Filmen om den franske forfatterinde Sidonie-Gabrielle Colette (1873 til 1954) finder sted lige før og efter 1900 i Paris, hvor Colette bor med ægtemanden Willy, i hvis navn hun skriver sine bøger om Claudine, der handler om Colettes egen barndom og ungdom, hendes følelser og tanker. Willy tager æren for bøgerne og bader i berømmelsens lys, mens han feteres af unge kvinder. Pengene fra rettighederne snupper han oveni. Fra at være en ung pige fra landet, der er vild med sin ældre ægtefælle river Colette sig løs og har affærer med flere kvinder, og det lykkes hende at få udgivet bøger under eget navn.

Keira Knightley er bedårende og vellignende som virkelighedens Colette. Hun udvikler rollen fra den helt unge piges forelskelse i verdensmanden i Paris til den frigjorte kvinde, der bryder med normen og ender som en af Frankrigs bedste og mest berømmede forfatterinder. Dominic West er den ødsle og beregnende Willy, der ikke et sekund kan lade andre kvinder i fred, og det gør han med en vis portion charme.

Filmen har skønne scener fra tidens saloner, fra varietéer hvor Colette optrådte og ikke mindst smukke billeder fra Paris. Der er kælet for detaljer omkring både musik, dans og pantomime eller kantomime, som en optrædende kaster sig ud i. En kvinde synger, mens en mand mimer sangen, hvilket giver en fantastisk effekt.

Det er historien om en flamboyant kvindeskikkelse i et Paris med en intellektuel klasse i en tid med begyndende seksuel frigørelse og løsslupne selskaber, hvor champagnen flød. Det er en historie, hvor kvinderne er helte, og mænd bestemt ikke er. Mænd kan ikke rigtig gøre for det, som Willy siger. Helt så enkelt og sort/hvidt kan det nok ikke stilles op, og det bliver lidt filmens slagside. Dertil kommer, at den er lige lang nok.

Men se filmen, dyk ned i Colettes forfatterskab og nyd Keira Knightley – hun er svær ikke at elske.

Colette:

Instruktør: Wash Westmoreland

Producere: Elizabeth Karlsen, Pamela Koffler, Michel Litvak, Christine Vachon

Manuskript: Wash Westmoreland, Rebekka Lenkiewicz, Richard Glatzer

Medvirkende: Keira Knightley, Dominic West, Eleanor Tomlinson, Denise Gough og Ajysha HartMusik: Thomas Ades

Varighed: 111 minutter

Premiere 25. oktober 2018