”Harpiks” er en på virkelig mange måder poetisk og visuelt blændende smuk film, som ville være utroligt nem at elske, hvis den ikke var tykfobisk. Der er ingen tvivl om, at det ikke er af ond vilje, filmen skriver sig ind i en tykfobisk tradition. Men det gør den desværre.
En meget tyk mor (Sofie Gråbøl), en far (Peter Plaugborg) og datteren Liv (Vivelill Søgaard Holm) lever på en ø med ønsket om at være isoleret fra byen og civilisationen. Datteren er der ingen, som kender til, så hun gemmes væk, når postbuddet en sjælden gang kommer forbi. Men hun er nysgerrig på verden udenfor, og det bliver en kamp for faren at holde sin familie adskilt det, der er udenfor øen. Moren er meget tyk og ligger i sin seng og spiser og bliver skiftet og læser Shakespeare.
”Harpiks” er i flere omtaler og anmeldelser blevet sammenlignet med ”Captain Fantastic” (2016), som handler om en far (Viggo Mortensen), der for at beskytte sine børn mod den ubehagelige verden bosætter sig ude i en skov, hvor han lærer sine børn, hvad der lader til at være alt indenfor litteratur, filosofi, historie, matematik, medicin og jæger- og samlerkulturens nødvendigheder. I ”Harpiks” lærer Liv også både at partere kaniner og kende blomster og træer, såvel som de gamle Egypteres skikke og at læse Romeo & Julie. Men de to film positionerer sig meget forskelligt i forhold til tykfobi. I ”Captain Fantastic” bruges tykheden som symbol på den normative verden, som den på mange måder velfungerende familie er flygtet fra ude i skoven. Der er tykheden symbol på kapitalisme, konsumerisme og individualisme. I ”Harpiks” er tykheden symbol på det at være udenfor normen. Tykheden er en væsentlig faktor i det, der udgør det dysfunktionelle i den tilbagetrukne familie. Tykheden bliver ikke som i ”Captain Fantastic” genstand for had, men i stedet medlidenhed og freakshow-agtig undren.
Sofie Gråbøl i fatsuit har været genstand for debat i tiden op til premieren, og er også blevet påtalt som noget negativt af flere anmeldere. Fatsuits er og bliver voldsomt problematiske, og vil altid skrive sig ind i den alt for lange tradition med at nedgøre tykke mennesker – også selvom det ikke er ment som et komisk greb, som i dette tilfælde. Fatsuiten gør den tykfobiske fortælling om moren med den kæmpestore krop, endnu værre. Og den fortælling er ellers slem nok i forvejen, som hun ligger der i sengen med en graviditet, som selvfølgelig skal gå galt.
Det er brandærgerligt, at ”Harpiks” bruger så tykfobiske symboler. Den har så mange andre smukke symboler, som ellers ville udgøre en stor æstetisk oplevelse. Fra start til slut er der måbende flotte billeder, som ellers akkompagnerer den sælsomme fortælling på absolut harmonisk vis. Men Sofie Gråbøls fatsuit og tykheden brugt som negative symboler skurrer alt, alt for meget.
Medvirkende:
Sofie Gråbøl, Peter Plaugborg, Vivelill Søgaard Holm, Ghita Nørby, Amanda Collin m.fl.
Instruktør: Daniel Borgman
Filmfotograf: Louise McLaughlin
Klipper: Sofie Marie Kristensen
