“Jeg gider ikke være voksen… Der er fandme for meget at tænke på”. Ordene strømmer ud af munden på Oskar – en ung efterskoledreng, der ligger på en græsplæne og filosoferer over livet, som var scenen taget ud fra filmen ‘Boyhood’.
Oskar er en af tre drenge på Kastanievej Efterskole i København, der har sagt ja til at lade et kamera følge hans efterskoleår.
Og hvilket år i dokumentaren “Et år for evigt”… Drengene Isak, Oskar og Sylvester tager os med ind i de dybe eksistentielle samtaler, de åbenbart har med deres venner. Dødsangst, venskab, misundelse, flirt, ‘voksenfobi’, fremtidsdrømme. Disse drenge er langt fra det generelle billede, der ofte skabes af teenagedrenge i efterskolealderen. Drenge, som kun kan sige ‘hva?’, og som ikke tænker videre end til det næste sekund.
Instruktør Pauline Merrildgaard formår at skabe tre følsomme, sigende historier ud af alle de timers materiale, hun samler sammen i løbet af efterskoleåret. Det er i sig selv et flot arbejde. Men at hun også får skabt tre portrætter af tre drenge, der har hver sin kamp, er et fascinerende instruktørarbejde. Hun vælger en stil, hvor hun holder sig som fluen på væggen i disse drenges liv – og det virker godt.
Den følsomme Isak med sin kamp for at finde kærligheden og opleve glæden med en kæreste. Den filosoferende Oskar med en kamp imod at blive voksen og at blive hevet ind i de rammer, som det moderne samfund har skabt. Og ikke mindst den heavy metal-elskende Sylvester der for alt i verden bare vil væk fra Bornholm og blive i København.
Vi får et fascinerende indblik i efterskoledrenges liv i 10’erne, der både involverer 1970’er-tøjstil og en blomsterbørnenes-tankegang om et oprør mod den kapitalistiske tankegang. Spørgsmålet er, om andre drenge og piger fra resten af Danmark kan spejle sig selv i disse drenge? Er tematikkerne brede nok til, at alle – både land- og byfolk – kan se dokumentaren og tænke: Det minder mig om mine teenageår?
De eksistentielle samtaler mindes vi ikke i så voldsom grad – og det er her, dokumentaren mister øjenhøjde, da disse tanker kommer til at fylde meget. Man kan tydeligt mærke, at der har været en fascination af, at en så ung dreng kan være så filosoferende.
Vi ville dog ønske, vi var kommet endnu tættere på Isaks kamp for kærligheden, venskaber – og drømmen om at være glad. Man vil så gerne lære ham bedre at kende – men det bliver ikke forløst. Det samme gælder scenerne med Sylvester, der handler om at få søgt ind på NEXT i København, så han kan få en lejlighed. Hvem er Sylvester egentlig? Udover at være heavy metal-elskende. Derudover bruges der tid på en fjerde karakter, der aldrig kommer til orde, men som vises gentagne gange på billeder. Bandforsanger, efterskoledreng med kæreste, gruppens midtpunkt. Han kommer aldrig til orde, hvilket også føles uforløst.
Men rørende er dokumentaren – og den giver både hjemve og en følelse af lettelse over at være ovre sine egne teenageår.
Vi startede med Oskar og skal selvfølgelig også slutte med Oskar:
“Man har brug for at lave noget… Jeg synes sgu, det er surt, at det er blevet en ting, at man SKAL lave noget. Fordi hvis alle lige fik lov til at genopdage deres behov for at lave noget, så ville man nok have det sjovt nok”. Så kan vi alle lige tænke lidt videre over det.
Instruktør: Pauline Merrildgaard
Producer: Malou Bækgaard Jakobsen og Kristian Pugholm
Medvirkende: Oskar Diermayr, Isak Enghoff Friis, Sylvester Bjørn Villads Petersen
