Italienske Vincenzos liv cirkler om hans hyggelige boghandel i Paris. Han elsker sine bøger, og han deler ud af en stor litterær viden og lader i øvrigt sine kunder stjæle bøger fra ham uden at gribe ind. Overbærenhed siger han til sig selv. Ovenover boghandlen har Vincenzo sit private liv, der involverer pasning af hans unge datter Albertine, der har været ude for en ulykke og derfor er lammet og som endvidere har besluttet sig for ikke at tale. Det er en gigantisk omsorgsopgave, der kræver Vincenzos tilstedeværelse næsten 24/7. Om sig har han dog en bramfri dame, der passer Albertine og en ung motorcykelkørende læge, der med mellemrum tilser den unge pige og forsøger at ruske op i hende både fysisk og mentalt. Denne tilstand har stået på i 4 år og bliver afbrudt, da en ung, smuk og neurotisk skuespillerinde bogstaveligt braser ind i Vincenzos liv, da hun vælter ind i boghandlen og råber, at hun ikke kan finde sin hund. Vincenzo bliver på en gang forvirret, irriteret og fascineret. Hun på sin side bliver nysgerrig på denne mand, der på de fleste områder er hendes modsætning.

Sergio Castellitto har instrueret dramaet, der er skrevet af hans afdøde ven, filmmageren Ettore Scola, der blandt andet stod bag ´En ganske særlig dag´ og ´Le Bal´. Derudover spiller Castellitto hovedrollen som Vincenzo.

Sergio Castellitto skaber et portræt af en mand, det er svært ikke at elske. Han formår at få os til at forstå, at han har påtaget sig i livsopgave overfor sin datter, som han hverken kan eller vil løbe fra. Med næsten umenneskelig tålmodighed tager han sig af Albertine, giver hende mad, bærer hende i seng og læser for hende i én uendelighed uden at få meget tilbage. At han har bevaret sit venlige væsen, er forunderligt.
Overfor Castellittos stilfærdige, men meget vidende personlighed står den mildt sagt sprudlende Yolande, der spilles af Bérénice Bejo. Hun er helt vidunderlig, og man forstår godt, at Vincenzo bliver grebet af hendes livlighed og skønhed.

De er to mennesker, der i hvert fald i en periode giver hinanden noget, de begge har manglet. Om kærligheden så kan overleve aldersforskel og livsvilkår må man gå ind og se filmen for at finde ud af.
Matilda De Angelis er unge Albertine, og det er en krævende rolle, for dialogen foregår inde i hendes hoved. Hun kan dog sagtens ”sige” fra, hvis hun bliver generet og provokeret. Hun er forunderlig, og hendes tilbageblik fra tiden før ulykken er smukke og sørgelige.

Der er noget poetisk over denne historie, der med undtagelse af få scener, foregår i en boghandel og på den gade, hvor den ligger, og hvor interaktioner næsten udelukkende er mellem dem, der færdes der til daglig.

Arturo Annecchino står for filmens smukke underlægningsmusik.
 
 
 
 
En boghandel i Paris – premiere den 4. august 2022
Instruktør: Sergio Castellitto
Producer: Marco Poccioni og Marco Valsania
Musik: Arturo Annecchino
Manuskript: Ettore Scola m.fl.
Medvirkende: Sergio Castellitto, Bérénice Bejo, Matil De Angelis
Varighed: 98 minutter