Hvad gør du, når der midt i landskabet – ovenikøbet flere steder – står levn fra Anden Verdenskrig i form af de mange bunkere, der blev bygget som en del af Hitlers forsøg på at skabe en Atlanterhavsvold? River du dem med vold og magt ned for at fjerne de mørke pletter i vores alle sammens historie, eller accepterer du dem som krigsmonumenter, der er en del af alle danskeres fælles historie og selvforståelse? I Ringkøbing-Skjern Kommune har man valgt det sidste, og man har sågar valgt, at gøre dem til en central del af Bunker Film Festivalen, der i samarbejde med blandt andet Aarhus Universitet skal redefinere og gentænke turisme i kystbyerne som et led i projektet Rethinking Tourism in a Coastal City.
Åbningen af filmfestivalen blev fredag skudt i gang med en visning af Der Untergang på en noget anderledes måde; inde midt i en bunker, var der nemlig opsat fjernsyn med dertilhørende højtalere i to af bunkerens tidligere funktionsdygtige rum, for på den måde at give publikum en intim og intens tur i den ”lokale” biograf. Dette suppleret med en guidet tur i en nærliggende bunker, hvor gangene er smalle og fugten drypper fra loftet og et kort oplæg omkring filmens forhold og fakta.
Der Untergang er nemlig en atypisk film, der i stedet for at vise Hitlers succes som diktator og folkets blinde kærlighed til deres leder, viser dagene op til hans store endeligt, hvor han i stedet for at befinde sig blandt folket og lade sig hylde, kryber sammen i Førerbunkeren, mens bombeangrebene fyger om ørerne på dem, Berlin destrueres mere og mere, Hitlers trofaste støtter begynder at falde fra og civilbefolkningen kæmper for overlevelse midt i en krigszone. Filmen bliver en fortælling om to typer mennesker i og uden for bunkeren; de fanatiske i form af blandt andet Goebbels og de medfølende og menneskelige i form af blandt andet lægen Professor Schenk, der kæmper for at redde civilbefolkningen og de sårede – at Doktor Schenk i den virkelige verdens historie reelt var med til at foretage et utal af medicinske forsøg i en af de mange koncentrationslejre, har man direkte valgt at udelade, og han bliver derfor et symbol på den almindelige tyskers kamp for at redde folket – et noget uheldigt symbol.
Men fungerer det så? Kan man rent faktisk lokke folk til og give bunkerne opmærksomhed ved at spille relevante film fra bunkernes storhedstid og giver det noget, at folk først sættes ind i den historiske og filmiske ramme? Er det sådan, vi gentænker turisme på den danske Vestkyst? Svaret er meget enkelt: JA! Det fungerer. Selvom du har set Der Untergang før og måske ovenikøbet har set den flere gange, så er det ganske sikkert, at den aldrig har virket så intens, som når du befinder dig midt i en bunker. Når bomberne springer i Berlin, får du for alvor fornemmelsen af, hvordan forholdene i bunkerne har været. Filmen kommer pludselig tættere på og bliver i den grad mere intens, endda i en sådan grad, at du de første par gange rent faktisk får et chok, når bomberne falder. Om end man kunne være skeptisk i forhold til lyden, så er end ikke dette et problem, da der er sørget for at hjælpe akustikken ved hjælp af dertil designede opsætninger inde i hver enkelt rum, der gør oplevelsen endnu mere fuldendt.
Initiativet Bunker Film Festival er en fantastisk mulighed for at bruge vores alles kulturarv til at informere og oplyse os. Vi bliver betaget og overrasket og oplever helt nye sider at historier, som vi troede vi allerede kendte. Filmfestivalen er i den grad gentænkning af noget af det, vi allerede troede vi vidste. Ideen er god, anderledes og spændende; krigsfilm burde for eftertiden kun vises i sådanne omgivelser.
Stor cadeau til folkene bag festivalen, der forstår at gentænke, hvordan vi formidler kystbyernes historie til glæde for os alle sammen.
Program for Bunker Film Festival:
Fredag aug 24
16:00 Der Untergang – underground screening / Bunker Film Festival
21:15 Dunkirk – Beach Open Air / Bunker Film Festival 2018
Lørdag aug 25
12:00 Waltz with Bashir – underground screening / Bunker Film Festival
15:30 Buried – underground screening / Bunker Film Festival
15:30 Under sandet / Land of Mine – indoor screening at Ringkøbing Bio
18:00 Das Boot – underground screening / Bunker Film Festival
21:15 Apocalypse Now – Beach Open Air / Bunker Film Festival 2018
Søndag aug 26
12:00 Der Untergang – underground screening II / Bunker Film Festival
15:30 Under sandet / Land of Mine – indoor screening II Ringkøbing Bio