Der er en helt særlig stemning over Cirkus Summarum i år – måske mest blandt forældrene, der for alvor glæder sig til at give Onkel Reje den hyldest og opbakning, som han i den grad fortjener efter en hård periode. Og hyldest får han i den grad, når der er premiere på dette års forestilling i Aarhus. Klapsalven bliver så lang, at han flere gange forsøger at dæmpe den, for at komme videre med showet.
Og show bliver der, måske et af de bedste længe, hvor både show, historiefortælling og scenografi i den grad spiller sammen og skaber en fantastisk forestilling for både børn og voksne.
Silja (Silja Okking) har overtaget jobbet som cirkusdirektør og har store planer for Cirkus Summarums fremtid lige indtil Kommunemanden (Pelle Emil Hebsgaard) kommer og stikker en stor kæp i hjulet. Sammen med alle vennerne i cirkus forsøger Silja nu at redde Cirkus Summarum ved hjælp af den tidligere cirkusdirektør Onkel Kajs hemmelige skat. Historien er håndgribelig og let at forstå for alle i teltet og bindes fantastisk sammen med blandt andet lyseffekter, der imponerer alle.
Mille Gori er som altid den helt store stjerne i cirkus i rollen som Motor Mille og børnene sidder måbende og kigger på, når hun løber ned af trapperne, svinger sig i teltets top som en ægte cirkusprinsesse og vinker til dem alle sammen. Der er noget virkelig nærværende og elskeligt over Mille Gori, der virkelig gør, hvad hun kan for at hvert eneste barn får en fantastisk oplevelse. Hun er en skøn blanding af rå, selvsikker og sød og hendes musikalske niveau er blevet bedre end det har været tidligere år – samtlige i teltet rocker med, når hun synger ’Verdens bedste dig’ for fuld skrue.
Mikkel Lomborg som Hr. Skæg er altid sød og dygtig. Han har en gudsbenådet stemme og især sangen ’Regnbuens farver’, som han synger i samarbejde med Motor Mille er et af forestillingens musikalske højdepunkter. Der er noget sødt og Mikkel Lomborgs karakter, der aldrig helt forstår, hvad det egentlig er, han kan.
Silja Okking beviser i den grad også sit værd som både skuespiller og cirkusdirektør i årets forestilling. Hun har et helt specielt tag på den noget irriterende Kommunemand og formår gang på gang at forvirre ham og få ham i en anden retning, så forestillingen kan fortsætte. Rent musikalsk er hun virkelig dygtig og elegant og hun gør blandt andet Andreas Odbjergs ’Hvad skal verden med sådan en som mig’ til hendes helt eget, når Silja udfordres på, hvad hun er i stand til som cirkusdirektør.
Onkel Reje og Mads Geertsen er for alvor tilbage og i stedet for, at lade balladen omkring figuren fylde og lade sølvpapirshattene komme til orde, så bevæger han sig let og elegant omkring emnet. I stedet er der lagt op til bryllup med en noget anderledes udseende svensker, der udsætter ham for både det ene og det andet. Mads Geertsen har i den grad fået et boost og selvom hans karakter altid har været elsket, så er den måske endnu mere elsket end nogensinde i dette års Cirkus Summarum.
Pelle Emil Hebsgaard er klassens nye dreng og sikke en debut. Han er skøn som den vildt irriterende kommunemand, der meget stereotypt ikke kan huske, hvad folk hedder og egentlig også er ligeglad med, om han lærer det. Det går blandt andet ud over ”Hr. Hår” og ”Knallert Karen”, når han dybt forvirret forsøger at få lukket cirkus ned. Hebsgaards musikalske evner fornægter sig ikke, og selvom han jo egentlig er skurken, så kan vi ikke helt lade være at holde lidt af ham og føle sympati med ham. Man kan kun håbe, at det ikke er sidste gang, man ser Hebsgaard i denne sammenhæng.
Det hele bindes som altid fantastisk sammen af DRs Big Band, der er en fast del af Cirkus Summarum, og som virkelig forstår at spille op til fest, som blandt andet de skønne dansere i den grad griber, når der danses og charmeres derudaf.
Årets forestilling er vellykket, sjov, underholdende, rørende, fantastiske kostumer, en god fortælling og alt det, Cirkus i børnehøjde skal være!
Instruktør: Thomas Agerholm
Manuskript: Julie Ravnhøj
Scenografi og kostumer: Karin Gille
Koreograf: Toniah Pedersen
Lysdesign: Jonas Bøgh
Medvirkende: Mads Geertsen, Silja Okking, Mille Gori, Mikkel Lomborg, Pelle Emil Hebsgaard, Khaled Muhamad
Dansere: Valdemar Simbold Jacobsen, Maria Paldrup, Clara Fie Frisken, Hector Frisken, Tobias Husum Niemann, Tasha Laureen Bravo