Endnu en gang er det lykkedes ´København danser´s festival-ledere solodanser Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth at arrangere et flot gæstespil. Denne gang var det de største balletstjerner fra Pariseroperaen, der gæstede Østre Gasværk med hele tre forestillinger fordelt på to dage. Længe har en flot reklameplakat prydet den franske ambassade på Kongens Nytorv, så Nikolaj Hübbe har haft et dagligt udsyn til den fra sit teater.
Stjernerne dansede uddrag fra hele otte balletter. Det blev til klassisk romantisk ballet med Jean Corallis tragiske ballet Giselle fra 1841 om den unge bondepige, der bliver sindssyg og dør af ulykkelig kærlighed til hertug Albrecht, der har glemt at fortælle, at han er forlovet. Giselle bliver efter sin død forvandlet til en forførende og farlig nymfe, og det er som sådan, vi møder hende i dansen med hendes elskede Albrecht.
Dernæst var La Sylphide på scenen. Det var i Pierre Lacottes koreografi helt tilbage fra 1832 med musik af Jean-Madeleine Schnetzhoeffer – den oprindelige Sylfide og ikke August Bournonvilles fra 1836, som danses på Kongens Nytorv. Historien ligner dog en del, og i uddraget fra balletten var James, Effie og Sylfiden i fin samdans. James og Effie var naturligvis i skotskternet og Sylfiden i luftigt sylfidekostume. Sjovt nok gjorde Effie i denne udgave en lidt mere fremtrædende figur, og Sylfiden skabte en del morsomme situationer ved blandt andet at sætte sig på skødet af James, men han er i omfavnelse med sin forlovede. Ludmila Pagliero var smuk som Sylfiden, men forbindelsen mellem Antoine Kircher som James og Letizia Galloni som Effie forekom mere ægte, og det var næppe tilsigtet.
Efter disse to meget klassiske balletfortællinger dansede Mathieu Ganio og Audric Bezard i henholdsvis rødt og grønt trikot Maurice Bejarts smukke værk fra 1971 ´Le Chant du Compagnon errant´ til Gustav Mahlers ´Lieder eines fahrenden Gesellen´ for to herrer. Det var uendelig smukt med barytonen Teit Kanstrup, der blev akkompagneret på flyglet af Nikolai Tokarev. Der var udlængsel og tiltrækning på en og samme tid – måske to sider af den samme mands personlighed. Det kunne ikke gøres smukkere.
Aftenens første del sluttede festligt med ´Aunis´ fra 1980 med koreografi af Jacques Garnier. Det er i denne udgave et værk for tre mænd. De er klædt i sorte bukser med ditto seler og hvide skjorter. De akkompagneres af to harmonikaspillere, der står på scenen. Det er på en gang minimalistisk og elitært for så at skifte til høstbalstemning. Det er sjovt, og de tre herrer Antoine Kircher, Axel Ibot og Daniel Stokes sprudlede af overskud.
Efter pausen blev publikum forkælet med tre vidt forskellige kærlighedsduetter. Først ´Comme on Respire´ med koreografi af Génia Polyakov og musik af John Field. Hannah O´Neill, florlet i hvidt, og mørke Mathias Heymann var hinanden et flot par i en vidunderlig neoklassisk dans.
I ´Le Parc´ var vi næsten inde i det forelskede pars soveværelse så vilde var de med hinanden. Det var smukt, sjovt og indtagende, når Amandine Albisson og Mathieu Ganio svingede rundt med hinanden. Især var det skønt at se de to i et inderligt kys. Hun med armene om ham mens han drejede hende stadig hurtigere rundt. Humor og kærlighed er en herlig kombination, og når det så foregår til musik af Wolfgang Amadeus Mozart overgås det næsten ikke.
Næste kærlighedsscene var fra Roland Petits Carmen fra 1949, som Zizi Jeanmaire næsten udødeliggjorde med sin fortolkning. Ludmila Pagliero og Audric Bezard var sikre i dansen, men tiden er lidt løbet fra koreografien.
Aftenen sluttede med russisk bravur fra 1949 med ´Grand pas Classique´ af Victor Gsovsky og musik af Daniel Auber. Hannah Oneill og Guillaume Diop gjorde det gnistrende flot. Imidlertid er disse russiske ”numre” flotte, men uden meget indhold, og når dansen oveni var til båndet musik, var det en lidt flad afslutning på en ellers fin aften.
Til de øvrige værker akkompagnerede hele ni klassiske musikere, og det løfter oplevelsen flere niveauer.
De franske stjerner leverede flot med en teknisk kunnen, man kun kan beundre. Imidlertid er det vanskeligt at få en aften med kvalitetsprøver på forskellige værker indenfor den klassiske ballet fra 1832 til vor tid til helt at hænge sammen. Mon man kunne lokke stjernerne fra Paris til næste gang at komme med et enkelt længere værk i stedet?
Les Etoiles – uddrag fra følgende balletter opført i Østre Gasværk
Giselle
Koreografi: Jean Coralli
Musik: Adolphe Adam
Dansere: Amandine Albisson / Guillaume Diop
La Sylphide
Koreografi: Pierre Lacotte
Musik: Jean-Madeleine Schneitzhoeffer
Dansere: Ludmila Pagliero / Antoine Kircher / Letizia Galloni
Le Chant du Compagnon errant
Koreografi: Maurice Béjart
Musik: Gustav Mahler
Dansere: Mathieu Ganio og Audric Bezard
Baryton: Teit Kanstrup
Aunis
Koreografi: Jacques Garnier
Musik: Maurice Pacher
Dansere: Antoine Kircher / Axel Ibot / Daniel Stokes
Comme on Respire
Koreografi: Génia Polyakov
Musik: John Field
Dansere: Hannah O’Neill og Mathias Heymann
Le Parc
Koreografi: Angelin Preljocaj
Musik: Wolfgang Amadeus Mozart
Dansere: Amandine Albisson / Mathieu Ganio
Carmen
Koreografi: Roland Petit
Musik: George Bizet
Dansere: Ludmila Pagliero / Audric Bezard
Grand pas Classique
Koreografi: Victor Gsovsky
Musik: Daniel Auber
Dansere: Hannah Oneill / Guillaume Diop
Musikere:
Emma Steele, Astrid Mikaelyan, Marie Louise Jensen, Tomas Lundström, Ludwig Schwark, Carl Julius Hansen, Joachim Becerra Thomsen, August Finkas, Nikolai Tokarev, klaver
Sanger: Teit Kanstrup, baryton
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 3. og 4. juni 2023
