5 stjerner
En Spions Bekendelser er filmatiseringen af Jennie Rooneys bog Red Joan fra 2013. Bogen er inspireret af virkelighedens Melita Norwood,
der var spion og gennem en årrække udleverede hemmeligheder til KGB, som herefter gjorde
russerne i stand til at lave
en kopi af den engelske atombombe.
Filmen
starter ved slutningen, da Joan Stanley som gammel dame bliver
arresteret af MI5 under anklage for at være spion. Under forhørene
tænker Joan tilbage på sin ungdom.
Historien tager
herefter publikum tilbage til universitetet
i Cambridge,
hvor den purunge
Joan studerer fysik i 1930-erne. Hun møder den jødiske Sonya og hendes
fætter Leo, der er russisk sabotør. Hun forelsker sig hovedkulds i ham.
Joan får job i et tophemmeligt atomforskningscenter, og Leo prøver gang
på gang at få hende til at spionere. Hun
står imod indtil bomben smides over Hiroshima, og det viser sig at
være forholdsvis let for hende
at smugle tegninger ud fra sin
arbejdsplads. Der er ingen, der stiller spørgsmål ved den
unge kvinde – man lægger nærmest ikke mærke til hende, og således
bliver filmen også et hip til, at mænds arrogance indimellem kan gøre
dem blinde.
Joan
Stanley er en intelligent kvinde og har sine meningers mod, samtidig
med at forelskelse i både Leo og senere hendes chef Max sætter hendes
principper på prøve. Samtidig
er hun ikke bleg for at afpresse personer, hun har kendt i mange år, når det gælder. Hun er skam alsidig.
Sophie Cookson er
sød som den unge Joan Stanley, og hendes fremstilling af den
intelligente, men også naive unge akademiker, der mener, at videnskab
skal være ren og apolitisk, er troværdig. Tom
Hughes har præcis en flabethed, der får en til at forstå, hvad Joan
falder for. Stephen Campbell Moore er sød som den ulykkeligt gifte
videnskabsmand, der ikke kan stå for sin unge, dygtige assistens.
Filmens lysende
stjerne er dog Dame Judi Dench,
der i en alder af 85 år stadig er i fuld skuespillervigør. Hendes mimik
som den chokerede Joan, der gennem hele sit voksne liv har båret på en
hemmelighed, hendes søn intet kendskab har haft til, er betagende.
Filmen stiller mange etiske spørgsmål og opstiller dilemmaer, men tager ikke stilling. Joan Stanley påtager sig et stort (og strafbart) ansvar ved at virke som spion. Om det er ok at tage loven i egen hånd, fordi udlevering af statshemmeligheder ikke er et at stjæle, men at dele, må publikum selv tænke over. Konkluderes kan det dog, at ikke alt er enten sort eller hvidt, men mere nuanceret.
