Det skulle have været så godt, men så er det faktisk skidt, kunne man sige om Andreas 70 års fødselsdagsfest. Hun vil have sin familie om sig og kun tale om gode ting. Sådan kommer det ikke til at gå for hende og hendes mildt sagt brogede familie, der tæller en datter, to sønner, en svigerdatter, en forlovet, børnebørn, hvoraf den ene har en kæreste.
Filmen er angivet som en komedie. Det er den på trods af humoristiske indslag ikke. Det er nærmere en tragedie uden meget håb for nogen af familiemedlemmerne. Det er også en film om, hvad der er normalt og unormalt og især hvem der er skøre og hvem ikke. Grænserne for det normale er som bekendt vide. Der afsløres historien igennem den ene hemmelighed efter den anden, og beskyldningerne fyger i luften uafladeligt.
De to brødre er som nat og dag. Storebror er fornuftig, tangerende det rimeligt irriterende og bedrevidende, har en tilforladelig og empatisk kone, mens lillebror er en kunstnerisk type, der skifter kærester næsten lige så tit, som mange mennesker skifter underbukser. Den seneste er meget smuk og ung, og med hende deler han både seng, joints og alkohol i en uskøn blanding. Under opholdet er lillebror ved at lave en dokumentar om familieforhold og bruger sin egen familie.
Datteren Claire dukker uventet op efter at have været bortrejst til Californien i tre år. Dette er til stor bestyrtelse og ikke udelt glæde for familien, og især Claires datter, der har været tværet på sin mormor hele denne tid, er ikke begejstret.
Der er meget på spil, og Andrea har virkelig ikke orden i sit mentale eller juridiske pennalhus. Mere skal ikke afsløres her.
Andreas mand holder sig lidt i baggrunden. Han skal ikke blandes ind i de konflikter, der hurtigt kommer op til overfladen.
I det hele taget er det over en kam kvinderne, der kører løbet i denne familie, mens mændene dybest set holder sig i baggrunden. De er på hver deres måde nogle mentale skvat – lillebror Romain spillet af Vincent Macaigne, der kalder sig selv for kunstner, men dybest set bare er stofmisbruger og storebror Vincent, spillet af filmens instruktør Cédric Kahn, der hutler sig igennem ved at være bedrevidende.
Det er en kompleks historie, hvor ikke meget er, som det foregiver, og som tilskuer sidder man med flere spørgsmål end svar ved slutningen. Det er nok meningen.
Handlingen veksler mellem karakterernes indbildte virkelighed og ditto fiktion. Der er teater i teatret, da Claires datter med hjælp af kæresten og sine to fætre opfører et teaterstykke inspireret af forholdene i hendes familie og med sønnens dokumentarfilm, der betragter og fortolker familiemedlemmernes gøren og laden.
Catherine Deneuve og Emmanuelle Bercot bærer filmen som mor og datter i den dysfunktionelle familie. Bercot er intens i sit egocentriske vanvid, og Deneuve bevarer trods den mildt anspændte situation gode miner til slet spil. Catherine Deneuve er Frankrigs grand old lady inden for fransk film, og hun lever til fulde op til sit ry som matriarken, der holder 70 års fødselsdag.
Familiefesten – premiere torsdag den 30. juli 2020
Instruktion og manuskript: Cédric Kahn med deltagelse af Fanny Burdino og Samuel Doux
Produceret af: Sylvie Pialat, Benoit Quainon og Aude Cathelin
Medvirkende: Catherine Deneuve, Emmanuelle Bercot, Vincent Macaigne, Cédric Kahn, Luana Bajrami, Laetitia Colombani, Isabel Aimé González-Sola, Alain Artur, Joshua Rosinet, Milan Hatala, Solal Ferreira Dayan
Varighed: 101 minutter
