Julemåneden er først rigtig begyndt, når ´Nøddeknækkeren´ har haft premiere. Man må sige, første adventsweekend blev skudt i gang med manér i København. På én og samme dag var der repremiere på Det Kongelige Teater på George Balanchines amerikanske udgave fra 1954, mens man i Tivoli havde repremiere på Peter Bo Bendixens danske udgave, hvor både Tivolis direktør Bernhard Olsen, August Bournonville og H.C. Andersen er med. I en årrække havde Nikolaj Hübbe og Peter Bo Bendixen en gentleman aftale om, at man skiftedes til at danse ´Nøddeknækkeren´ hvert andet år. Denne aftale gælder dog oplagt ikke mere, for måske på Teaterchef Kasper Holtens foranledning? bliver ´Nøddeknækkeren` nu danset hvert år på Kongens Nytorv. Man kan sige, at man ikke kan få for meget af noget godt – men alligevel.
Balletten starter hos familien Stahlbaum, hvor der er inviteret til julefest. Det er virkelig en traditionel begivenhed, og det forekommer efterhånden en anelse bedaget med små piger i flæsekjoler og sløjfer i slangekrøllerne og frække drenge, der uafladeligt driller pigerne. Scenen bliver dog reddet af den gigtplagede og stivbenede bedstefar (Morten Eggert), der kommer op og toppes med Bedstemor (Anne Marie Vessel Schlüter) under menuetten. Morten Eggert og Anne Marie Vessel Schlüter er scenemennesker ind til benet. De har lune og timing, så man ikke kan lade være med at klukke. Eggert er sjov som den ”meget” gamle mand, og Anne Marie Vessel Schlüter er ubetalelig, når hun bliver rundtosset i menuetten efter måske at have fået lidt for meget punch. Det er så meget desto mere betagende, at to så ypperlige kunstnere ikke er krediteret i programmet. Det bliver de så her, for havde de ikke været med, havde starten forekommet noget tam.
Juletræet hos Balanchine er det flotteste, man kan forestille sig, og det er magisk for børn i alle aldre, og da familiens noget excentriske onkel Hr. Drosselmeier arriverer til selskabet sammen med sin nevø, begynder tryllerier og gaveregn med dans af Harlekin, Kolumbine og en soldat. Dertil kommer, at den lille Marie får en fin nøddeknækker af sin onkel. Benjamin Buza er god som Drosselmeier, men mangler måske den lurende farlighed, som karakteren besidder under overfladen og som drager Marie.
Drømmesekvensen med kamp mellem kæmpemus og soldater, der ender med musekongens død, er altid god og dejlig eventyrlig. James Clark dansede rollen som musekongen med de tre ansigter – lidt af en bedrift at skulle danse med sådan en pelsting ned over hovedet.
Der er heldigvis dejlig meget dans i forestillingen for både børn og voksne, og blandt andet snefnuggenes dans med filigranscenografi og videofnug er flot.
Anden akten foregår i Sukkerfeens rige med gigantbolsjer og slikdåser som baggrundsscenografi under en bolsjestribet cirkusbaldakin af Anthony Ward.
Der er flere divertissementer fra varm chokolade til blomstervals. Stephanie Chen Gundorf, der for kort tid siden meget fortjent blev udnævnt til solodanser, dansede den arabiske kaffe. Hun er en vidunderlig og smuk danserinde, der både leverede den hundesvære nærmest akrobatiske koreografi med flot teknik, og samtidig formåede at give soloen varme og sensualitet. Stephanie Chen Gundorf skal på udvalgte dage (27/11, 7/12 og 18/12) danse det store parti som Sukkerfeen. Det skal nok blive godt.
Nico Janssen var sammen med dygtige børn fra balletskolen sjov i polkastangdansen, hvor der blev hoppet ind og ud af rød/hvide hulahopringe. Det er virkelig et skønt koreografisk påfund.
Oliver Starpov var vanen tro højt til vejrs som Mor Mangebørn. Han er sjov og krukket på den gode måde.
Emma Riis-Kofoed var en smuk dugdråbe. Hun er så sikker i sin teknik, at man bare læner sig tilbage og ved, man kan nyde hendes dans.
Ji Min Hong og Gregory Dean dansede hovedparret som Sukkerfeen og Sukkerfeens Kavaler. Hun var smuk i candyflosslyserød stenbesat tutu, og Gregory Dean er bestemt en flot og statelig kavaler. Der var dog ikke meget kemi mellem de to, men det kommer nok i løbet af december.
Balanchines koreografi er stram og enkel, og Anthony Wards scenografi og kostumer leverer både eventyr og jul.
Uden Tjajkovskijs musik ville ´Nøddeknækkeren´ imidlertid vel næppe have holdt sig på repertoiret verden over i ubrudt række fra premieren i Sankt Petersborg i 1892. Den er så vidunderlig og genkendelig, at næsten alle må have et forhold til den. Til repremieren dirigerede Holly Mathieson det altid velspillende kapel.
´Nøddeknækkeren´ er altid en publikumsbasker, og på den måde forstår man teaterchefens trang til, at den danses hver sæson. Måske kunne man overveje indimellem at danse andre versioner for at variere udtrykket i alletiders juleballet.
Der er mange at vælge imellem.
Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teater
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi og kostumer: Anthony Ward
Lysdesign: Anders Poll
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Stacy Caddell, Sorella Englund, Ask la Cour, Claire Still og Amy Watson samt Rose Gad og Ann Kolvig (børn)
Dirigent: Holly Mathieson
Orkester: Det Kongelige Kapel
Medvirkende: James Clark, Christina Michanek, Katinka Holch, Liam Weidinger, Benjamin Buza, Tristan Weidinger, Mattia Santini, Ditte Baltzer, Emerson Moose, James Clark, Ji Min Hong, Gregory Dean, Birgitta Lawrence, Vitor de Menezes, Elvira Thomsen, Caroline Iversen, Isabella Carroll, Joscelyn Dolson, Bathazar Sénat, Leander Rebholz, Stephanie Chen Gundorph, Meirambek Nazargozhayec, Stephanie Sahlgren, Katherine Stevens, Nico Janssen, Eukene Sagues, Tomoka Kawazoe, Victoria Bell, Emilie Palsgaard-Jensen, Ditte Baltzer, Oliver Starpov, Emma Riis-Kofoed, Camilla Ruelykke Holst, Emma McKenzie, Anni Jokimies, Isabella Walsh, Wilma Li, Katarina von Lingesheim, Fiona Lee, Emuly Hoff, Grace Curry, Sophie Andersen, Clara Adrian, Maialia Brunone, agnes Rosendahl, Daniela De Pompeis og mange dygtige elever fra Den Kongelige Teaters Balletskole.
Varighed: 2 timer inkl. pause
Spilleperiode: 26. november til 21. december 2022
