I 2016 skabte balletmester Nikolaj Hübbe og tidligere solodanser Silja Schandorff en moderne, vild, kold og metallisk udgave af Marius Petipas romantiske ballet fra 1877. Denne udgave havde lørdag aften repremiere på Operaens store scene, og finske Mikki Kunttus metalsvaneskelet er stadig centrum for scenografien. Den kan bevæge sig ind og ud og nærmest omslutte svanerne. Ned fra den hæves i flere scener lange metalsværd – enten neonbelyst eller sorte og ildevarslende. Kunttus lyssætning og videodesign på bagtæppet er af en anden verden og det imponerende set-up understøtter handlingen.
Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe lader i deres version det onde vinde, så man ikke er i tvivl. Der er intet håb for hverken prins eller svaneprinsesse her. Prins Siegfried befinder sig i transitionen mod voksenlivet efter sin fars død, og hans mor Dronningen ønsker, at sønnen gifter sig. Da han drager til skovs med en armbrøst, han har fået i gave, forelsker han sig hovedkulds i den forheksede svaneprinsesse, Odette. Hun kan kun blive kvinde igen, hvis en mand sværger hende evig troskab. Prinsen sværger, men narres efterfølgende til at sværge evig troskab til troldmanden Von Rothbarts datter Odile, og den hvide prinsesse er fortabt for altid. Prinsen må gifte sig med den intrigante Odile.
Petipas ballet hænger uløseligt sammen med Tjajkovskijs musik. Hvis det ikke var for den, ville historien ikke tilnærmelsesvis stå så stærkt og ville muligvis ikke befinde sig i repertoiret hos et moderne balletkompagni. I musikken understøttes historien og følelserne hos Odette og Prinsen, når skæbnemotivet skærer ind i hjertet i dramaets højdepunkter.
Der er dejlig meget dans i Svanesøen, og sammen med musikken er den så ikonisk, at flere scener endda ofte har været genstand for humoristiske fortolkninger – blandt andet dansen for fire små svaner. På premiereaftenen var det dog den helt klassiske udgave, der skal tages alvorligt. De fire blev danset af Ditte Blatzer, Eukene Sagues, Tara Schaufuss og Tomoka Kawazoe, og de var akkurat så præcise, som de skal være.
Nikolaj Hübbe har ladet Gregory Dean koreografere til den spanske og russiske prinsesse. Det er der kommet to forrygende divertissementer ud af. Mayo Arii var den russiske prinsesse, og hun så helt forrygende ud, og sammen med sit mandlige følge på syv herrer med bar overkrop og store røde silkeskørter, scorede de velfortjent et af aftenens store bifald. Det skabte kog i den hormonelle suppe på den gode måde. Den spanske prinsesse blev danset af Tomoka Kawazoe, og hendes wing-men var Sebastian Pico Haynes og Jimmy Coleman. Det var en flot pas de trois, og de var alle veldansende. Det er et klogt tiltag af balletmesteren at udfordre sine dansere med koreografiske opgaver. Det giver dem ejerskab, og det giver Hübbe mulighed for at spotte koreografisk talent.
De store, næsten skulpturelle scener med mængder af svaner danset af corps de ballet viste kompagniets store tekniske kunnen. Hvis den ikke havde været på plads, havde den bølgende fugleeffekt ikke kunnet skabes. Fire af ballettens karakterdansere udgjorde det let pudsige fakultet. De var alle iført nogle prætentiøse sorte kostumer og var sminket hvide i ansigtet. Især Morten Eggert var skøn – han faldt ikke ud af sin rolle så meget som et sekund.
Tobias Praetorius var narren, og også hans ansigt var helt sminket. Han var på i alle hofscener og fik handlingen til at skride frem. Han havde et øje på hver en finger blandt andet i første akt, hvor en masse søde børn dansede. Han skabte en herlig og nærværende figur.
Prinsens ven Benno blev danset overbevisende af Joseph Aumeer.
Forestillingens værste skurk – den fæle troldmand Von Rothbart blev danset af Jón Axel Fransson. Han er et herligt modstykke til den forelskede, men også naive prins.
Hovedpartiet blev danset af Emma Riis-Kofoed og Jonathan Chmelensky – og hold nu op for et power-couple. De er begge sikre i soli og pas de deuxer. Emma Riis-Kofoed mestrede både Odettes lyriske passager og forvandlede sig lynhurtigt til den kyniske og beregnende Odile – og jo det blev til 32 fouettéer. Det er altid imponerende. Jonathan Chmelensky er en af kompagniets mest fremragende dansere. Man følte med ham hele vejen fra dyb forelskelse til opdagelsen af, at han er blevet bedraget på det grusomste.
Det blev til et vidunderligt gensyn med Scandorffs og Hübbes opdaterede Svanesø, og kapellet under ledelse af Vello Pähn var i topform.
Der er flere hold dansere sat på til at danse hovedpartierne. Blandt andet danser solodanser Marcin Kupiñski og Holly Dorger den 10. marts. Denne forestilling markerer samtidig, at Marcin Kupiñski danser af. Der er få billetter tilbage til denne dag.
Svanesøen i Operaen
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa og Lev Ivanov (prinsens solo i første akt af Erik Bruhn), ungarsk og neapolitansk dans af Gregory Dean, russisk og spansk dans af Oliver Starpov
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Videografik: Greenwall Designs AB/David Norström & Viktor Rundlöf
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Stacy Caddell, James Clark, Ask la Cour, Gregory Dean, Oliver Starpov, Claire Still, Amy Watson og Ann Kolvig (børn)
Det Kongelige Kapel med dirigent Vello Pähn
Medvirkende: Emma Riis-Kofoed, Jonathan Chmelensky, Jón Axel Fransson, Esther Lee Wilkinson, Ella Als-Nielsen, Mads Blangstrup, Morten Eggert, Mette Bødtcher, Josph Aumeer, Tobias Praetorius med mange flere.
Varighed: 2 timer og 25 minutter inkl. en pause.
Spilleperiode: 28. januar til 10. marts 2023
