‘Idealisten’ er en af nyere tids mest medrivende danske spændingsfilm. Christina Rosendahls nye film er skræmmende, stærk, rørende og uhyre vigtig.
I 1968 styrter et amerikansk B-52 bombefly med fire højeksplosive brintbomber om bord ned på Grønland nær Thule-basen. Både den danske og amerikanske regering meddeler hurtigt, at alt er under kuntrol, og sagen afsluttes kort efter oprydningsarbejdet.
20 år efter modtager radiojournalisten Poul Brink et tip om at flere af de arbejdere, der var med til at rydde op efter ulykken og fjerne den splutonium forurenede sne enten er døde eller har voldsomme hudlidelser, og i værste fald har udviklet sjældne kræftsygdomme. Poul Brink går nu hårdnakket ind i kampen for retfærdigheden, en kamp der ikke bliver ligetil.
Det er nemlig ikke en sag, som den danske eller amerikanske regering er interesseret i at udtale sig om.
I sin research møder Poul Brink decideret modstand, lukkede døre og løgne, men heldigvis besidder han et utrætteligt gåpåmod.
Ligeså vigtig som Poul Brinks arbejde med sagen var tilbage i 1980’erne, ligeså vigtig er Christina Rosendahls film, og ligeså vigtig er Christina som instruktør.
‘Idealisten’ er suveræn ned til mindste detalje. Intet er overladt til tilfældighederne, og det vil det opmærksomme publikum hurtigt se.
Filmen er krydret med masser af arkivmateriale, der tilfører et dokumentarisk element. Lyset, lyden, musikken, skuespillet, og ikke mindst manuskriptet – det er en gennemført god film.
I rollen som Poul Brink ser vi Peter Plaugborg, der er som født til rollen som den hårdtarbejdende journalist. Og rollelisten er uendelig lang og bugner af store navne som blandt andre Søren Malling og Thomas Bo Larsen som de tidligere Thule-arbejdere og Jens Albinus som DR-redaktør Blicher.
Derudover er de mindre roller også besat med stærke karakterer, blandt andet ser vi Tammi Øst som den afvisende sekretær, og også en hyggelig Peter Oliver Hansen give den som Uffe Ellemann-Jensen.
Christina Rosendahl vandt en robert for sin første spillefilm ‘Supervoksen’, lad os glædes over hendes tilstedeværelse i dansk film. Personligt håber jeg, at hun fortsætter i samme genre – en genre, som hun mestre i særklasse.
Hør interviewet med Christina Rosendahl her.
Filmen har premiere den 9. april 2015.
Instruktør: Christina Rosendahl
Medvirkende: Peter Plaugborg, Søren Malling, Arly Jover, Thomas Bo Larsen, Jens Albinus, Henrik Birch, Nikolaj Cederholm, Tammi Øst, Peter Oliver Hansen m.fl.