Der hviler en heldig stjerne over Verdensballetten. Solen var brudt igennem efter en hel dag med kraftige byger, så årets premiere kunne løbe af stablen efter planen. Premieren var i år foran Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Det er anden gang, Verdensballetten optræder her, men det er første gang, premieren er her. Det er et smukt sted, så omgivelserne kunne ikke have været bedre.
Når man har fulgt Verdensballetten tæt i mange år, ved man, at der er ting, der er velkendte år efter år. Det er dog ikke ensbetydende med, at alle forestillinger er ens – langt fra.
Sikkert er det dog, at Jens-Christian Wandt står i spidsen som arrangør, sanger og ikke mindst konferencier. Så er vi alle i gode hænder. Han ved, hvad han gør. Han er underholdende og sjov, men formentlig ret bevidst har han skruet ned for spøgefuldhederne. Det passer sig ikke i den verden, vi lever i lige nu. Der er meget, der kommer tæt på, men det betyder naturligvis ikke, at publikum ikke skal have en dejlig aften med kunst, der underholder. Med sig har han syv fantastiske dansere, en sopran og selvfølgelig sig selv som tenor og to musikere.
Mellem 2010 og 2016 var Charlie Siem Verdensballettens faste violinist, og i 2024 er han tilbage og har engelske Caroline Jaya-Ratnam med som pianist. Siem har sin Guarneri del Gesu fra 1735 med, og han får seriøst meget lyd ud af det gamle instrument. Man kan mærke, at han ejer både den og musikken. Han spiller med en på en gang imponerende kraft og en lethed, så man ikke på noget tidspunkt tvivler på, at musikken vil nå ud over rampen. Siem har nærvær, charme (og udseende), der er svært at matche. Det giver noget, når musikken ikke kun er båndet, så ved de indslag hvor piano og violin akkompagnerer, hæver alt sig. Caroline Jaya-Ratnam er en dejlig pianist og giver Alexander McKenzie, der har været med som pianist fra 2017, kamp til stregen. Dog spiller McKenzie ved forestillingerne den 2., 3. og 4. august, så publikum behøver ikke at undvære ham.
På balletsiden blev der som altid budt på nyt og gammelt. I år var det kun en enkel pas de deux af ældre klassisk dato – nemlig den store pas de deux – Adagio fra Nøddeknækkeren fra 1892. Den blev danset af solodanser Astrid Elbo og norske Lukas Brændsrød, der er solist ved The Royal Ballet of London. De klædte hinanden, og under åben himmel er det en nydelse at opleve.
Ægteparret Iana Salenko og Marian Walter er begge Berliner Kammertänzern ved Staatsballett Berlin. De har været med i Verdensballetten siden 2016. De dansede den humoristiske pas de deux ´Ballet 102´ af Eric Gauthier fra 2016. Den viser og beskriver de 102 kombinationer, en pas de deux byder på. De akkompagneres af tekstbeskrivelser, og der kommer ordrer fra stemmen, der også beder danserne kombinere de forskellige trin. Duetten slutter med drillerier mellem de to dansere, hvor de hver især forsøger at stjæle rampelyset.
En helt ny koreografi ´Somewhere over the Rainbow´ var skabt af engelske Arlene Philips, der oftest har gjort sig i koreografi til musicals. Nu var det en ballet for to til en af de mest ikoniske sange fra ´Troldmanden fra Oz´ fra 1939. Engelske Anna Rose O´Sullivan dukkede meget passende op i ternet kjole, og ikke alene dansede hun med engelske Xander Parish, der danser i den norske Nasjonalballett. Hun sang skam også, og så kan man godt blive en anelse misundelig, når en person er begavet med talent på så mange felter. Jens-Christian Wandt tog over med akkompagnement af Caroline Jaya-Ratnam på flyglet. Det var let, sjovt og underholdende.
Før pausen entrede Verdensballettens kunstneriske leder australske Steven McRae sit eget værk ´Fortitudine´. Iført skotsk kilt og med musik af `The Drummers – John Mason´ gav McRae vanen tro et stepnummer. Det er altid en glæde at se McRae på scenen, men efter at have set filmen ´A resilient man´ – om hans comeback til scenen efter en alvorlig skade, er glæden endnu større. Hvad der gemte sig under kilten, må man gå ind og se en af de senere forestillinger for at finde ud af. Charlie Siem akkompagnerede på violin. Der var både styrke og humor i Steven McRaes solo.
McRae havde til musik af Astor Piazolla skabt en tango for to herrer til Xander Parish og Lukas Brændsrød. De var begge helt i sort med hver deres sjusglas, de dog stillede fra sig for at kaste sig ud i dansen. Charlie Siem var med på violinen, og musik og dans smeltede sammen.
Hollandske Joshua Junker havde skabt ´Resonance´ for tre dansere til elektronisk musik af Steve Reich. Det var Astrid Elbo, Anna Rose O´Sullivan og Lukas Brændsrød. De var iført lys beige kostumer med farverigt mønster og dansede en kantet og robotagtig koreografi.
Et af aftenens mest gribende indslag var med værket ´Halleluja´ til Leonard Cohens melodi af samme navn. Koreografien var af Marian Walter og Steven McRae og blev danset af Marian Walter. Værket indkapsler de følelser, Marian Walter har måttet igennem grundet en sygdomsperiode på 2 år, hvor han var bange for at gå på scenen. Kun iført et skørt og bar overkrop guidede han publikum gennem sit terapeutiske kærlighedsbrev. Til premieren havde Jens-Christian Wandt indforskrevet ´Holmens Herrekvartet´, der smukt sang ´Halleluja´. Kvartetten er ikke med til alle forestillinger, men rygtet vil vide, at de dukker op på Sølyst den 6. august.
Iana Salenko og Steven McRae havde skabt en virtuos, gnistrende flot og imponerende pas de deux til Ravels ´Bolero´. De dansede selv, og deres sikkerhed og styrke var fantastisk at være vidne til. Uden tøven står hun næsten på hovedet af ham og tager snurreture, så man er ved at tro, de står på skøjter.
I 2024 har Jens-Christian Wandt indbudt den norske sopran Lina Johnson. Hun sang Gildas arie fra operaen ´Rigoletto´ ´Caro nome´, Violettas arie: ´Sempre Libera´ fra ´La Traviata´ af Verdi. Videre sang hun ´Våren´, opus 33, nr. 2 af Edvard Grieg og endelig ´Wer hat die Liebe und ins Herz gesenkt´ af Franz Lehar. Hun var forrygende.
Af rene musikindslag spillede Charlie Siem og Caroline Jaya-Ratnam ´Præludium og Allegro´af Fritz Kreisler fra 1910 og sonate nr. 2 opus 13, II.sats Allegretto Tranquillo af Edvard Grieg
Vanen tro kom alle på scenen til en munter finale, hvor der blev drillet igennem mellem de medvirkende. Mange har været med i mange år, så familiestemningen er til at tage og føle på. På den rigtig gode måde.
Jens-Christian Wandt og Steven McRae har igen i år sammensat en forestilling, der tilfredsstiller publikum på mange niveauer. Der er helt moderne værker for dem, der gerne vil lidt mere end en klassisk pas de deux, som naturligvis også er smukt repræsenteret. Der er muntre og gribende indslag i en skøn blanding. Jens-Christian Wandt kommer over rampen til alle – tak for det. Turnéen fortsætter rundt i landet og slutter på Sølyst i Klampenborg den 6. august.
Verdensballetten 2024 – premiere Haveselskabets Have den 10. juli 2024
