Mesterlig aften med hele fire koreografier af Jiri Kylián
Vi er mange, der har ventet på en fortsættelse af Det Kongelige Teaters Jiri Kylián aften Silk & Knife fra 2007. Den er så kommet nu med Silk & Knife 2, der byder på tre Danmarkspremierer og en repremiere. Tjekkisk fødte Jiri Kylián, der siden 1976 har været kunstnerisk leder af Nederlands Dans Theater, har om nogen sat sit helt personlige præg på moderne ballet.
Aftenen indledtes med det smukke værk Salmesymfoni fra 1978 for otte damer, otte herrer, otte stole og 40 orientalske tæpper som bagvæg. Igor Stravinskys musik komponeret med udgangspunkt i bibeltekster, var rammen om værket. Det var på en gang tyst og eksplosivt såvel som teknisk, stringent, humoristisk og spirituelt. Der var lange linjer hos damerne i lyse lange kjoler, og herrerne i mørke bukser og grå skjorter.
Sarabande fra 1990 og Falling Angels fra 1989 udgjorde aftenens hyldest til såvel manden som kvinden.
Falling Angels fra 1989 er en munter hyldest til den kvindelige danser. Det er et værk for otte damer klædt i sort kort trikot. De dansede til rytmisk musik af Steve Reich, der på én gang holdt de otte på sporet, men også gav dem frihed inden for de geometriske mønstre, scenen er delt op i. Det var sjovt og stramt, og oplagt havde de otte medvirkende damer en fest.
I Sarabande, der oprindeligt var en ”usømmelig” dans for herrer i dametøj, kom seks herrer på banen til dekonstrueret musik af Johann Sebastian Bach tilsat elektronisk lyd af Dick Heuff. På scenen stod seks gigantiske og overdådige krinolinekjoler, der skjulte danserne, indtil kjolerne blev hejst op. Så lå de der – de seks herrer iført stramme sorte bukser og ditto t-shirts. Der var en råben fra de herrer gennem værket. Hen ad vejen røg både t-shirts og bukser – begge dele med en herlig effekt. T-shirst transformeredes subtilt til mandlige kønsorganer, og der var også noget kønsligt på spil, da alle dansede med bukserne helt nede om anklerne. Hele værket var morsomt og ironisk på den gode måde.
Værket 27`52” fra 2002 for tre par med musik af Dirk Haubrich afsluttede aftenen. Scenen var bar med undtagelse af et hvidt halvt lærred, der blev sænket op og ned og et hvidt gulvunderlag og adskillige skarpe projektører på danserne og den grå bagvæg. Koreografien var kraftfuld, konfrontatorisk, moderne og næsten gymnastikagtig. De tre par vred sig. De ville hinanden, men det var ikke uden magtkampe. Ind og ud vikledes de af underlaget, som de forsvandt under, og lidt skræmmende faldt store hvide underlag ned og overfaldt danserne.
Det blev en helt vidunderlig aften – dog med den lille malurt i bægeret, at forestillingens program var skrabet og overvejende bestod af oversatte indlæg fra Jiri Kylián, ligesom teatret for ti år siden havde mulighed for at skabe en herlig event under scenen, før den egentlige forestilling gik i gang.
Men det er en mindre ting, når koreografierne er af så sublim kvalitet, og iscenesættelse og dansen var i top!
