Filmen om forfatteren til “Cyrano de Bergerac”.
Cyrano de Bergerac – jo det er ham med næsen, der er så poetisk, og som er en af de største antihelte på en scene. Han er teateraktuel på Det Kongelige Teater og to dage i oktober på Aalborg Teater.
Forfatteren til det berømte teaterstykke var Edmond Rostand, og ham har Alexis Michalik nu lavet en glimrende spillefilm om. Filmen baserer sig på Michaliks eget teaterstykke af samme navn fra 2016 og efterforsker, hvordan Rostands kreative proces i forbindelse med at skrive Cyrano de Bergerac kunne have været, og Michalik har indrømmet, at inspirationen hertil kom fra Shakespeare in love.
I filmen møder publikum Edmond Rostand på et tidspunkt, hvor inspirationen har svigtet ham, og hvor han ikke har den store succes med sine teaterstykker. I privaten har hans hustru, Rosemonde, nok at gøre med to små børn. Parrets stramme økonomi tærer på forholdet, og da den på den tid berømte skuespiller Constant Coquelin bestiller et teaterstykke, der skal være færdigt tre uger efter, må Rostand klemme ballerne sammen og skrive. Inspirationen er bare ikke lige om hjørnet, men da hans bedste ven Leo Volny (Tom Leeb) en billedskøn, men ikke specielt åndrig skuespiller, forelsker sig i den intelligente og smukke påklæderske Jeanne (Lucie Boujenah), finder Edmond på romantiske vers, som hans ven gentager til Jeanne. Hun bliver på sin side betaget af rimene, og vupti har Rostand sit første akt til teaterstykket, og inspirationen om at historiens antihelt med den gigantiske næse bliver skabt ved sammen lejlighed.
Thomas Solivéres er Edmond Rostand, og han er næsten barnlig i sin entusiasme og kærligheden til sin hustru og fascination af sin muse. Den vigtigste kvinde i Rostands liv er hans hustru, som han elsker trofast, men påklædersken Jeanne bliver hans åndelige muse og inspiration. Det kan ikke undre, at der opstår vanskeligheder ved den situation, for Rostands hustru er ikke dum.
Filmen giver et fantastisk tidsbillede fra Paris. Der er sjove optrin fra mere listige steder, hvor damerne optrådte med cancan, når de ikke på anden vis underholdt mændene. Historien er selvfølgelig fri romantisk fantasi, men det gør ikke noget, når vi ved det.
Se den underholdende film og gå i teatret og se Cyrano, og bliv endelig til filmens rulletekster, hvor der vises klip fra forskellige udgaver af Cyrano de Bergerac startende med Coquelin i en optagelse fra 1900 og sluttende med Gerard Depardieu i filmudgaven fra 1990.
Edmond – premiere den 10. oktober 2019
Instruktion og manuskript: Alexis Michalik
Foto: Giovanni Fiore Coltellacci
Producer: Benjamin Bellecour m.fl.
Medvirkende: Thomas Solivéres, Olivier Gourmet, Mathilde Seigner, Tom Leeb, Lucie Boujenah.