Hvordan opnår man ren vintermagi? Odense Teater har i samarbejde med Mille Gori fundet opskriften, der ganske enkelte indeholder: de sødeste balletpiger fra Odense balletskole, HC Andersens eventyr, skøn, eventyrlig og imponerende scenografi og selvfølgelig Mille Gori.
Disse ingredienser udgør til sammen ’Mille og den grimme ælling’, der tager pibbet fra selv de helt små teatergængere. Flere steder på rækkerne ses et helt magisk ansigtsudtryk i de små ansigter, når Mille leder dem igennem HC Andersens klassiske fortælling, flere af dem rives med ind i universet og magien i en sådan grad, at forældrene må opgive at få kontakt til dem i de godt 50 minutter magien varer.
Mille Gori er historiefortæller med stort H! Hun tryllebinder børn i alle aldre og interagerer med dem på deres niveau, så de netop føler, at de bliver en del af historien, der udspiller sig på scenen. Sammen med de skønneste balletbørn, får de magien og kærligheden til at ske og fortæller, hvor onde væsner kan være mod hinanden. Allerede fra start involveres det unge publikum, når Mille nærmest nøgent fortæller, at hun nervøs, både fordi det er hendes første gang som instruktør, fordi hun med alt lyset tændt kan se alle i salen men også fordi, hun befinder sig få meter fra eventyrforfatterens hus. Med hjælp fra publikum og lidt teatermagi slukkes lyset og historien kan begynde.
Mikkel Reenberg er den skønneste andemor, der med humor og kærlighed sender de små ællinger ud i verden. Generelt har han en stor aktie i forestillingens humoristiske indslag hvad end han er andemor, bondekone eller bondemand med lidt for mange børn.
Johanne Eggerts scenografi og kostumer får i samspil med de dygtige medvirkende hele historien vakt til live. Milles rolle udvikler sig gradvist i takt med at den grimme ælling bliver ældre, hvilket understøttes af kostumerne, mens eventyrbogen leder os pædagogisk og magisk igennem eventyret. Selv ændernes kasketter, der bliver til andehoveder er søde og sjove. Alt sammen bakkes op af yndig og flot musik af Kim Malmose og Anders Ortman, der får vist børnene, at et flygel ikke kun laver lyde ved hjælp af tangenterne.
Man må sige, at Odense kommer i mål med deres opskrift. De får bagt den flotteste eventyrkage, hvor alle ender mødes, hvor magien blomstrer, børn fascineres og glemmer både tid og sted, balletbørn imponerer, Mille tryllebinder, og hvor voksne får lov at nyde både deres børns fascination og hele forestillingen. Skal du kun vælge én forestilling denne Vinterferie, så er ’Mille og den grimme ælling’ et rigtig godt bud på, hvordan du introducerer de små til teatrets underfundige magi og kærlighed.
’Mille og den grimme ælling’ spiller på Odense Teater fra 11. februar til 12. marts.
Efter HC Andersens eventyr ’Den grimme ælling’
Instruktør: Mille Gori
Scenografi og kostumer: Johanne Eggert
Komponist og musik: Kim Malmose og Anders Ortman
Medvirkende: Mille Gori, Mikkel Reenberg og balletbørn fra Odense balletskole