Filmens titel er endog meget sigende for historien. Personerne har et princip for, hvordan de mener, de skal opføre sig, men når det kommer til stykket, kommer deres virkelige verden i vejen. De fleste har nok oplevet at have én moral for sig selv og en anden for andre. Sjældent er det dog blevet levet så meget ud, som det gør i denne film.
Francois har været gift med Louise, men venter nu barn med Daphné. Francois fætter Maxime har haft en gift kæreste, der er på vej til Japan til sin mand, med hvem hun har planlagt at få tre børn. Hun har en søster, som Maxime en kort overgang har haft et forhold til, indtil hun bliver kærester med hans bedste ven – bare lige kort fortalt!
Ved filmens begyndelse er Maxime på vej til at besøge Daphné og Francois, men Francois har måttet afbryde sin ferie på grund af arbejde, så Maxime og Daphné bliver nødt til at tilbringe fire dage sammen. De deler tanker om livet, og det ender med et hedt kærlighedsmøde – lige indtil Francois kommer en dag tidligere hjem. Enkelthandlingerne vikler sig ind og ud af hinanden, ligesom parrene gør. Mere skal ikke afsløres her.
Camélia Jordana er sød som den gravide Daphné, og Francois spilles af Vincent Macaigne, der især i den periode, hvor forholdet kun er et sidespring, gør et noget latterligt indtryk. Det er vist meningen, at det skal være sådan, men hvorfor Daphné forelsker sig i ham, står en smule hen i det uvisse. Émilie Dequenne spiller Francois ekskone, og hun gør det fremragende. Hun er klog overfor sin utro mand og har held til at skjule den sorg, han påfører hende.
Niels Schneider er Maxime og er med i historien og er dens fortæller. Han har ikke helt sin egen vilje på en lidt passivaggressiv og veg måde. Han lader sin bedste ven snuppe hans kæreste, og han lader en anden kæreste trampe på hans følelser uden at han opponerer. Det giver ham på den anden side en lidt tilbagetrukket voyeurrolle, hvor han kan se tingene lidt udefra.
Der er smukke billeder – både i naturen og i de forskellige boliger, filmen er optaget i. Der er en intellektuel vibe, der bidrager til både handling og stemning.
Plottet er godt skruet sammen, og alle spiller godt, men det er svært for alvor at blive rørt af denne franske kærlighedskarrusel, hvor alle mere eller mindre bedrager alle, og hvor to mennesker ikke kan være alene en halv dag uden at blive forelskede.
De ting, vi siger og de ting, vi gør – premiere den 16. september 2021
Instruktør: Emmanuel Mouret
Medvirkende: Camélia Jordana, Niels Schneider, Vincent Macaigne, Émilie Dequenne, Jenna Thiam, Guillaume Gouix
Varighed: 123 minutter