Tom Hanks er tilbage på lærredet, og i filmen ´A man called Otto´ er han både bitter og mavesur. Alligevel er ´A man called Otto´ en smuk, meget hjertevarm og livsbekræftende film.
Der er ingen tvivl om, at Tom Hanks trækker publikum i biografen. De fleste kan huske Tom Hanks fra hans pragtpræstation i filmen ´Philadelphia´, hvor han spillede en AIDS ramt mand. En film som tilbage i 90erne gav Tom Hanks en Oscar. Filmen `A man called Otto` minder til dels om ´Philadelphia´. For også i denne film har Tom Hanks hovedrollen, men scenen er anderledes sat, idet omdrejningspunktet er sorg og sorgbearbejdelse og det at finde sin vej i livet, når man har tabt livslysten og kæmper mod sygdom.
Otto lever efter faste regler og rutiner, og gaden, hvorpå Otto lever, er hans livs omdrejningspunkt. Alt forandrer sig, da Marisol og Tommy flytter ind med deres børn. Marisol er fra Mexico, og hun er yderst hjertevarm i sin omfavnelse af Otto, og ikke mindst hendes kulinariske evner vækker Otto til live igen.
Mariana Trevino spiller Marisol, og hun gør det med en sådan sødme og livsglæde, at det næsten bliver for meget. Men netop det – for meget – er med til at gøre filmen ´A man called Otto´ sjov. Samspillet mellem Marisol og Marisols uduelige mand Tommy, spillet af Manuel Garcia- Rulfo er vældig sødt og sjovt.
Filmen kunne være en barsk socialrealistisk film om grumme tider, i stedet virker filmen sød og rørende. Beboernes fællesskab på den lille vej er rørende, og der er flere ganske sjove scener i filmen, for bag det hele ligger der også stor humor. `A man called Ottto er ikke en decideret komedie, men den er sjov i sin absurditet og manuskriptet er ganske velskrevet.
Filmen bygger på bogen ‘En mand som hedder Ove’. Bogen er tidligere filmatiseret i 2015 på svensk. Tom Hanks har været med til at producere filmen i samarbejde med blandt andre hustruen Rita Wilson, mens en af de større biroller i filmen – den unge udgave af Otto – spilles af parrets søn Truman Hanks.
Om Tom Hanks får en Oscar for bedste mandlige hovedrolle eller en anden pris for filmen ´A man called Otto´, må stå hen i det uvisse for nu. Men sandsynligheden er ganske høj.
Medvirkende: Tom Hanks, Mariana Trevino, Rachel Keller, Maniel Garcia-Rulfo,Truman Hanks med flere
Instruktør: Marc Forster
Producer: Marc Forster, Tom Hanks, Gary Goetman, Fredrik Wikstrøm Nicastro, Rita Wilson
Foto: Matthias Konigswieser
Musik: Thomas Newman
Manuskript: Baseret på bogen af samme navn: Fredrik Backman samt filmen af samme navn: Hannes Holm
Varighed: 122 minutter
Premiere: 12.01.2023