Vinterferien er i gang og børneforestillinger tiltrækker børnefamilier landet over. I Fredericia har Fredericia Musicalteater trukket et sikkert kort og har repremiere på ’De tre små grise’, som også spillede på teatret i 2020.
Denne gang består holdet af Mads Æbeløe Nielsen, Anne Fuglsig, Jacob Prüser, Laura Wildt og Jacob Damsgaard Ditlev, mens Mads M. Nielsen har ageret instruktør. Den skønneste, barnlige scene danner rammerne om historien om de tre små grise og deres kamp mod ulven, der udspiller sig mens orkestret er placeret rundt omkring scenen i Mor Gris’ blomsterbede.
Scenen og hele Jonas Vestergaards scenografi er helt genial; hvert enkelt rekvisit er kreeret, så det ligner noget, der kunne være lavet i billedkunstlokalet, hvor pap og blyanter, var eneste redskab – ret genialt til en børneforestilling. Samtidig gør Fredericia Musicalteater igen brug af digitale virkemidler, når en stor skærm giver scenografien ekstra liv – en effekt som teatret efterhånden mestret ret så godt og er ivrige brugere af.
Jacob Prüser, Laura Wildt og Jacob Damsgaard Ditlev spiller de tre små grise, der efter deres mors udtrykkelige ønske er nødt til at flytte hjemmefra. De er søde og skønne, når de portrætterer hver deres type ”svin” i form af den fitte og træningsparate ’Schwein’, den økologiske og naturbevidste ’Ne’ og den kloge og læseglade ’Stig’. Imens boltrer Mads Æbeløe sig som Ulven, der så gerne vil sætte tænderne i de tre små, friske grise. Æbeløe er genialt i rollen som Ulven, og især hans ageren og improvisation i forhold til det unge publikum sidder lige i skabet. Generelt formår hele holdet at spille godt sammen med børnene i salen, men Æbeløes optræden i salen – der får de mindste til at hoppe op på skødet af forældrene – er en vigtig og eminent del af hele forestillingen.
Mor Gris spilles af Anne Fuglsig, der skifter skønt mellem at være den kærlige mor med masser af overskud og kærlighed til de små grislinger samtidig med, at hun efterhånden er ved at være godt træt af at have hjemmeboende ”svin” og af at mor-rollen altid overses.
’De tre små grise’ er en skøn udgave af den klassiske fortælling, der er tænkt på de helt små detaljer, så selv sceneteknikerne og musikerne er klædt ud som forskellige af skovens dyr, og dermed indirekte indgår i fortællingen mens velkomsten får ungerne til at sikre, at forældrene ikke sidder med telefonerne tændte i mørket. Balancen mellem den uhyggelige ulv og de uskyldige små grise er skøn og præsenteres på en sådan måde, at børnene faktisk må gå derfra med sympati for ulven, der jo faktisk i virkeligheden bare er sulten og gerne vil passe på sig selv.
Derfor er Fredericia Musicalteaters vinterferieforestilling et godt bud på en tur i teatret, hvad enten der er tale om de yngstes første møde med teatrets magi eller der er tale om mere erfarne teatergængere fra de yngre generationer.
’De tre små grise’ spiller på Fredericia Musicalteater fra 11.-19. februar.
Ide, tekst og musik: George Stiles, Anthony Drewe
Instruktør: Mads M. Nielsen
Medvirkende: Mads Æbeløe Nielsen, Anne Fuglsig, Jacob Prüser, Laura Wildt, Jacob Damsgaard Ditlev
Kapelmester: Thomas Møller
Scenograf: Jonas Vestergaard