: Clio Young
The Swan
Musik: Camille Saint-Saens
Koreografi: efter Michel Fokine
Kostumer: Mike Gonzales
Go for Barocco
Musik: Johan Sebastian Bach
Koreografi: Peter Anastos
Kostumer: Mike Gonzales
Paquita
Musik: Ludwig Minkus
Koreografi: efter Marius Petipa
Iscenesættelse: Elena Kunikova
Kostumer og scenografi: Mike Gonzales
I alle værker har Kip Marsh sat lys.
Varighed: 2 timer inkl. 2 pauser
Spilleperiode: 16. til 20. august på Folketeatret
