Amy er en udkørt mor til to og en luddoven ægtemand og en hund med svimmelhedsanfald. Hun skal nå at køre børn i skole og til fritidsaktiviteter, passe sit arbejde og passe hjemmet alene. Dertil kommer krav fra specielt én skrap og intrigerende mor i mødregruppen, der forventer trit og retning, når det kommer til levering af kager og fremmøde til ligegyldige forældreseancer.
Da Amy griber sin uduelige mand i at rive den af til en online pornomodel, kyler hun ham ud, får sig nogle veninder, og sammen med dem får hun ryddet ud i sin tilværelse og skabt plads til sig selv og en laber ung enkemand, hvorefter både hun og de søde små får det bedre.
Der leveres solide skuespilpræstationer over hele linjen. Mila Kunis er lækker og charmerende, Christina Applegate er fantastisk som stramtandet, led supermor, og veninderne Kiki og Carla (Kristen Bell og Kathryn Hahn) er sjove som typer.
Det gør bare ikke filmen god. Den bevæger sig fra kliché til kliché og er overdrevet og karikeret i beskrivelsen af livet som småbørnsmor i den amerikanske middelklasse. Historien er så forudsigelig, at der end ikke er tilløb til et grin, og forsøg på sexede jokes falder i den grad til jorden.
Se filmen for Mila Kunis og få en masse drinks inden – ellers er den ikke til at holde ud.
‘Bad Moms’ har premiere den 28. juli 2016.
Instruktør: Jon Lucas og Scott Moore
Medvirkende: Mila Kunis, Kathryn Hahn, Kristen Bell, Christina Applegate, Jada Pinkett Smith, Annie Mumolo, Oona Laurence, Emjay Anthony, David Walton m.fl.