Kokken Pierre Manceron arbejder hos hertug Chamfort, og vi befinder os i Frankrig omkring slutningen af 1700-tallet. Der er forskel på høj og lav, og adelen og de gejstlige kan tillade sig noget nær alting over for deres tjenestefolk. Da Manceron overfuses efter, han har lavet en overdådig og luksuriøs middag til hertugen, dennes seneste elskerinde, diverse andre adelsfolk og en selvretfærdig præst, vil han ikke undskylde, men forlader hertugen. Med sig har han sin unge søn, der har opdaget nye strømme i samfundet.

Han og sønnen flytter ind på en forfalden gård, men Manceron nægter at lave mad. Han har mistet lysten. Dette er dog kun indtil den smukke Louise indfinder sig. Hun vil i lære hos Manceron, fordi hun har hørt om hans evner som kok. Det kræver nogen overtalelse, men hun får dog lov til at blive, om end kemien mellem Manceron og hende ikke er fantastisk i begyndelsen af deres relation.

Isabelle Carré spiller den smukke Louise, der gradvist får Manceron på ret køl igen og introducerer ideen om at lave en decideret restaurant, hvor både høj og lav må komme. Hun viser alle de nuancer, hendes karakter indeholder. Hun har mange hemmeligheder denne kvinde, der ikke afslører meget om sin fortid, men man fornemmer, at der gemmer sig en del under overfladen.

Grégory Gadebois er Manceron, der både er en god kok og en bulderbasse, men som ikke helt kan frigøre sig fra den verdensorden, han er opvokset i. ”Hvis mennesker begynder at flyve, bliver kokke konger”, siger han, da hans søn viser ham billeder af luftballoner.

Benjamin Lavernhe er hertug Chamfort, og han spiller rollen både vittigt og med stor selvironi. Denne hertug ser slet ikke, hvad der kommer til at ramme ham, hvilket vel var adelens problem i 1780-erne.

Hertugens højre hånd Hyacinthe – l´intendant derimod forstår godt de nye vinde. Han spilles af Guillaume de Tonquédec, og han ved, hvornår han skal smide pudderparykken.

Der er skønne madlavningsscener, og mundvandet løber mange gange i løbet af filmen. Landskaberne er smukke, og adelsdamernes kjoler er flotte. Det er simpelthen blød nougat for øjnene. Man føler sig godt tilpas i denne film. Den er sjov, men den er samtidig en fortælling om et samfund, hvor nogle få havde for meget og mange for lidt.

Det er en god og let fordøjelig film med et kærlighedstvist, og mere skal selvfølgelig ikke afsløres. Dramaturgien og udviklingen i historien er ikke overraskende, men det gør ikke så meget. Man er i godt selskab de knap to timer, filmen varer.
 
Délicieux – premiere torsdag den 9. juni 2022
Medvirkende: Grégory Gadebois, Isabelle Carré, Benjamin Lavernhe, Guillaume de Tonquédec, Lorenzo Lefebvre
Instruktør: Éric Besnard
Foto: Jean-Marie Dreujou
Producer, Philip Boeffard og Christophe Rossignon
Musik: Christophe Julien
Manuskript: Éric Besnard og Nicolas Boukhrief
Varighed: 112 minutter