I dokumentaren ‘Prelle – Lytter Til Mig Selv’ følger vi rapperen Rikke Prelles liv. Hun udgiver dansk, undergrunds rap og jonglerer samtidig med en hverdag hun ikke rigtig kan få til at fungere, da hun ingen uddannelse har, er vildt skoletræt og musikken ikke skriver sig selv.
I starten af filmen skal Prelle til en undersøgelse for cyster i underlivet, men mener selv at hun bare skal have æggestokkene fjernet. Hendes gode, sympatiske og humoristiske ven og musikpartner Mikkel er med hende på hospitalet for at støtte op. Heldigvis er cysten forsvundet, men man får tegnet et portræt af en vildt interessant og stærkt karakter som helt bestemt er sin egen. Hun har uden tvivl en hård facade, men har ikke noget imod at åbne op om sine inderste tanker til sin ven.
Filmen, som er lavet af Anita Beikpour, er vist i det næsten kvadratiske 4:3 format, som giver en helt vild intim følelse. Det er som om man som tilskuer er helt anderledes tæt på Prelle og hendes venner, og det usædvanlige format fungerer bare rigtig godt. Specielt i de svære samtaler med Prelles vejleder kan det give en helt klaustrofobisk oplevelse, og man glæder sig til at kunne ånde lettet op når man kommer ud igen i en scene med Mikkel hvor de to bare snakker om en ny kebab vaffel og fremtidsdrømme om at blive låsesmed. Men instruktøren åbner pludselig op for Prelles univers i musikvideo-scener, hvor vi får en bedre forståelse for hvad sangene handler om og derfor også en bedre forståelse af Prelle som person og kunstner.I få tilfælde åbner instruktøren også op for magisk realisme, som godt nok er nogle svære scener lige at tyde men de er sjove og viser kunstnerisk overskud.
I mange scener i filmen er vi bare med i Prelles liv, hvor der ikke sker specielt meget indholdsmæssigt, men det er stemningsfyldt og gør kun at man føler sig som en del af det. Filmen føles altså slet ikke iscenesat eller tilrettelagt, men vi er alligevel med når der sker alvorlige ting. For Prelle vil gerne bryde ud af det mønster hun kommer fra, fyldt med kriminalitet og stoffer. Hun VIL færdiggøre niende klasse og få success, om dét bliver med musikken er svært at tro på, men det er ikke det vigtige. En kortlæser fortæller hende at hun er fuld af magi, og dét stråler ud af hende fra første til sidste scene.
Man elsker at være sammen med Prelle, og selvom hun ikke rigtig får momentum og gang i musikken, så er hendes rejse helt unik. Man får i små bidder og glimt oplevelsen af at hun, i en ung alder, allerede har været mange svære perioder igennem i sit liv, specielt har hun et kompliceret forhold til sin far. Det stråler ud af en samtale de to har om Prelles afdøde mor.
Det er dejligt at se en film som bryder en masse fordomme og man holder altså bare med og af Prelle fra første sekund, måske fordi hun hviler i at være sin egen, måske fordi hun er så ærlig, måske fordi hun bare er pisse sej. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at samspillet mellem Anita Beikpour og Prelle er fuldstændig genialt.
